Leder

Lovligt uvidende

24. januar 2012

En 55-årig far fra Rebild har angiveligt misbrugt ni børn i årevis. En kvinde fra Nordjylland er ligeledes sigtet for misbrug af børn. Det er bare de to seneste sager om overgreb, som en minister ikke kan sidde overhørig.

Og det har socialminister Karen Hækkerup (S) da heller ikke gjort. Socialministeren vil have Ankestyrelsen til at kulegrave de seneste fem års mange sager om horrible overgreb på børn og mere eller mindre bestyrket mistanke om myndighedssvigt. Dernæst skal et ekspertudvalg nedsættes, der skal komme med råd til ny lovgivning. Endelig efterlyser Hækkerup en kulturændring blandt både socialrådgivere og politi, fordi hun ikke mener, lovgivning og nye regler kan gøre alt.

Men som Informations dækning af Rebild-sagen viser, tyder meget på, at det ikke kun er lange møder med eksperter eller ny kultur blandt det børnefaglige personale og ordensmagten, der stopper sager med årelangt misbrug af børn. Snarere er problemet, at kommunerne simpelthen ikke kender lovgivningen. Rebild Kommune var på trods af en anmeldelse fem år om at fjerne børnene fra hjemmet, fordi man mente, at politiet manglede bevismateriale.

»Hvis der var en paragraf i serviceloven om, at vi kunne tvangsfjerne uden konkrete beviser, havde vi selvfølgelig fjernet børnene langt tidligere. Men udvalget (Børne- og Ungeudvalget, red.) kan altså ikke bare tvangsfjerne på mistanken alene,« sagde kommunaldirektør Søren Kjær lørdag. Det er bare ikke korrekt. Serviceloven giver netop mulighed for at tvangsfjerne alene på mistanke.

Der er al mulig grund til at starte en generel debat om forældres retssikkerhed i disse meget følelsesladede sager om overgreb på forsvarsløse børn. Netop fordi det nærmest er umuligt ikke at reagere med ønsker om mere lovgivning og overvågning.

Men uanset at den dimension i debatten er underbelyst, nytter det ikke at tale om kulturændringer og nye regler, når kommunerne ikke engang er bekendt med de eksisterende muligheder i lovgivningen. Det bør socialministeren først og fremmest sikre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu