Leder

Råbet fra Homs

31. januar 2012

En pensioneret ingeniør fra Homs, der forleden læste avis i det fjerne hjørne i hotel La Cigales lobby i Doha, Qatars hovedstad, var ikke glad trods det glas hvidvin, der støttede avislæsningen. I 50 dage havde han pendlet mellem sovesofaer hos sine to gifte døtre, bosat i emiratet, og det var, syntes han, ikke et normalt liv for en 70-årig. Men omvendt var det umuligt at leve normalt i Homs. At der blev skudt hver morgen og igen hen på eftermiddagen, kunne han leve med, værre var det, at affald hobede sig uafhentet op uden for hans dør, at gasflasker til komfur og varmeovne ikke var til at opdrive, og at selv basale fødevarer var knappe og dyre. »Hvor er det internationale samfund?« spurgte han. »Hvordan kan verden være tilskuer til, at folk slås ihjel? Hvorfor bliver der ikke gjort noget?«

Svaret er ret enkelt: Så længe FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer er uenige om, hvad der skal gøres ved Syrien (for så vidt angår kineserne, om der overhovedet skal gøres noget), er ingeniøren dømt til sit eksil i hotel-lobbyen, det eneste sted i Doha, hvor han uagtet døtrenes gæstfrihed synes, han kan være sig selv.

Men indtil i går, hvor Sikkerhedsrådet igen drøftede situationen i Syrien, har Rusland og Kina blokeret for resolutionsforslag fra Frankrig, Tyskland, Storbritannien og nu også Marokko, og som med baggrund i FN’s Menneskerettighedsråds stempling af Bashar al-Assads regime som skyldig i forbrydelser mod menneskeheden anbefaler sanktioner, våben-embargo og international retsforfølgelse af de ansvarlige efter kapitel 7 i FN-pagten.

Den kinesiske obstruktion er pekuniært motiveret. Kinesernes eksport- og energiinteresser, synlige i de fosforlysende grønne bybusser, der udgør en permanent æstetisk forurening af Damaskus’ bybillede, er i milliardklassen. Kina har siden 2004 investeret voldsomt i den syriske olie- og gassektor (i lighed med russerne) som en brik i Beijings ’Silkevejs-strategi’, der har til formål at øge den asiatiske økonomisupermagts politiske indflydelse i regionen med henblik på ekspansion i Afrika og på sigt i Europa.

Ruslands interesser er historisk af ældre dato. Man kan stadig træffe russisktalende syriske teknikere, akademikere og militærfolk, der mindes ’den gode tid’, før Muren faldt, og de efter endt uddannelse i Sovjetunionen vendte hjem til fede lederjob i Hafez al-Assads Baath-socialistiske paradis med minareter. Da Bashar al-Assad arvede sin fars paradis i 2000 — ved hjælp af en rask forfatningsændring, der nedsatte aldersgrænsen for syriske præsidenter til 34 år, Bashars alder på det tidspunkt — var Rusland i gavehumør og eftergav Syrien en gammel gæld på 10 mia. dollar for militært isenkram. Og blev belønnet med nye våbenordrer og koncessioner i den syriske gas- og oliesektor.

Desuden har russerne en strategisk interesse som lejer af en flådebase i Tartous, deres eneste uden for egne farvande, der enten er tilfrosne eller lukket inde af NATO-Tyrkiets Bosporus-stræde. Tartous-basen henlå i årevis som et levn fra Den Kolde Krig, men fra 2009 har 600 russiske teknikere været i gang med at renovere og udbygge den, og det var næppe helt tilfældigt, at hangarskibet ’Admiral Kuznetsov’ anduvede Tartous for nylig på et broderligt besøg — og samtidig med, at amerikanske flådefartøjer lod sig se ud for den syriske kyst. Rusland har åbenlyst leveret våben og ammunition til Syrien, og i sidste uge skrev de to lande under på leverance af 36 Yak-1390-kampfly til Bashar al-Assads luftvåben.

Indtil videre modsætter russerne sig resolutioner, der svækker det syriske regime — også på grund af læren fra Libyen, hvor NATO efter russernes mening gik langt udover FN-mandatet. Der er dog tegn på, at Moskvas tålmodighed er ved at være slidt. Kremls Mellemøstudsending, Mikhail Margelov, har luftet irritation over, at »både opposition og regime ikke hører efter« velment russiske rådgivning, og Margelov blev efter det russiske veto mod et resolutionsforslag i oktober citeret for, at »Rusland ikke kan gøre mere for Syrien.«

Moskva er heller ikke fornøjet over det syriske regimes håndtering af de arabiske observatører, der blev trukket tilbage i sidste uge efter en mislykket mission, som Rusland bifaldt i håb om, at den ville føre til forhandlinger mellem opposition og regime om en blød landing på krisen. Kreml har omhyggeligt undladt at kritisere den arabiske fredsplan, der fordrer Bashar al-Assads tilbagetræden til fordel for Farouk al-Sharaa, vicepræsidenten, der får til opgave at forhandle om en samlingsregering.

Den russiske bekymring signalerer en mulig opblødning, når Sikkerhedsrådet, mens dette skrives, træder sammen for at drøfte et nyt resolutionsforslag, baseret på den arabiske fredsplan. Ganske vist har russerne tidligere fremlagt deres egen resolution, der placerer ansvaret for volden på begge sider, og som ligestiller konfliktens parter, hvorfor den blev afvist af Vesten. Men noget peger på, at der er ved at komme skub i processen — om det skub så er tilstrækkelig til, at ingeniøren i Doha kan vende hjem til Homs og være sig selv, vil vise sig. Alternativet er et kaos, der vil brede sig til hele regionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu