Leder

Socialdemokraterne og de sociale bedragere

3. januar 2012

De er overalt, hvis man skal tro den seneste tids debat. De asociale borgere, der malker systemet for penge; kvinderne på kontanthjælp, der ikke gider at arbejde; de unge, der snyder for at få mere SU; de enlige mødre, der i virkeligheden nok bor sammen med deres såkaldte eksmænd. Også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde i sin nytårstale en opsang til de usolidariske danskere:

»Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder.«

Diskussionen om de sociale bedragere nåede i december nye højder, da 21 Søndag på DR1 bragte indslaget om, at der bliver snydt for op til 12 milliarder kroner hvert eneste år. Og så i en tid, hvor efterlønnen må afskaffes og politiske løfter må brydes næsten dagligt, fordi der ikke er penge i statskassen. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) tøvede da heller ikke et øjeblik med at love hårdere sanktioner og flere beføjelser til kommunernes kontrolgrupper til at overvåge borgerne. At flere eksperter sidenhen i Information satte spørgsmålstegn ved de opsigtsvækkende tal, fik dog ikke ministeren til at vige fra sit standpunkt: Socialt bedrageri er »dybt anstødeligt«, slog hun igen fast, og det skal bekæmpes med alle nødvendige midler, uanset om tallene er korrekte eller ej. Og man forstår såmænd godt hendes reaktion. Når nogle få underminerer netop det velfærdssamfund, vi forsøger at opretholde gennem disse krisetider, får man lyst til at sætte hårdt mod hårdt. Men problemstillingen er desværre langt mere nuanceret og komplekst end som så.

Information har gennem det seneste år beskrevet de metoder, kontrolgrupperne bruger til at jage de potentielle bedragere, og det skorter ikke på absurde eksempler: Falske facebookprofiler oprettes for at få adgang til folks private informationer; private hjem og biler bliver overvåget ulovligt gennem mange måneder; der henvises til udtalelser fra en imam om, at muslimske kvinder ifølge Sharialoven ikke må få børn uden for ægteskabet, hvilket bruges i konkrete afgørelser som bevis på, at mødre derfor ikke kan være enlige og listen fortsætter. Alt sammen for at bevise, at borgerne ikke lever op til de krav, der stilles, for at de kan modtage ydelser.

Artikelserien har sat gang i en politisk diskussion om, hvor langt staten kan gå i forhold til borgernes privatliv i jagten på de sociale bedragere. For når reglerne er som nu, hvor kommunerne ikke skal bevise, men blot »sandsynliggøre«, at der er tale om bedrageri, som det hedder i principafgørelsen fra Ankestyrelsen, er det ikke så underligt, at man ender med netop den slags amatøragtige detektivarbejde fra kontrolgruppernes side. En ordning, hvor borgernes livsgrundlag afhænger af sagsbehandlernes personlige vurdering af, hvad der eksempelvis udgør et ’ægteskabslignende forhold’. Og når ’dommen’ falder, betyder det ikke blot, at kommunerne standser folks kontanthjælp, børnebidrag, boligstøtte og fripladser — ofte får borgeren også et tilbagebetalingskrav på op mod en halv million kroner.

Partier på begge politiske fløje har i løbet af året meldt sig parate til på forskellig vis at ændre den nuværende ordning for at øge borgernes retssikkerhed. Men som forleden i 21 Søndag fastslår Socialdemokraterne gang på gang, at der ikke kan blive tale om »lempelser« overfor bedragerne, og dermed spænder S konsekvent ben for konkrete politiske løsningsforslag: Enhedslisten og Venstre foreslår, at alle sager skal behandles af politiet for at sikre samme retssikkerhedsmæssige standarder, som borgerne er sikret i politisager; De Radikale og Liberal Alliance vil have sanktioner mod kommuner, der overskrider retssikkerhedsloven og SF har senest foreslået at indføre såkaldte ’enlig-kontrakter’, hvor den enkelte borger i samarbejde med kommunen på forhånd aftaler, hvordan man som fraskilt mor indretter sin hverdag med eksmanden. Alle forslag, som S har afvist med et modsat løfte om endnu større beføjelser til kommunernes kontrolgrupper.

Men det er ikke blot retssikkerhedsmæssigt problematisk at give kontrolgrupperne lov til at ligge på lur i buskene (hvilket de bogstavelig talt efterspørger), det er tilsyneladende også en dårlig forretning for staten. Som Information beskrev i sidste uge, er det kun cirka en tredjedel af alle fejludbetalinger af offentlige ydelser, der skyldes bevidst snyd, resten skyldes simple misforståelser af de uklare regler — også fra myndighedernes side. Man får altså kun standset en tredjedel af fejludbetalingerne gennem mere kontrol og overvågning.

Selvfølgelig skal de sociale bedragere standses. Men i stedet for at handle overilet på en folkestemning, bør Socialdemokraterne skrue ned for den aggressive retorik og arbejde mod en reel løsning. Der er tilsyneladende nok politisk vilje udenom S. Men så længe de andre partier ikke er enige om ét konkret forslag, og Socialdemokraterne konsekvent stiller sig i vejen for en løsning, er de i virkeligheden i færd med at ødelægge netop den solidaritet, de selv mener at forsvare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu