Leder

Tahrir-pladsen år 1

26. januar 2012

I går blev den symbolske plet for det unge Arabiens revolution endnu en gang fyldt til sidste kvadratcentimeter. Og tilskuere på Kairos Tahrir-plads spurgte sig selv, om denne sammenstimlen markerede en mindedag, en festdag eller en sørgedag. Svaret er, at dagen var det hele — egypterne mindedes deres heltemod, de sørgede over de 1.100 demonstranter, der er blevet dræbt i sammenstød med sikkerhedsstyrker og militæret det forløbne år, de 1.800, der mistede synet helt eller delvis, efter at sikkerhedsfolk sigtede efter øjnene med rifler, haglgeværer og gaspistoler. Men de festede også for en revolution, der ikke udløste en omvæltning i traditionel forstand — systemet er intakt, institutionerne de samme, til mange aktivisters fortrydelse — men som mere var en mental en af slagsen.

Egypternes kollektive bevidsthed blev ’løsladt’, og i dag tør enhver egypter sige, hvad han eller hun mener. Frygtens mur er faldet, og intet tyder på, at nogen kan rejse den igen. Ikke i Egypten, heller ikke i Tunesien, Libyen, Yemen, Bahrain, Syrien, fortsæt selv ...

Visse paroler på Kairos Tahrirplads gik igen fra den ’vrede dag’ — den 25. januar 2011: Kønspolitik, respekt for menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption etc ... Andre slagord var kun nye som form, ikke som indhold — i stedet for »Ned med Mubarak!« lød det nu »Ned med SCAF«, der er forkortelsen for det regerende militærråd bestående af 19 officerer, der for et år siden valgte at støtte det folkelige oprør i erkendelse af, at den siddende autokrats regime var udlevet. At de også var utilfredse med, at præsidenten, deres gamle officerskollega, misbrugte sit embede til at føre sin yuppiesøn frem som arvtager, hører med til revolutionssagaen. Uden Mubaraks dynasti-ambitioner havde den fået et andet udfald. Nu blev den fyrtårn for en proces, der for første gang i årtier — ja, århundreder — genkaldte araberens følelse af karama, værdighed.

Det er det positive — at egypternes nye selvfølelse har smittet af i hele den arabiske verden. Og med det netop afviklede parlamentsvalg, der set fra en snæver dansk slotsholmsbetragtning måske ikke var kolonihavedemokratisk, har de ikke desto mindre fået en kollektiv politisk stemme.

At den citerer Koranen for to tredjedele af de deputeredes vedkommende er i grunden en naturlig bivirkning — og en biting. Islamisterne skal nu bevise, at de regerer som demokrater, og selv om det ryster menneskerettighedsfolk, at de er imod ligestilling af kønnene og (som det store flertal) går ind for dødsstraf, vil det ordne sig henad vejen.

Det triste aspekt er, at egypterne i dag er værre stillet, end før de tog skæbnen i egne hænder. Deres valutareserver forvitrer, deres budgetunderskud stiger såvel som arbejdsløshedstallet og retteligt er de, hvis man skal tro den egyptiske succesforfatter og giftige politiske kommentator, Alaa Aswany, værre stillet end før den 25. januar sidste år.

Efter at generalerne havde misbrugt Tahrir-pladsens ungdomsoprørere som nyttige idioter med løfte om overgang til folkestyre efter seks måneder, cementerede de det system, der fra Gamal Abdel Nassers kup i 1952 havde sikret dem massiv indflydelse på økonomi, retsvæsen og medier, om end diskret camoufleret af lydige, korrupte civile politikere.

Egyptens militært udpegede præsidenter tillod, at deres land blev tegnet af tjenerne og turistguider, medens en snæver elite af forretningsfolk delte det økonomiske rov med de ligeledes vindskibelige soldater. Milliardformuer blev stakket i lokale og udenlandske banker, der blev skaltet og valtet med samfundsressourcer, hvad enten det var olie og naturgas, strandhoteller eller finansvæsen, og med parlamentarikere som gummistempel. Dette obskøne morads har militærrådet ikke rørt ved — tværtimod er ngo’ere, der interesserede sig for militærets egne økonomiske transaktioner, blevet forfulgt.

Så det nyvalgteparlament får en gigantisk opgave med at sanere en økonomi, der er i frit fald som følge af kapitalflugt, kaos, strejker i industrisektoren med deraf følgende produktionsnedgang. Transportsektoren fungerer ikke, bl.a. fordi politiet fortsat strejker. Hvad der er brug for ifølge fornuftige økonomer i Kairo er stimulering af produktion på iværksætterniveau. Hænder skal i sving, for egypterne kan ikke i længden leve af overtjenere, kameldrivere og driftige emigranter, der sender penge hjem. Men det kræver, at samfundsøkonomien omstruktureres radikalt, og at korruptionen fra bund til top elimineres.

Militærrådet har ’fejret’ årsdagen med delvis ophævelse af en undtagelsestilstand, der har varet siden 1981. Men ’bølleoptøjer’ er undtaget — og det kan betyde hvad som helst, f.eks. nedbankning af fredelige demonstranter.

Militærrådets dødsmaske med kasket, marskal Mohammed Tantawi, er stadig chefen. Forbliver han i den funktion, vil Tahrir-pladsen blive fyldt af protesterende borgere igen og igen. Og det er det mest opmuntrende ved den egyptiske revolution.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Det er muligt de står i møg til knæene, men det er deres EGET møg, og det skal man ikke misforstå vigtigheden af.

Mennesker er resursefulde, kreative og åbne for at arbejde på tværs af egeninteresser, når de har adgang til den helt afgørende præmis: Håb.