Leder

Tovtrækning med Teheran

Sanktionsvåbnet har udviklet sig til et af den vestlige verdens yndlingsvåben. Men desværre er det et våben med en række indbyggede svagheder. Først og fremmest er det ikke særlig effektivt over for diktatoriske regimer, som regerer uafhængigt af befolkningens vilje
Debat
24. januar 2012

Fra sommer er det slut med at købe både olie og gas fra Iran. Det besluttede et enigt EU i går. Dermed har sanktionsskruen over for det iranske præstestyre fået et sidste og måske afgørende vrid.

Formålet med de skrappe sanktioner er i første omgang at få Iran tilbage til forhandlingsbordet, give FN’s atominspektører adgang til alle dele af det iranske atomprogram og i sidste ende indgå en aftale, der overbeviser omverdenen om, at landet ikke forsøger at udvikle atomvåben.

Grundlaget for de hidtil skrappeste sanktioner mod Iran er det Internationale Atom Energi Agenturs (IAEA) seneste rapport, der konkluderer, at der er grund til »alvorlig bekymring« for det iranske atomprograms »militære ambitioner.«

I november fremlagde IAEA for første gang de efterretninger, som giver inspektørerne grund til bekymring. Det drejer sig bl.a. om satellitbilleder af et mistænkeligt bygningskompleks samt oplysninger om, at Iran har testet komponenter, som indgår i atomvåben og anvendt en computermodel, der simulerer, hvordan atomvåben opfører sig samt oplysninger om, at en ukrainsk videnskabsmand har undervist iranerne i den teknologi, som anvendes ved atomvåbenproduktion.

Ingen af oplysningerne udgør imidlertid noget uigendriveligt bevis for, at Iran er i gang med at udvikle atomvåben. Der er udelukkende tale om indicier, som tyder på, at Iran måske har den slags ambitioner.

Af samme grund konkluderer våbeninspektørerne kun, at de på grundlag af disse foruroligende oplysninger ikke kan frikende det iranske atomprogram for også at have en militær dimension.

Det internationale samfund befinder sig med andre ord i en situation, der minder temmelig meget om den, der gik forud for Irak-krigen, hvor USA og dets allierede havde mere end svært ved at finde beviser på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben.

»Fraværet af beviser er ikke et bevis på fravær,« som USA’s daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde.

Når EU, USA, Israel og en lang række andre nationer trods de usikre beviser alligevel strammer skruen over for Iran, er det bl.a. fordi, det iranske præstestyre kun modvilligt samarbejder med våbeninspektørerne, og fordi Iran tidligere har haft et aktivt militært atomprogram, som landet behændigt undlod at underrette omverdenen om.

Tilliden til de iranske forsikringer om, at landets atomanlæg udelukkende skal producere elektricitet, er derfor ikke overvældende.

Sanktionsvåbnet har udviklet sig til et af den vestlige verdens yndlingsvåben. Men desværre er det et våben med en række indbyggede svagheder.

Først og fremmest er det ikke særlig effektivt over for diktatoriske regimer, som regerer uafhængigt af befolkningens vilje. Listen over lande, der har været genstand for skrappe sanktioner uden, at det har haft den ønskede effekt, er lang, Serbiens Slobodan Milosevic, Iraks Saddam Hussein, Libyens Muammar Gaddafi og senest Syriens præsident Bashar Assad er alle eksempler på, at diktatorer stort set er immune over for økonomiske straffeaktioner og international fordømmelse.

Det er derfor et stort spørgsmål, hvilken effekt den europæiske olieboykot vil få. Både EU og Iran har et halvt år til at forberede sig på den nye situation, og det er formentlig nok til, at ingen af parterne bliver synderligt berørt. Europa har allerede fået Saudi-Arabien til at skrue olieproduktionen i vejret med to millioner tønder om dagen, og Iran kan i stedet sælge sin olie til de energihungrende kinesere, der ikke har nogen intentioner om at sanktionere Teheran.

De eneste, der med sikkerhed bliver ramt, er den iranske befolkning, der allerede nu døjer med faldende statslige indtægter og stigende fødevarepriser.

Syv års konflikt om det iranske atomprogram har ikke fået præsident Ahmedinejad til at ryste på hånden. Så hvorfor skulle han gøre det nu? Det eneste, der muligvis kan få Iran til at opgive at berige sin egen uran, er formentlig en folkelig opstand a la dem, vi har set i andre mellemøstlige diktaturer.

Og det er måske netop målet med de sanktioner, som nu bliver en realitet.

Hvad Danmark og resten af de bekymrede nationer vil stille op, hvis de skrappe sanktioner mod Iran ikke virker, er imidlertid det helt store spørgsmål.

For næste trin på konfliktstigen synes uundgåeligt at være en militær konfrontation. Enten over det strategisk vigtige Hormuz-stræde, som USA, Frankrig og Storbritannien har vist sig villige til at forsvare med alle midler. Eller mere sandsynligt i form af militære nålestiksoperationer mod de iranske atomanlæg, udført af Israel, der — trods sit eget omfattende atomvåbenarsenal — insisterer på, at et atombevæbnet Iran udgør en fuldstændig uacceptabel trussel mod den mellemøstlige magtbalance.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ali Kaivani
Det er en udenomssnak du kommer med, hvis du hermed mener, at fordi Iranerne ser anderledes på det amerikanske og israelske styre, så har de også lov til at anskaffe sig atombomber, og hvis de ikke få lov til det, så har de lov til at lukke Homuz strædet.
Israel har aldrig nogen sinde truet Iran, før Iran begyndte selv med at true Israel og kom med gode ideer allerede i Komenis tid til Araberne, som de ellers normal foragter, om, at de bedre kunne tåle et atomangreb, end Israel. Og siden da fik de selv travl med at lave de såkaldte ”fredelige” eksperimenter.
Det er at lege kispus med omverden, og det bør ikke kunne lønne sig!

"fredelige atomekperimenter"

Niels-Holger Nielsen

vasili frang

Har du virkelig læst hele debatten? Iran har underskrevet ikke-spredningstraktaten (i modsætning til Israel) og fastholder hårdnakket, at de ikke er ved at fremstille atomvåben. IAEA (FN) kan ikke, og forsøger heller ikke, at bevise, at det forholder sig anderledes. Hvad der siges er, at Iran qua sin videnskabelige forskning kan opnå evnen til at lave atomvåben. Ja, og hvad så? Det som nogen må forske i må alle vel forske i? Indien har bygget bomben, og Pakistan har også - ingen har kunnet forhindret dem i at gøre det, og heller ingen har forsøgt. Hvorfor skal Iran trynes på en mistanke? Hvis de ønsker atomvåben kan de bare melde sig ud af traktaten, med gode begrundelser ovenikøbet (artikel X), og herefter fremstille en atombombe: som GB, Frankrig, Israel, USA, Rusland, Nordkorea, Kina, Indien og Pakistan. Iran har ikke lavet bomben (så vidt vi ved, selvom Israel igennem de sidste tyve år har fortalt alle der gider at høre på det, at de kun er to år fra 'målet'), men de skal kanøfles alligevel, selvom de etablerede atommagter ikke gør en skid for at afskaffe atomvåben, som de er forpligtet til qua ikke-spredningstraktaten. Det er at stille tingene på hovedet, at rette bager for smed. For at få vrøvlet til at glide ned kører man løs med en dæmonisering af Iran, som er helt ude af proportioner. Atommagten USA går i spidsen for dette tabernakel for (ikke prioriteret) 1. at hævne Shaens afsættellse og USAs tab af en essentiel klientstat (!), 2. at understøtte Israels stormagtsdrømme og annektionistiske politik i Mellemøsten, 3. at skaffe sig magt over mellemøstens og centralasiens energirigdomme og således også kontrollere en fremvoksende magt som Kina (og indien for den sags skyld. Vi skylder os selv at svare på om dette er i vores interesse, retfærdigt er det i hvert fald ikke.

Niels-Holger Nielsen

Iran har ikke overtrådt ikke-spredningstraktaten og kan derfor ikke sanktioneres til at lade være.

Så længe atommagterne ikke lever op til deres forpligtelser er traktaten ikke det papir værd, den er trykt på og USA er verdens største hykler.

Niels-Hoger Nielsen

Din lange udredning om præmisserne for Irans syssel med atomenergi ændrer ikke på det faktum, at det var Iran, der først i sin tid kom med den ide, at Israel ikke kunne klare et atomangreb modsat de arabiske lande inkl. Iran. Så et atombevæbnet Iran er farlig for omverden, og det må forhindres at det sker. Iran har ingen grund til at frygte, at nogen vil invadere dem.
Jeg forstår stadig væk ikke, at mange fra den danske venstre fløj i dag sætter lighedstegn mellem socialisme og iransk og arabisk islamo - fascisme. Hvis ikke du ved, hvad dette ord betyder, kan jeg anbefale dig en rejse til Iran, så kan du se løjer. Du kan nå det endnu!

Arash Shariar

Uhh jeg glæder mig næsten til Niels-Hoger Nielsens svar.

Mon han bare er uenig med Vasili Frang? Ligesom jeg og Vibeke er uenig i hvilken køn jeg tilhører?

Sider