Undtagelsen er blevet reglen

Et af de mest forstyrrende øjeblikke i de seneste ti års dokumentarfilm kommer, uventet, på en bakketop i filmen Gitmo. En venlig amerikansk pr-officer har taget dokumentarens to tilrettelæggere, Erik Gandini og Tarik Saleh, med op på en bakke, hvorfra de på passende afstand i den lune cubanske aftenvind kan filme lysene fra fangelejren Guantánamo, hvis indsatte de under ingen omstændigheder må komme i nærheden af. Da officeren begynder at tale til kameraet, opfanger mikrofonen pludselig nogle spøgelsesagtige lyde bag ham: Vinden er vendt. En summen af jamren, messen og råb flækker luften — det er den forbudte lyd af Guantánamo-fangernes stemmer.

171 mænd sidder indespærret på Guantánamo; de er isolerede og indespærrede i en grad, der overgår selv de mest sikrede af USA’s fængsler. Deres to årlige telefonopkald må udelukkende komme fra den allernærmeste familie. Ingen journalister eller organisationer må besøge dem; udelukkende Internationalt Røde Kors, der underlægger sig total tavshedspligt, og under store begrænsninger sikkerhedsgodkendte advokater, læger og psykiatere. Når 11. september-planlæggeren Khalid Sheikh Mohammed — som en af de ganske få nuværende indsatte — inden længe skal for en militær domstol på Guantánamo, vil det ske bag lydsikret glas. Tilstedeværende må følge begivenhederne i retslokalet gennem høretelefoner, med 40 sekunders forsinkelse.

Glasset er der, fordi de indsatte ikke må fortælle nogen om den tortur, de er blevet udsat for. Det må deres advokater heller ikke. Det er en konsekvens af præsident Obamas beslutning om, som han kaldte det, at »se fremad« med hensyn til de overgreb, hans forgænger George W. Bush autoriserede i krigen mod terror. En anden konsekvens er, at Obamas regering har fået retsligt medhold til at blokere alle civile søgsmål om erstatning for tortur og anden mishandling begået i forbindelse med krigen mod terror. Ofre for CIA’s rendition-program, der bortførte terrormistænkte til hemmelige CIA-fængsler rundt om i verden, får afslag på erstatningssager mod den amerikanske stat, fordi programmet var hemmeligt.

Da Barack Obama nytårsdag for 11 dage siden underskrev det nye forsvarsbudget og -lovgivning, stod det endegyldigt klart, at præsidenten med de flotte taler ikke kom til at gøre en ende på Bush-æraens overgreb mod lov og ret. At han faktisk vil blive præsidenten, der institutionaliserer, at man kan tilbageholdes tidsubestemt uden bevisførsel, hvis bare det er terrorisme, man er mistænkt for. Og at han derfor vil stå tilbage som den, der har ansvaret for, at 11. september-eftertidens paniklignende improvisationer blev knæsat som princip.

Det er umuligt at forestille sig, hvordan det er at befinde sig i dette undtagelseshul, hvor alle regler for, hvad man kan forvente af et retssamfund, er ophævet.

»At være væk fra familien, væk fra vores hjemland, og også væk fra den omgivende verden og uden kontakt med nogen, og også uden adgang til solskinnet, den friske luft. At være omgivet af en metalboks, det er ikke passende for et menneske.«

Sådan skrev i december 2007 Abdulghappar Turkistani, en af en gruppe fangne uighur-minoritetskinesere, hvoraf mindst fem stadig sidder på Guantánamo, fordi en hjemsendelse til Kina ville være lig med tortur. De 171 i lejren bliver måske aldrig sluppet ud, selv om over halvdelen af dem er godkendt til frifindelse.

At de sidder der og måske vil gøre det altid er langtfra alene Obamas ansvar. USA’s kongres har udformet den lov, præsidenten netop har underskrevet, og som forbyder, at fangerne overføres til det amerikanske kontinent og vanskeliggør procedurerne for at lade dem overføre til noget andet land, skulle noget land ville modtage dem. Og verdens lande og USA’s allierede, såsom f.eks. Danmark, er uden lyst til at modtage de besværlige mænd, som aldrig er blevet dømt, men som måske er blevet arresteret i pakistanske træningslejre, er venner med terrorister eller har rendt bevæbnede rundt i Afghanistan på tidspunkter, hvor fredelige folk blev hjemme.

Med den nyunderskrevne lov vil lignende skumle folk også på amerikansk jord kunne blive gjort til genstand for de tidsubegrænsede fængslinger; mest bizart skal ikke bare tilbageholdelser, men også efterforskning af terrormistænkte overgives fra amerikansk politi til militæret, som ikke ønsker ansvaret. Blandt andet fordi det strider imod det fundamentale princip om, at en stat ikke anvender militærmagt mod sin egen befolkning.

Nogle analytikere hævder, at det er et spørgsmål om måneder eller måske et par år, før nye, uhåndterbare fanger atter begynder at blive sendt til Guantánamo. Andre påpeger, at fanger uden rettergang i det mindste har stemmer, som før eller siden vil finde en måde at tale på, i modsætning til dem, der slås ihjel uden rettergang med droner.

Tilbage står, at Guantánamo som løsning er en, som retssamfund kun kan udholde, hvis det holder sig for ørerne.