Leder

Ungarns og Europas forfald

Hvis udviklingen i Ungarn ikke bliver bremset, kan EU’s lederes passivitet udløse en degenerativ proces, der risikerer at smitte hele Europa
6. januar 2012

»Vores programmer og politik er identiske, vi er usædvanligt enige«
Silvio Berlusconi om Viktor Orbán under et besøg i Ungarn, februar 2002

Demokrater i Ungarn advarer ligesindede i Europa om, at premierminister Viktor Orbáns nationalkonservative regering er i færd med at afvikle de demokratiske frihedsrettigheder og retsstatslige grundprincipper, som EU baserer sig på. Ungarn blev optaget i EU i 2004, men hvis landet søgte om optagelse i dag, ville det blive afvist, fordi den nye forfatning ikke lever op til demokratiets minimumskrav: Domstolene mister deres uafhængighed og bliver underlagt den politiske magt, nationalbanken mister ligeledes sin uafhængighed, trykte og elektroniske medier får mundkurv på, nationalchauvinisme bliver ophøjet til statsgrundlag, og den nye valglov er skræddersyet med henblik på at sikre Orbáns Fidesz-parti genvalg i 2014.

Lige siden Fidesz’ valgsejr i foråret 2010, som sikrede Orbán absolut flertal i parlamentet, har kritikere advaret om, at det ungarske demokrati befinder sig på en glidebane: »Det, som EU altid har villet bekæmpe og forebygge — og som efter manges mening var umuligt — er nu blevet til virkelighed: Et dybt uliberalt demokrati er blevet født inden for EU’s grænser,« skrev en række centraleuropæiske politikere og intellektuelle i en appel til de europæiske institutioner og partier, og som Information bragte i januar 2011. Men Ungarns EU-formandskab i første halvdel af 2011 og den accelererende gældskrise har medvirket til, at advarslerne ikke blev hørt.

En anden årsag til EU’s nølende reaktion på situationen i Ungarn er, at Italiens tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi gennem knap 20 år har dannet præcedens for, at fællesskabets grundprincipper kan betragtes som valgfrie, når først man er medlem: »Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd,« hedder det i artikel 2 af Lissabon-traktaten, mens artikel 7 foreskriver: »På begrundet forslag af en tredjedel af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet eller Europa-Kommissionen kan Rådet med et flertal på fire femtedele af sine medlemmer efter godkendelse af Europa-Parlamentet fastslå, at der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2.«

Selv om en lang række love under Berlusconis regeringer, bl.a. på de medie-, rets- og udlændingepolitiske områder, har krænket de demokratiske friheds- og lighedsprincipper, har hverken EU’s institutioner eller de øvrige medlemslande fundet anledning til at gribe ind. Derfor har viljen til at bruge de dertil indrettede artikler i fællesskabets traktater for at bremse Orbáns forsøg på at omdanne det ungarske demokrati til et autoritært system da også været begrænset. Men Ungarn er mindre end Italien, og Orbáns fremgangsmåde er mere provinsiel og klodset end Berlusconis. Derfor er en europæisk reaktion på udviklingen i Budapest også mere sandsynlig: »Det er ikke længere et spørgsmål om en ’brevveksling’ mellem kommissionen og Orbáns regering. Tiden er inde til, at EU’s institutioner påbegynder juridiske og politiske sanktioner,« hedder det i en pressemeddelelse fra Guy Verhofstadt, formand for Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa i EU-Parlamentet.

En anden forskel er manglen på velkonsoliderede demokratiske traditioner i Ungarn. Det skyldes ikke mindst Italiens republikanske forfatning fra 1948, som blev til på baggrund af erfaringerne under fascismen, at det trods alt ikke er lykkedes for Berlusconi at omdanne landet til et forfatningsbaseret diktatur. (Hensigtserklæringerne skorter det ikke på, men EU-partnerne lader for det meste som ingenting.) Ungarns politiske kultur har ikke det samme demokratiske immunforsvar. Efter det habsburgske riges opløsning blev Ungarn i 1918 til et monarki, men havde ingen kongefamilie. Pilekorspartiet, der var under indflydelse af de italienske fascister, prægede udviklingen i landet i 1930’erne, og i efterkrigstiden måtte Budapest adlyde ordrer fra Moskva. Ungarns overgang fra et kommunistisk etpartisystem til et parlamentarisk demokrati foregik ligesom i mange andre øst- og centraleuropæiske lande under indtryk af nyliberalistisk begejstring for privatiseringer og minimalstat. Chokdoktrinen, som blev anbefalet i overgangen fra plan- til markedsøkonomi, har svækket den ungarske stat i en sådan grad, at det reelt har banet vejen for Orbáns nationalchauvinistiske projekt.

Ideen om, at flertallet ikke er underlagt begrænsninger, er det modsatte af det liberale demokrati. Hvis udviklingen i Ungarn ikke bliver bremset, kan EU’s lederes passivitet udløse en degenerativ proces, der risikerer at smitte hele Europa. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Omtalte Guy Verhofstadt, tidl. premierminister i Belgien, burde have været formand for EU-Kommissionen. Han var i 2004 den franske præsidents og den tyske kanslers favorit som EU-Kommissionens formand, men på grund af sin modstand mod Irak-krigen opnåede han ikke støtte fra de lande, der støttede krigen, herunder Danmark.

Peter Günther

Ja, der er altid behov for at være ekstra opmærksom overfor politisk polarisering, ikke kun i Ungarn.

I Ungarn er det jo lykkedes en ultra-konservativ bevægelse af på absolut flertal, d.v.s. et absolut flertal af ungarerne ønsker det sådan.

Har de demokratiske kræfter verden over sovet i timen??

jens peter hansen

Omtalte Guy Verhofstadt, tidl. premierminister i Belgien, burde have været formand for EU-Kommissionen.

Sikkert men Belgien kunne han da ikke styre.

Peter Günther

..eller har ungarerne ladet sig lokke af tea-party agtige slogans til at sætte sit kryds.

Hvis det sidste er tilfældet vil ungarerne i hvert tilfælde få sig en overraskelse, når de vågner af branderten!!!!

Problemet er jo netop at Haider-sanktionerne bare var symbolpolitik, som tilmed skaffede FPÖ en bekvem fjende i Bureaukraterne fra Brüssel.(De blev ophævet 8 måneder efter de blev indført).

Jeg forstår godt EU's problem.

Hvis de isolerer Orbáns Ungarn politisk og ikke mindst økonomisk, se kan de virkeligt begynde at marchere, og Orbán (og de øvrige nationalistiske partier) skal nok vide af at puste til ilden.

Men lidt diskret kunne de jo godt fortælle den menige ungarer, at hvis han eller hun fortsat syntes at et totalitært samfund er vejen frem, så bliver det for egen regning.

Niels Engelsted

Hvis EU ikke bevæger sig i socialistisk retning (socialstat, velfærdsstat, socialdemokratisme, økologi, m.m.), i et forsvar for befolkningernes levevilkår, vil flertal i de enkelte nationer bevæge sig i national-socialistisk retning med højrepopulistiske regeringer. Ungarn er skriften på væggen.Jeg er bange for, at det er så enkelt.

Lars Henning Osvaldsen

Ungarn har ca 10 millioner indbyggere .
For min skyld kan de få lov at Heile helt alene,
de er ikke nok til at være en reel trussel og DE har mere brug for OS end omvendt ..

Michael Kongstad Nielsen

Den vilde overgang til rå kapitalisme, der minder om Jeltsin-perioden i Rusland, og tilsvarende i Baltikum, skal ikke undervurderes som baggrund for den nuværende situation. Ungarn hang slet ikke sammen som samfund, og korruption og politkernes selvberigelse hærgede, mens statsfinanserne blev kørt i sænk lang tid før Grækenlands. Ungarn er ikke med i euroen. Dets BNP pr. indbygger er 1/3 af Frankrigs.

Men da Ungarn kæmper med efterveerne fra den vilde kapitalisme, prøvede et flertal i befolkningen at stemme på Fidesz. Endnu længere ude til højre marcherer Jobbik.

http://www.information.dk/229690

En del af den nye nationalistiske strømning er optagetheden af de mange etniske ungarere, der bor uden for landets grænser. Disse grænser blev sikkert fastlagt alt for snævert efter 1. Verdenskrig.

Selvfølgelig bør omverdenen holde øje med Ungarn. Ligesom med Bulgarien og Rumænien i øvrigt. Men den svære pille for EU at sluge bliver nok at erkende, at den vilde kapitalisme og det utæmmede marked var af det onde og til stor skade for de nye samfund.

Jan Aage Jeppesen

Der er to sammenhængende problemkredse i Ungarn som underminerer demokratiet, retsstaten og dets institutioner. For det første, at forfatningen kan ændres uden folkeafstemning, og for det andet, at et flertal af befolkningen har stemt et national-konservativt parti til magten, der ser de demokratiske fordringer som en utidig begrænsning af den totale magt over samfundet de stræber efter.

Det sidstnævnte problem er langt det alvorligste, for en befolkning som er ligeglade med demokrati, eller ikke forstår, hvad dets opretholdelse fordrer, kan ingen magt i verden pådutte en demokratisk styreform, da dette ville stride mod selve demokratiets grundlæggende idé om folkesuveræniteten.

Ungarn står således i en situation der i mange henseender svarer til den Tyskland stod i, da nationalsocialisterne (DNSAP) dannede en flertalsregering sammen med det lille tysknationale folkeparti (DNVP) efter rigsdagsvalget 5. marts 1933.

Hitlers regering befandt sig dog i en vanskeligere situation end ungarnske Orbans når det gjaldt forfatningsændringer eller ophævelse af borgernes demokratiske rettigheder.

Weimar Forfatningen, der gjorde Tyskland til en demokratisk republik og retsstat, blev påtvunget det tyske rige i Versailles af de sejrende magter som en del af fredsaftalen. Forfatningen var i kraft fra 1919 til 1945. Ændringer af forfatningen skete i form af ’tilføjelser’ (som i USA). Ændringer til forfatningen blev fremsat som almindelige love, hvis vedtagelse dog krævede kvalificeret flertal - to tredjedele af Rigsdagens medlemmer.

Som i Ungarn var der intet krav i Forfatningen om, at ændringer kun kunne ske ved folkeafstemning.

Hitler var blevet udnævnt til kansler den 30. januar 1933 og hans første skridt mod afskaffelse af demokratiet var vedtagelsen af bemyndigelsesloven af 23. marts 1933, blev vedtaget med de krævede to tredjedeles flertal og må ses som en tilføjelse til Forfatningen, der de facto satte demokratiet ud af kraft, idet den gav Hitler som Rigskansler myndighed til at udstede love på lige fod med Rigsdagen.

Derved besad Hitler både den udøvende og den lovgivende magt. Demokratiet havde afskaffet sig selv og det var sket inden for den demokratiske forfatnings rammer, hvorfor man kan hævde, at det tyske demokrati afskaffede sig selv på demokratisk vis.

Man kan så diskutere hvor demokratisk forfatningen var, og visse mangler, nogle af dem alvorlige, var der da. I bogen “The Rise and Fall of the Third Reich”, beskriver historikeren historian William Shirer Weimer-forfastningen som, “on paper, the most liberal and democratic document of its kind the twentieth century had ever seen … full of ingenious and admirable devices which seemed to guarantee the working of an almost flawless democracy. Yet, the Weimar Constitution had fundamental flaws.”

Nogle hævder, at udelukkelsen af kommunisterne var i modstrid med demokratiet, at det skulle være sket på ulovlig vis eller i modstrid med Forfatningen. Forordning af Rigspræsidenten til Beskyttelse af Folket og Staten - ‘Rigsdagsbrandforordningen’ af 28. februar 1933 indeholder ikke noget forbud mod kommunistiske partier, men den førte til, at alle de 81 kommunistiske og seks socialdemokratiske parlamentsmedlemmer enten blev arresteret eller gik under jorden.

Vedtagelsen af ‘Rigsdagsforordningen’ skete med hjemmel i Forfatningens artikel 48 stk. 2, der bemyndiger Rigspræsidenten til at suspendere de forfatningssikrede borgerlige rettigheder for at opretholde offentlig sikkerhed. Denne forordning gav reelt Rigskansleren (Hitler) nærmest uindskrænkede beføjelser til at fængsle enhver politisk modstander.

Ved at få udelukket kommunisterne og de seks socialdemokrater fra at stemme lykkedes det for Hitler at få vedtaget bemyndigelsesloven med ni stemmer mere end de krævede to tredjedeles flertal. Det katolske Zentrum leverede 74 stemmer. 441 stemte for, 94 socialdemokrater imod. Da SPD havde fået 120 mandater ved valget 5. marts 1933 kan det konstateres, at 26 socialdemokrater ikke stemte imod eller ikke var til stede. Nogle kilder hævder at SDP i samlet blok stemte imod, andre, at nogle få socialdemokrater stemte for bemyndigelsesloven. Men selv om alle 120 socialdemokrater og de 81 kommunister havde stemt imod, kunne de alligevel ikke mønstre den krævede tredjedel af stemmerne til bemyndigelseslovens forkastelse. Der manglede 15 stemmer.

Afskaffelsen af demokratiet var således formelt set foregået i overensstemmelse med den demokratiske forfatning, hvilket må være kriteriet på, om indførelsen af diktaturet var sket på demokratisk vis eller ved et statskup.

Den anerkendte britiske historiker Allan Bullock skriver i bogen ”Hitler og Stalin” (1991), i kapitlet ”Hitlers revolution” følgende i indledningen:

”Hverken Stalin eller Hitler kom til magten på den traditionelle revolutionære måde, som mange af nazisterne stadig drømte om – ved at anvende magt til at styrte det eksisterende regime udefra. De fik begge magten indefra: Stalin ved at udnytte sin stilling som generalsekretær i kommunistpartiet, Hitler ved at udnytte stillingen som kansler i en højre-orienteret koalitionsregering. Fordelen ved dette var, at det satte dem begge i stand til at etablere sig med regeringsmagten på deres side: Stalin ved at kræve kontinuitet med Lenins uangribelige autoritet, og Hitler ved at fortsætte den autoritære tradition i Tysklands historie.

Det var den almindelige mening i Tyskland, både på venstre- og højrefløjen, at Hitler ville blive gidsel for en regering, hvor den virkelige magt lå hos von Papen, Hugenberg og deres venner. Men i løbet af kun syv uger blev bemyndigelsesloven, som gav meget vide beføjelser til ministerrådet, vedtaget af Rigsdagen den 23. marts 1933, og dermed var det slut med regeringens afhængighed af både parlamentet og af præsidentens nødforanstaltninger.

Med et enkelt slag havde Hitler vendt spillet og etableret et overherredømme, som var tydeligt for enhver. Han havde frigjort sig fra de konstitutionelle og politiske begrænsninger af hans magt som regeringschef, men han havde bevaret den konstitutionelle facade. Det var en fortsættelse af den ”legalitets-taktik”, han havde holdt fast ved siden det mislykkede kup i 1923.

Uden at vente på bemyndigelsesloven var Hitler – umiddelbart efter at han som kansler havde aflagt ed på, at han ville overholde grundloven – gået i gang med at tilsidesætte den. Han anvendte præsidentens nødforanstaltninger, som grundloven gav adgang til, og på den måde forbandt han de modstridende aspekter i Nationalsocialismen som en revolutionær bevægelse, der var forpligtet til at overholde lov og orden.

Von Papen og hans konservative allierede var ikke blinde for det, Hitler foretog sig. De havde selv skabt præcedens ved at anvende de samme nødforanstaltninger, ikke for at beskytte republikkens demokratiske institutioner, således som grundlæggerne af Weimar-forfatningen havde haft til hensigt, men for at svække og undergrave dem. På samme måde som Hitler havde de haft til hensigt at frigøre regeringen fra dens afhængighed af Rigsdagen og at gøre det med Rigsdagens billigelse. Således bevarede de skinnet af at være inden for grundlovens rammer, hvilket var så vigtigt, når man skulle sikre sig det fortsatte samarbejde med hæren, statsforvaltningen, domstolene og hele det tyske bureaukrati.

Men det gik ikke op for dem, at Hitler havde til hensigt at gennemføre denne proces til dens logiske slutning ved at anvende disse nødforanstaltninger til at frigøre sig af afhængigheden ikke blot af Rigsdagen, men også af præsidenten, ministerrådet og hans koalitionspartnere og deres partier. Det var den samme fejltagelse, som blev begået af de gamle bolsjevikker i Stalins tilfælde. De fattede ikke, hvor langt den mand, de stod overfor, var parat til at gå for at blive uafhængig af dem. …”

Udviklingen i Ungarn hen imod en totalitær et-parti stat er så alarmerende og en potentiel trussel mod hele det europæiske projekt, at EU må gribe ind med meget skrappe midler og sanktioner, i sidste instans kræve at Ungarn medlemsskab af EU bringes til ophør, hvis landet ikke lever op til sine demokratiske forpligtelser, der er forudsætning for EU-medlemsskab.

Erfaringerne fra forrige århundrede viser hvor let og hurtigt det kan gå at afskaffe et demokrati hvis hverken politikere eller befolkning forstår eller respekterer hvad demokratiets opretholdelse kræver. Det kræver først og fremmest, at man ikke sætter magtambitioner eller snævertsynede egoistiske præferencer over det som demokratiet fordrer.

Heinrich R. Jørgensen

"Ideen om, at flertallet ikke er underlagt begrænsninger, er det modsatte af det liberale demokrati."

Hvad end et "liberal demokrati" måtte være, kan enhver efter 10 år med VKO konstatere, at det åbenbart ikke er noget der har eksisteret i det danske rige gennem 10 år.

Stephan Paul Schneeberger

mange østeruopæiske lande er EU et garant for et minimum af retsikkerhed (eller drømen om det), når det skrider, fordi argumentet var at EU skulle hjælp med velfærd og demokrati - mange lande er der ikke komme det samme, faktisk store delle af befolkiingen i østeuropa blivet fattiger, og når demokratiet forsvinder - Hvad kan man så se folkeligt i EU?

Polens premierminister Donald Tusk kritiserede Danmark på grund af grænseaftalen i sin første tale i Europa-Parlamentet 5 dage efter, at Polen overtog EU-formandskabet, 1.7.2011. Han sagde senere i sin tale: "History shows, that whenever Europeans believed that the answer to their problems was a rise in nationalism, statism, protectionism - it always ended in catastrophe."

Man må helt klart forvente, at Helle Thorning-Schmidt kritiserer Ungarn, når hun fremlægger det danske EU-formandskabs program den 18.1.2012 Europa-Parlamentet i Strasbourg. Her skal hun også besvare spørgsmål fra parlamentsmedlemmerne.

Michael Kongstad Nielsen

Det er faktisk skræmmende at lave disse
sammenligninger mellem Ungarn efter 1. Verdenskrig, hvor kommunister og socialister blev bekriget og forfulgt af fascisterne under Horthy, og nu. Eller Tyskland i Weimar-perioden, og Ungarn idag. Dengang var verden i økonomisk krise, arbejdsløsheden var enorm. I dag er verden i krise, og arbejdsløsheden er - ikke enorm, men ca. 10 %.
Og Ungarn ømmer sig stadig over Versailles.

Se også Ulla Jessens læserbrev:
http://www.information.dk/289791

Med hensyn til forfatninger og ændringer af dem kan man som et kuriosum nævne, at Storbritannien slet ikke har nogen forfatning. Vist det eneste land i verden uden en grundlov. Juridisk henholder de sig til Magna Carta fra 1215 og senere håndfæstninger mellem kongen og stormændene, samt tradition og sædvane. Parlamentet er en videreudvikling af middelalderens rigsråd, House of Lords består stadig delvist af medlemmer, der ikke er valgt, men
har fået medlemsskabet i arv. Ud over lovgivende magt har Overhuset også dømmende, da det er øveste appeldomstol i visse typer af sager.

Så at den demokratiske indstilling i befolkningen er vigtig, og troen på, at demokratiet skal opretholdes uanset forfatning eller ej, viser det engelske eksempel.

Stephan Paul Schneeberger

ja du har gelmt at ungar have den rådskommunistisk revooutionj som blev slåt ned med vold som i tyskland af samme demokratiske åndt. Demokrati og facisme er ikke modsætinger man kan sublimere hiandenden, fordi disse har markedet og staten som fælles-ideologisk grundlag og facistiskeregimer i centraleuropa har det med at bruge og være født af et autoritært demokrati som havde intet problem med at masskerer anarkister, socialister og kommunister når disse vil lave verden om. Det er simåelthend en forsimpelt og direkte forskert histproe skriving at påstå andetet.