Adskillelsen

»I en tid, hvor snak om krig, skræmmekampagner og aggression udveksles mellem politikere, siges navnet på deres land, Iran, her gennem sin storslåede kultur, en rig og oldgammel kultur, der har ligget gemt under politikkens tunge støv.«

Sådan sagde den iranske filminstruktør Asghar Farhadi, da han natten til mandag, dansk tid, gik på scenen til Oscaruddelingen i Hollywood for at modtage en Oscar for Bedste Fremmedsprogede Film for Nader og Simin – en separation, den første til ham og den første nogensinde til en iransk film.

Der er ingen tvivl om, at Det Amerikanske Filmakademi valgte den rigtige vinder blandt de fem film, der var nomineret i kategorien – filmen, der behandler et universelt tema, har haft kritikerne med sig, og i modsætning til mange andre Oscarkategorier skal man have set alle fem film for at få lov til at stemme. Den er med andre ord primært valgt på grund af sine kvaliteter.

Men der ligger en stor symbolværdi i, at en iransk filminstruktør – der vel at mærke bor og arbejder i Iran – vinder en Oscar og således bygger en meget synlig kulturel bro mellem sit udskældte hjemland og den vestlige verden. Asghar Farhadi havde mandag nat hele verdens opmærksomhed, og han benyttede den til stille at kritisere styret i Iran, som rask væk fængsler og tugter systemkritikere.

Tidligere har instruktøren revset de af sine kolleger, der fremhæver præstestyrets censur og overgreb for at promovere egne film i udlandet, og det er en svær balancegang, han forsøger at holde. Farhadi bakkes dog op af Lior Ashkenazi, hovedrolleindehaveren i den israelske film Footnote, der også var nomineret til en Oscar: »Til akademiets frokost til ære for de udenlandske film sad vi sammen, snakkede, og slørene blev smidt,« sagde skuespilleren til israelsk radio. Det lød næsten som en gentagelse af VM i fodbold i 1998, hvor de iranske og amerikanske spillere udvekslede blomster inden en kamp, som Iran i øvrigt vandt. Måske er det på tide, at kunsten og kulturen igen prøver, hvor politikken har fejlet.