Leder

Bersærkergang

Skal vi forstå det sådan, at den danske officersstand helst så en så alvorlig politisk sag henlagt i en generalløjtnants personalemappe?
11. februar 2012

Danske officerersynes på vej til at træde sammen i en bersærkergang mod forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Vreden skyldes, at Forsvarsministeriet har bekræftet eksistensen af det såkaldte papkassenotat, der angiveligt afslører, at den daværende chef for Hærens Operative Kommando (HOK), Poul Kiærskou, i 2007 beordrede sine underordnede til at manipulere med antallet af irakiske fanger.

»Det er ikke i orden, at Forsvarsministeriet oplyste om en personalesag. Hvad formål tjente det, at ministeren gik ud med den oplysning?« spørger formanden for officerernes fagforening, HOD, Bent Fabricius fredag i Berlingske.

Forsvarsministeriethar helt bestemt handlet kritisabelt. Men det dadelværdige består altså i, at ministeriet ikke langt tidligere af egen drift meddelte sig om notatet. Tilbage i november afviste Forsvarets auditører at rejse en straffesag på grund af forældelse.

Hvis vi skal tro på Nick Hækkerups forsikringer om et nyt og mere åbent forsvar, så burde han have lagt sagen frem i det øjeblik, straffesagen blev frafaldet. I stedet kom ministeriet først stikkende med sagen, da dagbladet Politiken forleden fik kendskab til notatet, som offentligheden i øvrigt fortsat har til gode at få indsigt i.

Når officerernesførstemand spørger, »hvad formål« ministeriets bekræftelse tjener, så må modspørgsmålet være: Skal vi forstå det sådan, at den danske officersstand helst så en så alvorlig politisk sag henlagt i en generalløjtnants personalemappe?

I så fald er det endnu et vidnesbyrd om den lukkethed og tvivlsomme moral, der de seneste år har præget Forsvarets top.

Men derudover kan Nick Hækkerup bruge skandalen som et velkomment argument i sine bestræbelser på at få Forsvarets ledelse lagt ind under ministeriet. Som Information skrev i går, kan Nick Hækkerup ikke overbevise et udvalg, han selv har nedsat, om fornuften i sin plan. Betryggende er det ikke, hvis forsvarsministeren nu vælger at bruge fangeløgnen som internt ledelsesinstrument. cj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu