Leder

Diplomatiets sørgelige fallit

9. februar 2012

Det tog måneder at forhandle en tekst til en FN-resolution om den syriske krise på plads, og så endte bestræbelserne alligevel i en total fiasko, da Kina og Rusland valgte at nedlægge veto i Sikkerhedsrådet sidste lørdag. Det til trods for at Marokko på vegne af Den Arabiske Liga fremlagde resolutionsforslaget, og at lande som normalt stiller sig skeptiske over for vestlige interventioner, som f.eks. Indien og Sydafrika, stemte ja. Hvis Brasilien havde været medlem af Sikkerhedsrådet, ville det uden tvivl også have bakket op om Syrien-resolutionen.

Det eneste, man med sikkerhed kan sige om resolutionens fald, er, at det internationale diplomati har storsvigtet i en situation, der krævede sammenhold, ekstrem bevågenhed, vilje til kompromis og handlekraft. Syrien er ikke alene en humanitær krise af uhyggelige dimensioner med utrolige menneskelige lidelser; den væbnede konflikt risikerer endvidere at blive forvandlet til en veritabel borgerkrig i et nabolag af stor geopolitisk strategisk betydning — en lang borgerkrig, som kan inddrage Tyrkiet, Iran, Irak, Libanon og Israel.

Når man tager ibetragtning hvor meget der stod på spil i lørdags og hvor lang tid diplomater i FN havde prøvet at findes fælles fodslag, er det fristende at konkludere, at man denne gang bør undlade at lægge hele skylden på den obsternasige side, altså på de evindelige syndebukke, Rusland og Kina. Ja, disse to stormagter er tilbøjelige til at tage mere højde for deres egne nationale interesser og suverænitet — begge stater regerer over multietniske befolkninger — end andre stormagter i Sikkerhedsrådet i denne type krise. Vi så det med Kinas åbenlyse støtte til den sudanesiske centralregering, alt imens den nedkæmpede oprørerne i Darfur-regionen. Kinas industri er ekstrem afhængig af importeret energi, og Sudan ville hellere end gerne sælge sin olie.

Nu optræder Rusland ikke overraskende i samme rolle i Syrien — dens sidste allierede i Mellemøsten, hvor den tidligere supermagt plejede at øve næsten lige så meget indflydelse som USA. Russernes eneste udenlandske flådebase ligger i den syriske havneby Tartus. Den russiske ordrebeholdning på våben bestilt af Syrien løber op i fem mia. dollar. Hertil skal lægges Ruslands tab af våbenordrer fra Libyen til en værdi af 4,5 mia. dollar og 13 mia. dollar fra Iran (på grund af sanktioner). Økonomisk set har Kina langt mindre på spil i Syrien. Beijings veto er derfor nok så meget en sympatistemme med Rusland som en uartikuleret protest mod, hvad det kinesiske styre opfatter som Vestens slet skjulte bestræbelser på at effektuere regimeskifte i Syrien og andre steder.

For at forstå lørdagensvetoer er det således nyttigt at trække en linje tilbage til Ruslands og Kinas erfaringer fra Libyen, Darfur og Jugoslaviens opløsning i 1990’erne. På Balkan gik Moskva først stiltiende med til etableringen af humanitære korridorer, FN’s sikkerhedszoner, flyveforbud og til sidst luftangreb på serbiske stillinger i Bosnien. Men som tiden gik, løb Rusland sur i det. USA og de europæiske NATO-lande mente, at de i kraft af deres militære overlegenhed omkostningsfrit kunne se bort fra Ruslands interesse i at beskytte sin hovedallieret Serbien. Det er noget, man ikke har glemt i Moskva.

Erfaringerne fra Libyen er mere nærværende. Her gik Rusland og Kina med til at undlade at nedlægge et veto mod resolution 1973, der bemyndigede FN’s medlemstater til at oprette en flyveforbudszone over Libyen. Man kan indvende, at regeringerne i Beijing og Moskva var naive, hvis de havde forestillet sig, at et flyveforbud ville bløde Gaddafi op og bane vej for en dialog og en politisk løsning på konflikten. Men kendsgerningen er, at NATO soleklart strakte resolutionsteksten langt hinsides den oprindelige intention. USA, Europa og nogle arabiske stater valgte klart side i konflikten og effektuerede et regimeskifte i Libyen.

På denne historiske baggrund er det derfor ikke spor besynderligt, at Kina og Rusland er blevet mere varsomme med deres stemmeafgivning i Sikkerhedsrådet. I denne omgang ville de have udstedt garantier for, at den foreliggende resolution ikke åbnede for en håndfast indgriben som f.eks. våbenleverancer til den syriske frie hær, oprettelsen af humanitære korridorer nær Tyrkiet, et flyveforbud (der er rygter om at Assad-regimet vil indsætte kamphelikoptere) og i sidste instans militær intervention.

Den garanti blev ikke indbygget i resolutionsteksten. Det kan der være gode grunde til. Uden pres vil Assad næppe træde tilbage og lade en neutral politisk leder mægle mellem de stridende parter. Men hvorfor kunne afstemningen ikke vente, indtil Ruslands udenrigsminister aflagde besøg i Damaskus mandag? Hvad har de 13 lande, der stemte ja, egentlig fået ud af denne FN-eksercits andet end en større risiko for total borgerkrig og flere menneskelige lidelser? Sikkerhedsrådet er en konsensusklub; når det en enkelt gang i en sag af stor betydning kommer til åbenlys splittelse, ved vi, at noget er gået virkelig galt. Det var desværre tilfældet sidste lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Assad holdes på tronen af de rige magtfulde syriske handelsfolk, med 1000 års erfaring i politisk økonomi.
Bliver de centrale handelsfolk presset i bund ryger Assad.

Hellere end at græde over
"Diplomatiets sørgelige fallit" (Burchs bagside leder) kunne man passende glæde sig over at der er nogen der bekæmper "The US Military Industrial Bankster Wall Street Complex". Det gør jeg i min nyeste TV udsendelse herom:
“Russia & China Stop Mad Fascist War Mongers Invade Syria - Let Us Stop All Corporate Warmongers” – klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=AoS3NY0WP-E&feature=mfu_in_order&list=UL

George Bush:
"War is good business". Præsident NÉSTOR KIRCHNER: argentinsk præsident 2003-2007: "Bush told me the best way to revitalize the economy is war and that the United States has grown stronger with war. Those were his exact words." DemocracyNow.org - click på:
http://www.democracynow.org/2010/6/21/academy_award_winning_filmmaker_ol...

Heldigvis er der nogen der bekæmper "Corporate Fascist War Mongering", som Obama desværre fører videre med tiltagende styrke, først og fremmest ledet aktuelt af Obama, NATO og Fog Rasmussen, i Libyen og nu som gentagelse, bliver forberedelserne / iscenesættelsen gjort mere og mere klar i Syrien. De iscensætter et ”behov” for deres egen ”redningsaktion” for Syrien. Men Ruslands dialog diplomacy solution er det bedste realistiske og mest menneskelig der kan foretages aktuelt.

Bag "Corporate Fascist Wall Street Bankster War Mongering" er kræfter der ikke holder sig tilbage for ekstra retslige, illegale dødspatruljer og vilkårlige drones der dræber mange gange flere civile end kombattanter. Ifølge al international lov er disse drones total forbudt. Efter min mening ses beslægtede fascistiske tiltag i og uden for USA, hvor enhver kan sættes i fængsel for evigt uden rettergang, endda godkendt af Obama selv. Det samme gælder nu Guantanamo med fanger der aldrig kommer ud. Ifølge Zygmunt Bauman er USAs Prison Industrial Complex også good business for en minoritet rige, mens udviklingen i USA går imod en større og større fangepopulation uden udsigt til nogensinde at blive løsladt, kz lejre på amerikansk.

Der er efterhånden ingen ende på hvilke horrible tiltag, overalt på kloden, som ikke er good busines for Corporate America. Efter Syrien bliver det Iran, som er good business, efter Iran kan det blive Pakistan, Rusland, Kina osv.

Er der noget at sige til, at det vil disse og mange andre folkeslag ikke finde sig i? Vi er nødt til at stoppe "The Corporate Military Financial Complex" snart underkastelse af hele kloden.

En folkelig revolution (også i Syrien) skal gennemføres af folket og ikke af udenlandske Corporate Vested Interests, som tilfældet var i Libyen og nu søges realiseret i Syrien.

Se gerne min nyeste TV udsendelse herom
“Russia and China Stop Mad Fascist War Mongers Invade Syria - Let Us Stop All Corporate Warmongers” – klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=AoS3NY0WP-E&feature=mfu_in_order&list=UL

Troels Schmidt, forfatter og TV journalist,
US Army Anti War Veteran

Sjovt som verden ofte er ret gennemskuelig. Artiklen kan fortælle, at Rusland ikke støtter et indgreb i Syrien, da de har en flådebase i landet og våbensalg for milliarder. Det ret tilsvarende oprør i Bahrain blev ikke støttet af USA, da de har en flådebase i landet og våbensalg for milliarder...

Præcis hvad Tom Paamand sagde. Stormagterne er stort set ens i deres kynisme og deres magtmisbrug. Vestmagterne har bevæbnet de diktatorer, som borgerne i Mellemøsten gør oprør imod. Når de politiske interesser tilsiger det, så støtter de vestlige regeringer diktatorerne. Andre gange er det oprørerne.

Jeg vil også lige fremhæve Frankrig - det ene øjeblik taler de om sende franske sikkerhedsstyrker til Tunesien, for at hjælpe diktatoren med at "skabe orden", det andet øjeblik leder de indsatsen for at få NATO til at bombe Libyen.

Kynismen er fuldstændig åbenlys for enhver der gider at se den.

@ Jacob Selchau

Du peger på nogle vigtige elementer, som forfatteren åbenbart helt bevist holder ude i sin analyse.

At Rusland og Kina er blevet skræmt efter såvel Balkankrigen og senest Libyen felttoget kan næppe undre.

På den enes side kritiserer forfatteren vesten for sine felttog, men holder alligevel fast i den vestlige kolonialistiske tankegang om retten til, at sætte omverdenen på plads, og okke midnst USAs åbenbare ret til sine globale interesser overalt på kloden.
Vist dækkes det fint under FNs paraply, med tilføjelsen af, at selv de arabiske lande ønsker denne resolution, fra forfatterens side, men skinner alligevel tydeligt igennem.

Det mærkelig er så, at forfatteren end ikke nævner undertrykkelsen af store dele af befolkningen i deres egne lande, som et problem, for det kan vel ikke være ukendt for ham.
- Alene de kønsbestemte begrænsninger, som er i disse smådiktaturer samt deres afstraffelses-metoder burde da vække tilstrækkelig afsky til at blive nævnt.

Et andet forhold forfatteren slet ikke omtaler, er USAs brug af FN igennemlængere tid som deres ejendom, hvor de selv sætter dagsordenen under proklameringen; "verdenssamfundet kræver, og verdenssamfundet kan ikke stiltiende se på"!
De har gjort FN til deres private ekspeditionskontor for deres egne globale interesser overalt.

Det er så det Rusland og Kina nu har blokeret for, og man kan da håbe på en mere politisk vilje fra USA side til, at vælgediplomatiet vej i stedet for krigerens vej som vi er vant til, - i retfærdigheden og frihedens navn!

USA deltog i øvrigt flittigt på Irak side i krigen mod Iran, og her spillede netop Donald Rumsfelt en væsentlig rolle med både militær og strategisk hjælp dengang.

USA bringer diktatorer til magtens tinder,og bagefter overfalder den disse diktatorer militært.

USAs kynisme er sandelig til at få øje globalt.

At Rusland og Kina med deres VETO i FN omkring syrien er ved, at trække vestens klassiske kolonialistiske synspunkt om deres naturlige rettigehder væk fra FN skal vi nok ikke se helt så negativt på, men derimod lidt positivt, da FNs rolle som ekspeditionskontor for USA politik i mellemøsten ser ud til at skrumpe ved dette VETO.

Jeg nærer ingen ønsker om at få kommunisme i stedet, men lidt mere balance i tingene gjorde næppe skade for mange lande rundt omkring i verden.

I øvrigt er der vedtaget så mange ligegyldige resolutioner i FNs regi, som nogle lande er totalt ligeglade med i mellemøsten, at det skriger på lidt sammenhæng i FNs rolle som det store elitære diplomatiske forum for et verdenssamfund.

Artiklen er så forudsigelig og primitiv, at man nemt kan kommer i tvivl om, hvorvidt den er forfattet af en person, eller om forfatteren i virkeligheden er en robot der er programmeret med software, der stammer fra den kolde krigs tid.

Den der evige gentagelse af at amerikanerne er de gode og at russerne er de onde er bare så meget old school…

Krig gi'r økonomien en ny kickstart, og der gøres store opfindelser til anvendelse inden for bl.a. luftfart og informationsteknologi, når der er fred.

I august 2001 var verdensøkonomien, i al fald den i USA, ved at bryde sammen efter IT-boblen.

Så kom 9-11, og troen på markedet vendte tilbage.

Kort efter startede bolig-boblen - tusindvis af insolvente amerikanere blev pludselig fundet kreditværdige og havde, ifølge Bush Jr., "fortjent" deres eget hus (Der Spiegel i tema om Deutsche Banks USA-engagementer).

TV-oplæsere fremover mente dog fremdeles, at krisen, der i virkeligheden ikke længere eksisterede, var fremkaldt af Osama bin Laden!!

Verden ( fra øst til vest) er afhængig af de mellemøstlige olieleverancer - stopper de, så får vi en økonomisk krise , og også Danmark vil blive ramt hårdt, når vores eksportmarkeder skruer ned for indkøbene p g a energimangel.

Der har aldrig været demokratier i de mellemøstlige oliestater, og der er en stærk spænding melllem nogle af de mellemøstrlige grupperinger/stater.

Så vidt jeg kan se, så består opgaven for diplomatiet i at modvirke alt, kan lede til krig i området - altså ikke nødvendigvis at arbejde for 100% retfærdighed , men målrettet at arbejde på at undgå krig.

Støtte til Assad vil næppe være fredsbefordrende på længere sigt og det er det, der vel bør definere Danmarks og andres holdninger samt politik i området ?

Fred i mellemøsten er i øvrigt nok først mulig når de nuværende generationer er afløst af nye generationer,som er mindre hadske af historiske årsager - altså samme udvikling som vi så i de af Hitler besatte lande efter 2. verdenskrigs afslutning - i de første år hadede alle tyskerne, og så gik det over, og idag er der ingen , der har negative vibrationer. (Hvis vi holder låget på længe nok, så går det ligeså i mellemøsten).