Leder

Exit Afghanistan fordrer fred

Meget tyder på, at en lang fredsproces med masser af midlertidige fremskridt og tilbageslag snart kan begynde, fordi begge sider er udmattede og har en fælles interesse i at afslutte en lang og uafgjort krig
Debat
20. februar 2012

I de seneste par uger har det ikke skortet på ædruelige rapporter om krigens gang i det martrede land, Afghanistan. I hvert tilfælde har vidnesbyrdene stået i grel kontrast til USA’s og NATO’s officielle og relativt optimistiske version af Taleban-oprørernes angiveligt svækkede kampmoral og svækkede militære styrke efter præsident Barack Obamas beslutning i 2010 om at forstærke USA’s styrker i landet med 32.000 soldater.

Nuvel, Washington er for længst hørt op med at foregive, at Taleban-styrkerne kan besejres militært. Hensigten med sidste års offensiv, hedder det i Pentagon, har udelukkende været af taktisk karakter: Oprørernes kampvilje skulle blødes op, så de tvinges til at komme til forhandlingsbordet.

Men denne tese er blevet godt gennemhullet af to nylige vidnesbyrd.

Først var der den pinlige offentliggørelse i britiske The Times af en klassificeret NATO-analyse baseret på interview med 4.000 tilfangetagne Taleban-soldater. Billedet, de tegner af situationen, er ikke ligefrem opmuntrende for de allierede. Fangerne fortæller om uformelle ikke-angrebsaftaler indgået mellem Taleban og afghanske hærenheder, om nogle afghanske soldaters og politistyrkers plan om at overgive sig og om Talebans faste tro på, at de vil vinde krigen og overtage magten i Kabul, efter USA og NATO-styrkerne trækker sig ud.

Talsmænd for NATO hævder, at pressen overfortolker fangernes vidnesbyrd. Men problemet med den indvending er, at det er NATO, der konkluderer, at offensiven mod Taleban, startet i 2010, tilsyneladende har haft ringe indvirkning på oprørernes kampvilje.

Dernæst hævdede en modig amerikansk oberst i en opsigtsvækkende artikel i hærens blad, Armed Forces Journal, at de øverste militære lederes optimistiske vurdering af krigens gang næppe deles af amerikanske soldater og officerer af lavere rang. Det har oberst Daniel Davis bevidnet med egne øjne under en længere udstationering i Afghanistan. Han skal have talt med ca. 200 udstationerede og fundet et udbredt kynisk syn på afghanske soldaters troværdighed som allierede. Det er måske ikke så overraskende; danske soldater i Afghanistan har også privat udtrykt tvivl om afghanske styrkers kampdygtighed og integritet. Mest interessant er det derfor, at oberst Davis hverken er blevet degraderet eller irettesat (endnu) for sin sønderlemmende kritik af overordnede generalers forløjede fremstilling af den militære magtbalance.

Når det ersagt, så er det på kanten af det umulige at tage bestik af Talebans intentioner. Går de efter en sejr eller en fredsaftale? Så længe talsmændene løfter deres røst fra Pakistan, hvor de må tage hensyn til deres sammensvorne i den militære efterretningstjeneste, bør man tage deres udmeldinger med et gran salt.

Hertil kommer, at Taleban mere er en diffus modstandsbevægelse end en fast sammentømret oprørsstyrke med en hierarkisk lederstruktur og en indflydelsesrig politisk gren — som f.eks. IRA havde i Irland og baskiske ETA i Spanien. Er mullah Omar virkelig stærk nok til at diktere Talebans krav og indrømmelser i fredsforhandlinger? Tilsvarende må det være svært for Taleban at gennemskue, hvad USA’s og Karzai-styrets intentioner er, endsige Pakistans.

På den baggrund bør Talebans nylige oprettelse af en politisk repræsentation i Qatar tolkes som et utvetydigt positivt signal. Nu er der endelig nogen, de allierede og Karzai kan drøfte fred med. Ingen tror, at drøftelserne og måske snart fredsforhandlingerne bliver enkle, tværtimod.

Men alle sider i konflikten, også Pakistan, har anerkendt, at der næppe er nogen anden udvej. For Obama-regeringen gør sig ydermere gældende, at præsidenten er på genvalg og derfor gerne leverer gode nyheder til en krigstræt befolkning næste efterår.

Som et udtrykfor USA’s forhandlingsvilje skal Obama være tæt på at frigive fem Taleban-fanger fra Guantánamo. Forsvarsminister Leon Panetta bebudede for nylig, at USA vil trække alle kampstyrker ud af Afghanistan inden medio 2013, et år tidligere end planlagt.

I sidste uge bekræftede Karzai, at hans styre er inddraget i fredsdrøftelser med Taleban. Meget tyder på, at en lang fredsproces med masser af midlertidige fremskridt og tilbageslag snart kan begynde, fordi begge sider er udmattede og har en fælles interesse i at afslutte en lang og uafgjort krig.

Det ville være utilgiveligt dumt af Taleban at tolke de allieredes og Karzais diplomatiske udspil som et udslag af svaghed.

Præsident Obamas chance for genvalg ville være minimal, hvis en accelereret tilbagetrækning lod Taleban rykke ind på nyt territorium. Ingen amerikansk præsident ønsker at være ansvarlig for en gentagelse af supermagtens ydmygende tilbagetrækning fra Saigon i Sydvietnam i 1975, det gælder også den siddende. Republikanerne ville være over ham som ulve. Taleban bør acceptere demokratiet som grundvilkår for et nyt Afghanistan, ligesom det Muslimske Broderskab efter alt at dømme har gjort det i flere arabiske lande.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian De Coninck Lucas

1. Taleban kan reelt være ligeglade med "sejr" eller "forhandling". Så længe de kan udkæmpe en "war of attrition" fra bjerge, stammer og langsbyer har NATO-ISAF ikke en snebolds chance i Helvede. Igen, det er Pentagon og NATO spin (med vores pinligt inhabile AFR i spidsen), som giver en flask analyse med ligeså falsk løsning.

2. Jeg kan ikke se hvordan Taleban, en organiseret gruppe "fremmede", mange af Saudisk oprindelse, som slog hele opiumsmarkedet i stykker, satte hvidsvanskningsmaskinen på Wall Sreet i stå og ikke ville indgå en aftale med UNOCAL (som Karzai arbejder for), er på ligefod med ETA og/eller IRA.

Karzai og hans famiilie øsnker at opiummen flyder., og hans bror er sandsynligvis på CIAs payroll.

Men klart, intet af dette kan siges "officielt". Det vill jo være...åh nej...sandt!

PS. How the fuck is democracy supposed to work in land of tribal elders and councils?

@ Christian

Ahmed Wali Karzai blev skudt og dræbt sidste år.

Preben Bjørn Madsen

Ti års krig, der har været kostbar både i menneskeliv og penge, ser ud til at føre til absolut ingenting. Det ville være interessant at få beregnet, hvad vi kunne have opnået, hvis de mange milliarder havde været brugt på udviklingsbistand i stedet for nedbrydende krig.

"How the fuck is democracy supposed to work in land of tribal elders and councils?" Med betydelig sikrere folkelig opbakning, vil jeg tro. Afghanistans traditionelle konfliktløsnings og beslutningssystem Jirgaen rækker langt længere tilbage, end de tilsvarende danske Ting.

Den danske form af "demokrati" kaldes Folketing netop for at låne legitimitet fra landets egen fortid. For tres år siden havde vi fortsat et system med "tribal elders", hvor udpegede rigmænd dominerede Rigsdagen. Det er vi heldigvis kommet bort fra, mens det trods ny indpakning fx fortsat er sådan i England og USA.

Når VerdenSamfundet ™ påtvinger et land "nationbuilding" sker det sjældent ud fra en fornuftig vurdering af hvilke byggesten, det ville være fornuftigt at anvende - i stedet påtvinges papirmodeller uden lokal forankring.

Jirgaerne er ofte blevet domineret af reaktionær dumhed og overtro men det er alligevel her, at et lokalt forankret "demokrati" i Afghanistan kan funderes. Resten er et spørgsmå om tid og skoler - landet har mange seje kvinder, og de skal nok vinde frem.

Henrik Klausen

Jeg ser ingen større tegn på udmattelse hos talebanerne, kun hos NATO-landene. Talebanerne venter til NATO er ude, og så overtager de magten. Det vil store dele af ikke-pashtunerne ikke finde sig i, og så er det ny Nordalliance og borgerkrig. Talebanerne, som rigtigt nok består af mange forskellige fraktioner, skal også finde ud af hvem der bestemmer hos dem. Så det kan blive festligt.

fælles interesse i at afslutte en lang og uafgjort krig

Krigen er ikke uafgjort uanset hvad det vilde vesten påstår for at redde ansigt. Russerne vandt skam heller ikke. Den vindes af modstandsgrupperne som ikke har andet til fælles med besættelsesmagten end dennes fuldstændige overgivelse og tilbagetrækning, hvorefter den afghanske presse kan erklære:

"US-NATO har kapituleret. Afghanistan atter frit!"

Stig Rasmussen

Martin Kaarup:
Vil Afghanistan være frit for de kvinder der ønsker at gå i skole eller tage en uddannelse? - men jeg kan se at du som "humanist" glæder sig til den dato, hvor Taliban dominerer igen og skyder utugte kvinder på stadionet i Kabul,

Tom Paamand:
Jirgaerne er lokalt forankret med lokale og stamme mæssige interesser, det vil igen gøre det umuligt for en central regering at få styr på landet, de eneste der kunne undertvinge disse, var Taliban med deres "ein folk ein got" ideologi.

Hele Afghanistan vil eksplodere igen, så snart den sidste udenlandske soldat har forladt landet, hazarerne,tjadikkerne og uzbekerne i Afghanistan vil aldrig igen lade sig undertvinge talibanernes racistiske undermenneske behandling.

Robert Ørsted-Jensen

Nu er det måske værd at minde om at indmarchen i Afghanistan, som skete under en mangeårig og stadig da igangværende blodig borgerkrig (for resten), ikke skyldtes et ønske om at indføre demokrati. Nogen mente bare at kun en form for demokrati kan give dette land noget der ligner en fred.

Mange, selv velbegavede journalister (hvad jeg finder overraskende), argumentere som om at demokrati er noget man indfører i løbet af et års tid eller to eller måske på et årti. Må jeg minde om at i fredelige Danmark tog indførelsen af noget der ligner stabilt demokrati (og det med udgangspunkt og støtte fra selv kongehuset) 60 år. Nogen vil måske endog argumentere for det punkt at det reelt tog 72 år (fra 1848 til Paaskekrisen i 1920). Man kunne argumentere for det synspunkt at det reelt tog besættelsen og nazityskland for det konservative folkeparti og kommunistpartiet og flere andre kræfter i dansk politik, at begrave ideer om diktatorer og etpartisystemer som et alternativ. Jeg synes de har en vigtig pointe, men så tog det altså tæt på 100 år fra en spæd begyndelse til endelig accept af demokrtiske spilleregler i Danmark, og så har vi ikke medregnet perioden og striden før 1848 grundlovens indførelse.

Er der stadig folk til der mener at demokrati kan bringes til at fungere på et par år i alle andre lan de og under betydeligt vanskeligere situationer med folkeslag der reelt består af flere nationer?

Hvad med lige at tænke sig om, det er altid anbefalelsesværdigt.

Christian De Coninck Lucas

rasmus: sandt, men familien er stadig involveret.

Lars R. Hansen

Hvilken exit?

Der bliver næppe noget amerikansk exit i 2013, 2014 eller den nærmere fremtid - man nærmer sig tydeligvis en mere realistisk og omkostningseffektiv tilgang til de centralasiatiske trusler mod den internationale fred og sikkerhed - nu hvor 10 år med milde gaver og gode intentioner ikke har vundet afghanernes hjerter og sind i sådant et omfang at den totale fred er brudt ud.