Lektor i energiret Anita Rønne var i går noget forbløffet over, at A.P. Møller-Mærsk allerede har meldt ud, at der ikke er ’grundlag for en genforhandling af Nordsøaftalen’, endskønt resultatet af regeringens varslede serviceeftersyn af aftalen ikke er hverken antydet eller fremlagt (det ventes om et halvt års tid). Ja, endskønt A.P. Møller-Mærsk ifølge egne oplysninger endnu ikke har været så meget som i kontakt med regeringen omkring eftersynet.
Anita Rønne påpeger, at det i den eksisterende aftale netop er nedfældet, at »der er enighed om, at spørgsmål og problemer, som måtte opstå i forbindelse med bevillingen, herunder nærværende aftale, gøres til genstand for forhandling« — og det kan jo lyde meget fornuftigt.
Men forbløffelsen er ubegrundet. For A.P. Møller-Mærsk har, lige siden rederiet uden nogen videre olieboringserfaring i 1962 modtog eneretsbevillingen, som et fast og tilbagevendende ritual afvist, at noget som helst ved det danske riges undergrund kunne forhandles, hver gang noget ved undergrunden åbenlyst skulle forhandles.
Således var koncernen dybt uenig, da Undergrundstilsynet i 1975 påpegede, at A.P. Møller havde misligeholdt sin koncession ved ikke at igangsætte produktion af den fundne naturgas. Og man var blankt afvisende, da regeringen i 1980 påpegede, at den daværende Nordsøaftales betingelser ikke længere var tidssvarende, bl.a. pga. de mere end tredoblede markedspriser for olie og naturgas.
Den holdning fastholdt Mærsk så helt frem til, at regeringen havde fremsat et lovforslag om tvungen ændring af betingelserne, som der tegnede sig et solidt folketingsflertal for.
Ved disse og andre lejligheder har det vist sig, at Mærsks afvisninger kun er stejle, indtil de ikke er det mere. Nordsøen er for stor en guldgrube til, at det nogensinde har kunnet betale sig for Mærsk at slippe den. Hvad vi hørte fra Esplanaden i går var en forhandlingspartner på vej — på ny — ind i en ny fase.
