Leder

De glemte gidsler

1. marts 2012

FOR FØRSTE GANG nogensinde har danske soldater fra krigsskibet Absalon angiveligt skudt og dræbt to gidsler, som befandt sig om bord på et skib med formodede pirater. Gidslerne blev formentlig ramt, da Absalons soldater skød mod skibet for at få det til at standse, men det er endnu ikke bekræftet. Søværnets forklaring er foreløbig, at skyderierne fra Absalon fik de formodede pirater til at overgive sig, men at to sårede gidsler dukkede op, da Absalons besætning efterfølgende gik om bord på det kaprede skib. De to gidslers liv kunne ikke reddes, og Søværnet har nu sat en auditørundersøgelse i gang, som skal se på, om det var ild fra de danske soldater, der slog dem ihjel.

Det er katastrofalt, hvis det viser sig, at danske soldater har slået gidsler ihjel. Det må helt indlysende ikke ske. Men risikoen er til stede, når man som Danmark har valgt at opruste indsatsen mod de somaliske pirater. Siden foråret 2011 har de danske krigsskibe på linje med de andre medlemmer af NATO’s antipiratmission skiftet taktik og er blevet mere robuste i deres tilgang til piraterne. Det indebærer, at de er begyndt at borde kaprede skibe – selv om der er gidsler om bord. Frem til begyndelsen af 2011 holdt de danske krigsskibe sig helt fra at borde skibene, hvis der var en sandsynlighed for, at der også var gidsler om bord. Men siden har strategien ændret sig og er blevet mere modig. Daværende kommandørkaptajn på Esbern Snare Anders Friis har i den forbindelse udtalt, at han er bevidst om den risiko, det indebærer:

»Gidsler kan godt dø – vi kan være uheldige. Men hvis vi ikke griber ind over for moderskibene, ignorerer piraterne vores tilstedeværelse, og så kommer vi ingen steder,« udtalte han sidste år.

Udtalelsen illustrerer det dilemma, som besætningen på de danske krigsskibe befinder sig i. De kan vælge at se passivt til, mens piraterne fortsætter med at tage nye gidsler, eller de kan løbe en risiko og forsøge at befri nogle af dem. Aktionen i tirsdags endte med, at 16 gidsler fra Iran og Pakistan blev reddet, og havde det ikke været for Absalon, var de formentlig aldrig kommet fri. Sandsynligheden er stor for, at de kunne have fortsat et liv som slaver i årevis, indtil piraterne en dag var blevet trætte af dem. For gidsler fra Iran og Pakistan er intet værd for piraterne. De kan ikke få en løsesum for dem.

GIDSLERNE FRA Iran, Indien og Pakistan bliver kaldt pirateriets skjulte tragedie. Typisk er de fiskere, som bliver ofre for deres tungt bevæbnede naboer fra Somalia, og når først de er blevet gidsler, bliver de glemt. Det eneste, der har værdi for piraterne, er fiskernes både, som de bruger som moderskibe. Gidslerne bliver udnyttet som gratis arbejdskraft, mens piraterne venter på, at de får fat i nogle af dem, der er penge i – de vestlige gidsler.

Var det vestlige gidsler, som Absalons soldater angiveligt havde dræbt under tirsdagens aktion, havde det vakt ramaskrig. Det ville være endt som en kæmpe skandale for Søværnet og havde også rejst et spørgsmål om, hvad den danske piratindsats må koste – i kroner og øre og ikke mindst i menneskeliv. Den danske forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), havde nok også ventet mere end nogle timer med at konkludere, at de danske soldater handlede, som de skulle, da de skød mod det kaprede skib.

»De vidste godt, at der var gidsler om bord, men det er altså en helt klassisk indgriben,« udtalte ministeren til Politiken.

MINISTEREN HAR helt ret i, at de danske krigsskibe efterhånden har gennemført en lang række aktioner, der minder om den i tirsdags. Aktionerne er typisk kendetegnet ved, at der bliver skudt varselsskud fra krigsskibet med det formål at få piraterne til at standse og overgive sig. Men på lang afstand kan det være svært at skelne pirater fra gidsler, og der er derfor en oplagt risiko for, at skuddene fra krigsskibet rammer de forkerte. Det kan tirsdagens episode vise sig at være et eksempel på.

Danmark er nu langtfra det eneste land, der har været uheldig i forbindelse med den type aktioner. Så sent som for et par uger siden skød et italiensk krigsskib to fiskere, som de fejlagtigt troede var pirater, og der findes efterhånden en lang række andre eksempler på aktioner, der er endt helt galt. Desværre må man nok leve med de risici, så længe indsatsen mod pirateri er begrænset til den symptombehandling, der foregår på havet ud for Somalias kyst.

Selv om krigsskibenes indsats har medvirket til, at antallet af kapringer er faldet, har det ikke fået pirateriet til at ophøre. Det sker først den dag, verdenssamfundet er villig til at sætte en reel stopper for pirateriet ved at bekæmpe den lovløshed og totale kaos, der hersker på landjorden i Somalia.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Larsen

Denne udmærkede artikel om – De glemte gidsler, illustrerer på bedste vis det store dilemma, og ikke mindst, den enorme dobbeltmoral, der er i kampen mod piraterne ved Somalia.

Vi så det sidste ved den amerikanske befrielsesaktion i januar, og nu igen med Absalons sidste aktion. Det er absolut tragisk og beklageligt når der går menneskeliv tabt i kampen mod piraterne.

Men, da denne kamp kæmpes med våben, er det unægtelig et faktum, at der er risiko for der går menneskeliv tabt. Under den amerikanske aktion, som betegnes som en absolut vellykket aktion, hvad jeg også mener den var, set ud fra vores synspunkt, blev de to gidsler aktionen drejede sig om heldigvis reddet. Men der blev dræbt 8 pirater.

Det fik ikke den helt store opmærksomhed, for det er jo vores opfattelse, at så længe det er pirater der mister livet, så er det helt i orden. En opfattelse jeg langt hen af vejen godt kan se perspektivet i, og også er enig i, da det jo er piraterne der er de onde, og os, der er de gode. Jeg er dog også af den mening, at uanset om det er pirater eller andre mennesker der bliver dræbt, så er tab af menneskeliv altid tragisk.

På den anden side, hvis man ønsker at bekæmpe pirateriet og al det ondskab dette indebærer, så må man også acceptere risikoen for tab af menneskeliv, desværre. Og så længe der ikke gøres noget mere effektivt fra det internationale samfunds side, for at komme denne uhyggelige menneskehandel til livs, og det er, uanset om det drejer sig om gidslerne, der holdes som slaver på piratmoderskibene, eller om de mange søfolk der holdes på skibe og i land i Somalia, så vil vi desværre komme til at se flere tilfælde med dræbte gidsler i fremtiden.

Dobbeltmoralen står de danske politikere i høj grad for, og de er ikke alene i den disciplin. Man har med politisk velvilje bidraget med et større militær bidrag i kampen mod pirateriet, heriblandt et fuldt moderne krigsskib. Men fra politisk side ser man mere på, hvad dette bidrag kan give af goodwill og prestige overfor omverden, end man ser på effektiviteten af indsatsen.

Man sender et krigsskib afsted, men samtidig forhindrer man, langt hen af vejen, samme krigsskib i at kunne udfører den opgave, det kan udfører med stor effektivitet.
Når det lykkedes krigsskibet at stoppe et piratmoderskib, og i flere tilfælde, at frigive et større antal gidsler, samt at fange et tilsvarende antal pirater, så har man ikke sørget for at det juridiske værktøj er på plads til at få piraterne straffet.

Derfor må vi gang på gang være vidne til at piraterne, efter et længere pitstop, med god forplejning må transporteres til deres hjemlands vedmodige strande, hvor de med fornyede kræfter efter det gode ophold, igen er i stand til at tage fat på deres forbryderiske ”forretning”.

Det er absolut ikke godt nok, og ikke en stor søfartsnation som Danmark værdig!

Camilla Stampe har fuldstændig ret i sin beskrivelse af, at krigsskibenes indsats ikke har fået pirateriet til at ophøre, men dog medvirket til at hindre mange angreb i at lykkedes. Og indsatsen fra krigsskibene er en uvurderlig hjælp for handelsskibene, som også værdsætter det.

Men at komme pirateriet til livs vil først lykkedes den dag, det internationale samfund tager sig sammen til at få sat bagmændene ud af spillet.

Om det kan gøres ved en indsats for at bekæmpe den lovløshed og kaos, der hersker på landjorden i Somalia, har jeg i høj grad min tvivl om.

Det batter ikke meget hvis bagmændene, som jeg betragter som de virkelige pirater, befinder sig helt andre steder, end lige netop i Somalia.