LEDER: Informationskrigen eskalerer

»Jeg tænker på, om der er en fidus i forbindelse med lækkene, vi kan hoppe med på. Der er en oplagt frygtfaktor at sælge det på, hvilket er en positiv ting. Og vi kan tilbyde noget, som it-sikkerhedsfirmaerne ikke kan, nemlig vores fokus på kontraefterretning og overvågning, som Fred og Stick er bedre til end nogen andre på denne jord.«

- E-mail, angiveligt sendt af Stratfor-analytikeren Marko Papic, den 8. december 2010 til Stratfor-tænketankens analytikerteam og lækket af Wikileaks mandag

Hævn var et motiv, da lækorganisationen Wikileaks mandag gik igang med at lække fem millioner interne e-mail, som angiveligt kommer fra den private efterretningstænketank Stratfor. I en af de første cirka 500 mail, som indtil nu er frigivet, leverer Stratfor-analytikerne, hvoraf mange har en fortid i USA’s efterretningstjenester, tilsyneladende bevis på, at USA arbejder på en retslig sigtelse mod Wikileaks-stifteren Julian Assange.

»Vi har et forseglet anklageskrift mod Assange,« skriver (hvis lækket er ægte) Stratfors vicepræsident, Fred Burton, i januar 2011 med en for tænketanken typisk sprogbrug, der bruger ord som »vi« og »vores« om den amerikanske stat. Mailen er mærket Pls protect (beskyt, tak) og Not for Publication (må ikke offentliggøres).

Også den ovenfor citerede e-mail fra Stratfor-analytikeren Marko Papic fra december 2010 bidrager til at markere en ny slagmark, der handler om kampen om informationer. Mailen spekulerer i, hvordan Stratfor med sin efterretningsekspertise kan tjene penge på den frygt for læk og whistleblowere, som har grebet regeringer og virksomheder oven på Wikileaks’ højtprofilerede læk af 250.000 indberetninger fra det amerikanske diplomati.

New York Times’ tidligere chefredaktør Bill Keller påpegede i sidste uge, at sådanne nedslag på og øget overvågning og sporing af whistleblowere er en af de utilsigtede konsekvenser af Wikileaks’ store megalæk. Barack Obamas regering har indledt retssager mod hele seks embedsmænd for at have afsløret hemmeligheder for medierne, hvilket er mere end samtlige Obamas forgængere, påpeger Keller og konkluderer: I stedet for en øget strøm af værdifulde læk og styrket beskyttelse af whistleblowere, som mange i medierne havde håbet på, er USA’s regering blevet mere hemmelighedsfuld, og en række indsatser er igangsat for at opspore og fange whistleblowerne.

Bill Kellers klumme var skrevet som en slags gravskrift for Wikileaks, som Keller ligesom en række af organisationens andre tidligere mediepartnere har vendt sig mod med en intensitet, der ikke svarer godt til eliten af verdenspressens selvbillede som objektivitetens forsvarere.

Mandagens lækage, viste, at Keller har afsagt sin dødsdom for tidligt. Uanset værdien af indholdet i Stratfor-mailene, og uanset hvor vanskeligt det denne gang vil være for journalister at få bekræftet oplysningernes ægthed, er Stratfor-lækket nemlig også en lancering af en forlovelse mellem to frontkæmpere i informationskrigen, der tilsammen kan få ganske betydelig gennemslagskraft, nemlig Wikileaks og hackerne i Anony mous.

Det er ikke første gang, at de to grupper samarbejder – faktisk hackede Anonymous-undergruppen Antisec i første omgang Stratfor som gengældelsesaktion for militærretssagen mod soldaten Bradley Manning, der står anklaget for at have været kilde til Wikileaks’ megalæk, ligesom Anonymous-hackerne bl.a. tidligere har angrebet de kreditkortfirmaer, der afskar Wikileaks i at få donationer gennem deres systemer.

Men det er første gang, et omfattende læk tilsyneladende målrettet er blevet overdraget til Wikileaks’ mediehåndtering af den langt mere anarkistiske Anonymous-bevægelse (hvorfra flere kendte repræsentanter på bl.a. Twitter har bekræftet at være kilden).

Kommentatorer, journalister og andre dele af etablissementet har allerede og som sædvanligt affærdiget lækket og kritiseret Wikileaks og Anonymous for uansvarlig håndtering af informationer. Men man må forstå, at grupperne ikke betragter sig selv som objektive informationsdommere a la de traditionelle medier, men snarere som frontkæmpere i en krig om information, hvor aktører som Stratfor og de regeringer og virksomheder, de arbejder for, kæmper for en afgørende begrænsning af befolkningernes adgang til viden – og dermed til kontrol af magtudøverne. Og at det er et oprør, som ingen fra medie- eller politikereliten kan tage livet af. Mere eller mindre lurvede metoder, som forsøg på at kvæle Wikileaks uden om domstolene via adgangen til kreditkortoverførsler eller ved at skubbe grænserne for privatsfæren ind til det klaustrofobiske ved at kræve informationer om private individer af sociale medier som Twitter, nærer det oprør. Og jo mindre vi etablerede medier kan overbevise mediebrugerne om vores uafhængighed og kritik af magten, jo mere må også vi lære at leve med, at den tid er forbi, hvor viden var et våben, som vi kunne drømme om at styre.