Leder

Magt og foragt

14. februar 2012

Der er langt fra Danmark til Grækenland. Når økonomien strammer, sætter vi os til forhandlingsbordet og finder en fredsommelig løsning i fællesskab.

Det netop indgåede overenskomstforlig mellem DI og CO-industri hyldes for at være sådan en løsning. Med mindstelønstigninger på 2,55 procent over den to-årige periode kan resultatet let blive et reallønsfald. Men DI kan glæde sig over en gratis omgang for sine medlemmer, og CO-industri kan bryste sig af at være en ansvarlig forhandlingspartner, der strækker sig langt for Danmarks konkurrenceevne. Der er ingen tvivl om, at forhandlingsparternes krisemedicin vil glide ned hos CO-industris medlemmer. En analyse fra Wilke viser, at 55 pct. af lønmodtagerne slet ikke forventer lønstigninger, og krisebevidsthed og frygt for arbejdsløshed skal nok få arbejdstagerne til at stemme ja til forliget.

Problemet er imidlertid, at den afstemning, der på langt sigt sikrer ro på det danske arbejdsmarked, ikke afgøres af stemmesedler. Arbejdstagerne stemmer i stedet med fødderne. I de seneste 10 år har 250.000 medlemmer valgt at vende LO ryggen. Og organisationen regner selv med at miste 100.000 flere over de kommende fire år. Det ser ud, som om medlemmerne svarer fagbevægelsens påståede magt med foragt.

Den netop indgåede overenskomst kommer næppe til at rykke ved det billede. Tværtimod. Hvorfor dog bruge sin udhulede løn på en fagbevægelse, der forhandler lønnen endnu længere ned? Hvorfor skulle fagbevægelsens problembørn — de mange unge uorganiserede — dog føle sig tiltrukket af fagforbund, der bytter lønkroner for seniorordninger?

Man må håbe for fagbevægelsen, at den har fået lovning på reelle gevinster ved de kommende trepartsforhandlinger. På længere sigt kan den roste ansvarlighed nemlig vise sig at være direkte uansvarlig, fordi den undergraver tilliden til og legitimiteten hos den ene af den danske models nøgleaktører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Er der nogen der gennem de senere år har demonstreret en fuldstændig ude af trit med virkeligheden, så er det dansk betonfagbevægelse. Det koster naturligvis medlemmer og er på sigt med til at skabe behov for en helt ny måde at organisere forholdet mellem parterne på markedet

Johannes Nielsen

Helt rigtigt. Og problemet for fagbevægelsen er at det heller ikke giver mening at gøre det modsatte - dvs at kræve højere realløn og bedre arbejdsvilkår - i en krisetid. Fagforeningernes rolle er simpelthen forbi - tak for alt!

Et lands rigdom hænger sammen med dets produktivitet og evne til at producere varer, som kan afsættes.

Skruer man omkostningerne for højt op, så bliver det producerede for dyrt, og så brænder man inde med produktionen - og så er der ikke grund til at producerer flere varer, og så mister man arbejdspladser og skatteindtægter og velfærd.

Og virksomhederne -og dermed en stor del af vores pensionskasseopsparinger - bliver værdiløse - hvem vil købe en virksomhed, der ikke er konkurrencedygtig ?

Det er surt at være lønmodtager , fagbevægelse, virksomhed og politiker i en krisetid, og krisen er vel at mærke ikke skabt i Danmark.

Fagbevægelsen er nok "betonagtig", men det er vist de gode tider, der udhulede solidariteten og styrkede "ego- modellen".

Fagbevægelsen skal såmænd nok komme sig - efterhånden finder den vel også ud af at skyde sig bedre ind på det folk efterspørger.

Hvorfor de mange uorganiserede skulle føle sig tiltrukket af den fagbevægelse der bytter lønkroner osv? Måske de mange uorganiserede skulle fundere over hvorfor den fagbevægelse, der vælger at bruge medlemskroner på at forhandle vilkår, står så svagt i en svær tid? Hvad får du som u- / fejlorganiseret mest ud af: Et sponsorat af en fodbold / håndboldklub eller en forhandling der forhindrer den totale nedsmeltning? Prøv at se hvilke krav DI og andre arbejdsgivere rejser - først derefter kan i vurdere fagbevægelsens indsats. Det er ikke et tag-selv-bord, at forhandle overenskomst - økonomisk krise eller ej!

Robert Kroll, i en anden debat fremgår det ihvertfald, at folk ikke har problemer med at støtte op om virksomheder, der ikke i årtier har kastet attraktive varer på markedet (Nordic Bavarian).

Hanne Gregersen

@Hansen
Mener du fagbevægelsen kan sammenlignes med en investeringsvirksomhed i medicinalbranchen i forhold til betalingsvilligheden - det er i givet en interessant sammenligning :o)
Jeg gætter på, at Nordic Bavarians investorer har nogle lidt andre præference til deres smiden pengen efter det, end metalarbejderen, som spytter LOs kasse....

@Berman
Du mener altså ikke, at fagbevægelsen pt har problemer med deres projekt i al almindelighed og deres selvforståelse i al almindelighed.

........ selvfølgelig er det ikke et ta' selv bord at forhandle overenskomst - det er ligesom et ret banal erkendelse eller ??

Fagbevægelsens imageproblem kommer sig vel af, at det er private medlemsorganisationer. Lauget som fænomen og præmis er fuldt borgerligt-anarkisk tænkt, historisk på samme tidspunkt som velfærdsstatens piske-gulerod-indretning blev foregrebet af 'mafiaer', og derfor er fagbevægelsen ikke en sådan naturlig del af 'venstrefløjen', som nogle mener og forventer.
Fandtes de ikke måtte man selvfølgelig opfinde dem. Arbejdsgiver-krav er som hovedregel intimiderende til det sjofle, og skal tales organiseret imod. Til det har fagbevægelsen langt hen ad vejen også de ikke-fagligt udbyttede segmenters støtte. De taler dog grundlæggende kun for sig selv. At det kan gavne andre end dem selv er en eventuel sidegevinst. Det er ikke målet at dele noget med nogen. Måske søsterorganisationer i andre lande - men da ikke andre segmenter i samme samfund.
'Kan de ikke bare 'organisere' deres egne trusler om strejke'.
Men eksempelvis kontanthjælpsmodtager-aktiveret uden rettigheder-strejken lader vente på sig. Det er sært hvad ?
'De er nok bare dovne og dumme'. '
Samfundsnassere... på vores politiske kamp'. '
Specielt min bedstefars i 1890'.
En arbejderhelt er muligvis something to be, men det kræver sørme at nogen ansætter een.

Michael Kongstad Nielsen

At folk har vendt ryggen til fagforeningerne og kontingentet skyldes Anders Fogh Rasmussens kulturkamp. Han vandt. Den enkeltes frihed står over alt. Ingen skal komme og fortælle mig, hvem jeg skal stå sammen med, og hvordan vi skal klare krisen i fællesskab.

Den frie fugl snolder kontingentet op i stedet, lader hånt om fællesskabet og dets opnåede resultater,som den frie fugl lukrerer på, men ikke vil bidrage til. Den frie fugl bliver måske en dag arbejdsløs, men så er der nok nogen, der kommer og hjælper. Kommunekassen måske. Der er altid nogen, der redder en i dette samfund, som den frie fugl ikke vil bidrage til. Eller man vinder måske den store lottogevinst.

Hanne Gregersen

@Kongsatd
Mel a respekt er det så ikke lige lovligt forsimplet (og konspiratorisk) at hævde, at Fogh skal have "æren" for fagbevægelsens krise :o) ? Det er vist at stikke sig selv blår i øjnene.....

Michael Kongstad Nielsen

Thomas Dalager - jeg tror, det er en blanding. Dels fagbevægelsens egen drift i retning af opløsning og afstandtagen fra sin egen stærke fortid, og dels altså Foghs påvirkning i retning af egoisme og nærmest had til fagforeninger og fælleskab. Man kan diskutere, hvad der kom først, medlemsfrafald p.g.a. fagforeningernes tivolisering, eller fagforeningernes tivolisering p.g.a. medlemsfrafald.

Når man skal bruge sin fortid en forklaring på sin styrke, så er fagbevægelsed i sandhed noget man taler om i datid.

Der er plads til en fagbevægelse, men det kræver et opgør med romantikken og en erkendelse af en gensidighed, som fx overenskomsten viste.

tænkeligt var fagbevægelserene styrede af smugkommunister, men så måtte økonomien vel være meget bedre end rygterne nu hævder

Hanne Christensen

Fagbevægelsens problem kommer indefra.

Det er en beton-klump, der mere kæmper for egen (personlig) overlevelse end for medlemmernes ve og vel.

Sjovt nok er den kendte retssag mod LOs tidligere næstformand vist nærmest den eneste kendte retssag retssag, fagbevægelsen har ført.

Jeg er ikke enig i, at Fogh vandt. Næh, Fogh vandt pga fagbevægelsen reelt støttede op om Foghs politik.

Nedlagde fagbevægelsen ikke selv dagbladet Aktuelt? Det var vel for rødt.

Nedsatte fagbevægelsen ikke selv støtten til Socialdemokraterne og øvrige socialistiske partier?

Jeg ved ikke, hvem fagbevægelsens top bakkede op om ved formandsvalget til både Nyrup og Helle T. Men mon ikke det var netop disse, der fik støtten? Altså højrefløjen af Socialdemokraterne. En fløj der ofte er svær at skelne fra De Konservative. Den tidligere næstformand i LO er tilmed veninde med Helle T i henhold til en nylig artikel i Information om Helle T.

Trods manglende medlemmer kunne LO have tordnet imod udnyttelsen af kontanthjælpsmodtagere som gratis arbejdskraft. I stedet hjalp de til med allokeringen af denne arbejdskraft. De tordnede mod de polske arbejderes arbejdsforhold (trods polakkerne næppe var medlem af LO). Men de løftede ikke et øjenbryn da tvangsarbejdet blev genindført vist nok tilmed af den tidligere Nyrup-regering, men blev dog fuldt udbygget i Foghs regeringstid.

Når de unge melder sig ledige på jobcentrene, tror jeg ikke at et medlemskab til fagforeningen ligger lige for. Fagforeningerne har jo udvist et totalt svigt.

Det eneste der reelt kan få fagbosserne op at stå, er , hvis egen aldersklasse bliver ramt. Altså da efterlønnen blev ramt. Men stemmerne fortonede sig hurtigt, som når skuespillere forlader scenen. Det var skuespil og ikke reelt politisk engagement, der blev leveret. Det ramte tydeligvis ikke dem selv personligt.

Fagbevægelsen er død, fordi fagbossernes engagement er parkeret et sted i blå lejr. Vi har fagbosser, der tjener så godt som en bankdirektør. Vi har fagbosser, der har sat sig tungt på alle mulige bestyrelsesposter, at nogle af posterne må de da for hulen ikke have tid til. Måske er det posten som fagbos!

Fagbevægelsen er organiseret i en struktur, der gør, at fagbosserne sidder reelt livsvarigt i deres stilling. Meget, meget langt fra menig medarbejder. Harald Børsting tager rundt og besøger danske arbejdspladser, som kronprins Frederik også lader den røde løber rulle ud for at vise ansigt.

Seniorerne fik en seniorordning. Javel. De kunne selv få lov at betale for denne via deres pensionsbidrag. Arbejdsgiver skulle ikke op med en krone. Og tro mig, ikke en seniorer bliver fredet for en fyring, hvis vedkommende er nedslidt eller blot uønsket arbejdskraft. Seniorordningen er skabt for de raske og stærke seniorer.

Som alt hvad LO foretager sig. De varetager de stærke LO-arbejderes sag. De svage lader de i stikken. Det har intet at gøre med, hvad jeg forstår ved en fagbevægelses opgave. En fagbevægelse skal netop være en garant mod for lave lønninger, for dårlige arbejdsvilkår osv. Men nej. Resultatet var en seniorordning for de stærkeste.

Jeg er enig med de mange debattører i, at vi skal have en ny fagbevægelse. De gamle fagforeninger er døde. Dødsstødet kommer ikke pga de unges manglende tilslutning. Nej, dødsstødet har fagbosserne selv givet ved deres tilbagelænede holdning, der hvor kampen virkelig skulle være ført.

Jeg tror, det er nødvendigt med reelt demokratisk opbyggede fagforeninger. Fagforeninger der engagerer sig politisk, tør tage kampene, og er engagerede. Og så skal fagbosserne max kunne sidde 4-5 år på taburetten. For limen må sgu ikke klæbe så meget, at fagbossen er ude af stand til at rejse sig til kamp.

Og måske skulle der også være en klausul om, at der ikke kan være en direkte vej fra fagboss-taburetten til arbejdsgiversiden. Det har man nu set 3 gange i træk hos DJØF. Ikke så underligt at DJØFferne sidder og knokler over ude i regeringskontorerne uden løn.

Det er helt grotesk at “Jernet” skal bestemme grundvilkårerne for det resterende arbejdsmarket.
Hvilket de gør med disse og alle de foregående aftale.
Jernets arbejdere henter 95% af deres overenskomstforbedringer lokalt (nogen af disse lokale er efter danske forhold exorbitalt store).
Sammenkædningsregler ved afstemningen gør, at de folk, som ikke kan hente mere lokalt, må nøjes med disse smugler.
De højtlønnede faglærte skider rent ud sagt på de lavtlønnede ufaglærte.

Michael Kongstad Nielsen

Hanne Christensen - enig i meget af det, men hvorfor tror du, at de unge ville tilvælge fagforeningerne i dag, hvis - ja, hvis hvad? Er det ikke bare tabt land?

At tro at Fogh og VKO har knækket ryggen på hele den europæiske fagbevægelse startende i midten af halvfemserne er undskyld udtrykker komplet latterligt.

Og Danmark er på dette punkt endda 10-15 år efter udviklingen i det øvrige europa.

http://www.ugebreveta4.dk/2006/31/Baggrundoganalyse/Fagbevaegelsenikrise...

Den her diskussion er nødt til at tage et europæiske udgangspunkt, da situationen er den samme på hele kontinentet.

Den primære årsag er tabet af arbejdspladser i landbruget og i industrien.

En masse af de nye arbejdspladser som siden er skabt i videnstunge brancher er mere sælgers end købers marked, hvorfor sælgerne (arbejderne) ingen speciel interesse har i at organisere sig med henblik på at sikre en ordentlig løn.

De har derimod en interesse i at forbedre kvaliteten af deres produkt dennem meritering og uddannelse, hvorfor deres fællesskaber drejer sig om dette.

Fagbevægelsen bliver ikke overflødig, men den må indstille sig på at verden forandrer sig, og at en mindre og mindre del af arbejdsmarkedet efterhånden vil efterspørge kollektive overenskomster.

Arbejderklassen udgøres i dagens Danmark mestendels af mennesker med anden etnisk baggrund end pæredansk.
Fremmedfrygten har også sit tag i fagbevægelsen og i skurvognene. Hadet og diskrimination har overtaget.
Fagbevægelsen er blevet den etablerede klasses administrator.