Leder

De politiske madpakker

Debat
2. februar 2012

NEDSLÅENDE ligestillingsnyheder: Forældreansvarsloven har ikke skabt lighed mellem kønnene. Men det er ikke så mærkeligt, for ligestillede, det bliver vi aldrig.

Så kontante har udmeldingerne været i Informations dækning af forældreansvarsloven og senest i gårsdagens interview med ph.d. Eva Silberschmidt Viala. Hendes konklusion er, at selv om forældre forsøger at være ligestillede i forældreskabet, forhindrer samfundets forventninger og deres biologiske forudsætninger dem i det. Men det nedslående ligger nærmere i, at hun opfatter det som formålsløst at forsøge at gøre op med de forhindringer: Vi skal hellere nuancere forståelsen af ligestilling. Det handler ikke om antallet af madpakker, man smører, men om at man bakker hinanden op i, at familielivet og forældreskabet er et fælles ansvar, mener hun. Groft sagt: Mor skal vide, at far nok skal smøre den madpakke, hvis hun ikke kan nå det.

Men med den konklusion reducerer vi ligestilling til noget, der kan defineres personligt, og det er jo paradoksalt, når det åbenbart er samfundet og biologien, der sætter rammerne for vores mulighed for at opnå det. Så længe det er det, kan definitionen af ligestilling jo aldrig være personlig. Så selv hvis man accepterer, at mulighed for at opnå ligestilling har noget med biologi at gøre, så er der stadig brug for, at vi bevidst definerer, hvordan man gør et ligestillingsregnskab op. Hvis vi accepterer den biologistiske tankegang, der siger, at moderen opnår en større tilknytning til barnet, fordi hun ammer, så bør vi stadig møde det med ligestillingsbestræbelser, der sikrer, at det ikke lægges faderen til last, at han ikke er udstyret med den slags tilknytningsredskaber.

Ifølge FN’s børnekonvention har barnet krav på både en mor og en far. Og hvad sker der, når værdifællesskabet ikke længere fungerer? Når det ender i skilsmisse, og begge parter kæmper for at få så meget ansvar som muligt? Så bliver de personlige madpakker igen politiske. Som Information har fortalt, viser erfaringer fra Island, hvor mænd typisk tager betydelig mere barsel end i Danmark, at mændene er bedre stillet i forældremyndighedssager: Jo mere barsel faderen har taget, jo større er hans chancer for at opnå en lige fordeling af samvær med barnet. Når det kommer dertil, er det lige meget, hvor meget de har bakket hinanden op i, at det er fint, at mor tager barslen, så længe de føler et fælles ansvar. Når systemet tager over, er det madpakkerne, der tæller.

HVIS VI NUANCERER forståelsen af ligestilling og slår os til tåls med, at den enkelte familie opbygger sin egen ligestillingspraksis, risikerer vi også at blive blinde for klasseperspektivet. Forståelsen af ligestilling kan nemlig også variere, alt afhængig af hvilken socialklasse familien tilhører.

For lavere sociale klasser har det lavere prioritet at bryde ud af de traditionelle kønsroller. Og det er der ikke noget at sige til, når de i deres første møde med forældreskabet bliver præsenteret for en model, der netop er baseret på traditionelle kønsroller: Barselsorloven.

I mange familier i den lavere middelklasse har manden kun lønnet barsel i 14 dage efter fødslen, og han tjener ofte mere end kvinden. Derfor vil det heller ikke være ham, der går på barsel med dagpenge, selv om han har ret til det. Ret er ikke det samme som mulighed. På barselsområdet er ligestilling fortsat noget, man skal have råd til.

Og sociale instanser fortsætter efter barslen med at sende et signal om, at det er moderen, der er den primære omsorgsperson: For eksempel sker det helt automatisk, at børnepenge sættes ind på mors konto. Hvis du ønsker at ændre de sociale instansers syn på stillingen mellem mor og far i forhold til dit barn, skal du selv gøre noget aktivt for det. Og når nogen så vælger at gøre det, bifalder det omkringliggende samfund mandens tilvalg af sine børn, mens det ser skævt til kvinden for det, der defineres som et fravalg. Det er ikke nemt, men det betyder ikke, at ligestillingskampen er formålsløs. Det betyder, at der er behov for kulturændringer, og den slags starter ikke i hjemmet.

DA FEMINISTEN Erica Jong kritiserede ’moderkulten’ for at give køb på alt det, hendes generation af kvinder havde kæmpet for, svarede hendes datter Molly Jong Fast, der selv har valgt et fuldtidsmoderskab frem for et fuldtidsjob: »Min mor opofrede sig, så jeg kunne få et valg«. At hendes mor var fraværende i hendes barndom, fordi hun kæmpede for kvinders rettigheder og tjente gode penge på det, gav hende politisk og økonomisk mulighed for at vælge millimetertyranniet, men det betyder ikke, at hun gør det. Det betyder, at hun kan. Det betyder frihed. Når kampen for ligestilling har overvundet sine politiske og økonomiske forhindringer, så kan vi definere den personligt, men så langt er der alt for få, der er nået.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

"Tilknytningsredskaber"? Hm!

Inger Sundsvald

"Tilknytningsredskaber"? Hm!