Leder

Den sande historie

Man kan ikke kræve af en film, at den skal tage højde for alle nuancerne. Men det kan man kræve af modtagelsen og af filmskaberens efterfølgende formidling af filmen
24. februar 2012

Fiktionen har frie hænder, den kan ikke bindes til en bestemt fortolkning af virkeligheden, men der sker noget med friheden, når man baserer fiktion på faktiske hændelser. Så er man som filmskaber nødt til at tage højde for, at værket ikke kan stå alene. Man har et ansvar for den autoritet, man giver sit værk.

Det er en gave for dansk film, at man igen har mod på at bruge danmarkshistorien som filmmateriale. Vi bliver præsenteret for film om stikkerdrab, om modstandsgruppen fra Hvidsten Kro og snart også om Slaget ved Dybbøl. Det er alle film, der visualiserer de mest dramatiske hændelser i Danmarkshistorien. Film er et stærkt medie, og derfor stiller det store krav til den kontekst, de sættes ind i, når det bruges til at formidle danmarkshistorien.

For eksempel er Ole Christian Madsens Flammen og Citronen udmærket til at illustrere de menneskelige konsekvenser af at foretage stikkerlikvideringer, men den præsenterer et alt for ordnet billede af modstandskampen. Og det er ikke uden betydning, at film som Flammen og Citronen og Hvidsted Gruppen fokuserer på heltegerninger og accepterer krigens kaos som en anden form for logik. Det farver vores tanker om krig. Er med til at styrke den opfattelse, at krig er en isoleret hændelse, der afgøres af præcisionsbomber og menneskeligt mod. Man kan ikke kræve af en film, at den skal tage højde for alle nuancerne. Men det kan man kræve af modtagelsen og af filmskaberens efterfølgende formidling af filmen.

Vi må altid problematisere filmens blik på historien, for den er ikke sand. Den skal sættes ind i den lange række af sandheder, og det kan man sagtens håndtere. Man kan kritisere samarbejdspolitikken og samtidig forstå bevæggrundene. Men filmskaberne må være de første til at sige: Ja, den er baseret på virkelige hændelser. Men den er ikke virkeligheden. Virkeligheden kan ikke fortælles med en berettermodel. Den er kaos. anbr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Der er (mindst) to slags formidlere af historien:
Dem, der bruger historien som middel til at fortælle om verden og menneskene, som de synes verden og menneskene er, og som ikke er bundet af faglige hensyn til fakta - men som, somme tider dygtigt, benytter fakta til deres fortælling.
Og der er faghistorikerne, som, bundet af deres fags standarder om fagligt funderet kildekritik, søger at stykke en fremstilling sammen, som er så nær på de faktiske forhold som muligt.
Begge slags formidlere har naturligvis en dagsorden med deres fremstillinger. Men der er friheden til at digte og de faglige krav til forskel.
Man kan inddrage journalisterne, som i reglen mest ligner historikerne, men som ikke er så bundne til historiefagets krav, som historikerne er.
Det gælder om at være klar over, hvad der er fiktion, og hvad der ikke er.