Leder

Storvask på Holmen

Lad os håbe, at d’herrer Findsen og Hækkerup får givet forsvarets ineffektive ledelse og besynderlige javel-kultur et ordentligt skud for boven
22. februar 2012

»Jeg er her for at træffe politiske beslutninger, og derfor vil jeg gerne have dygtige officerer og militærfolk, som kan rådgive mig. Men til gengæld vil jeg have dygtige jurister, som kan forholde sig til det juridiske, og dygtige økonomer til det økonomiske«

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er tilsyneladende i fuld gang med at opkaste sig til den store reformator af dansk forsvar.

Jobopslag til forsvarschefposten, sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet, ansættelse af flere civile ledere i forsvaret, officerer skal have mulighed for at studere på universitetet, og civile skal have mulighed for at forske på Forsvarsakademiet. Det er blot nogle af de planer, den foretagsomme minister har i støbeskeen.

For de fleste kommer forsvarsminister Hækkerups reformer af forsvaret nok som en overraskelse, men sandheden er, at det er planer, som har ligget på departementschef Lars Findsens bord i årevis.

Departementchef Findsen har siden sin tiltræden i 2007 ønsket at gøre op med forsvarets ineffektive ledelsesstruktur og selvforherligende javelkultur, men den politiske vilje hos hans chefer har manglet. Hverken Søren Gade (V) eller hans efterfølger, Gitte Lillelund Bech (V), havde modet eller viljen til at lægge sig ud med det forsvar, deres egen politiske succes knyttede sig så tæt til.

I den nye socialdemokratiske forsvarsminister har den tidligere PET-chef imidlertid fundet en forbundsfælle.

I den kommende tid kommer omstruktureringen af det danske forsvar derfor til at gå stærkt. Allerede om tre-fire uger barsler Nick Hækkerups hastenedsatte moderniseringskomite med sit første bud på en reform af forsvarets ledelse.

Og oven på den seneste skandale om forsvarstoppens politiske tilpasning af de irakiske fangetal fra over 500 til 197, har Hækkerup fået nok et argument for at trække forsvarsledelsen ind under ministeriets hat.

Med et sparekrav på tre milliarder vil det heller ikke skade, hvis ministeren kunne mindske antallet af topledere en smule.

Hækkerups planer om reformer af forsvarsledelsen er imidlertid kun toppen af isbjerget. Når moderniseringsgruppen er færdig med at betænke ledelsesstrukturen, er dens næste opgave at undersøge moderniseringsmuligheder i hele forsvaret – fra top til bund, fremgår det af gruppens arbejdsbeskrivelse.

Hvordan den 23.500 mand store koncern ser ud, når ministeren er færdig med det, der i forsvaret betegnes som ’Hækkerups politiske projekt’ er svært at vide.

Men den gennemgående tendens er uden tvivl et ønske om at opnå større politisk og civil kontrol med den uregerlige kolos, der i både politikernes, mediernes og befolkningens øjne alt for ofte optræder som en egenrådig stat i staten. Og det er der bestemt megen fornuft i.

De seneste års fokus på forsvarets evne til at levere varen for den årlige bevilling på 21 milliarder kroner, har gjort det klart, at det danske forsvar trænger til en hovedrengøring. Blandt de mange problemer, som bl.a. Information har sat fokus på, er forsvarets manglende evne til økonomistyring, en lang række fejlslagne materielindkøb, en dybt forældet praksis med konstant at lade karriereofficerer indtage skiftende lederstillinger efter devisen, at en militær leder kan lede hvad som helst, en håbløst udemokratisk kommunikationspolitik og en indgroet nulfejlskultur, hvor ingen tør sige chefen imod eller indrømme en fejl af frygt for, at det senere skal gå ud over karrieren.

Lad os håbe, at d’herrer Findsen og Hækkerup får givet forsvarets ineffektive ledelse og besynderlige javel-kultur et ordentligt skud for boven og får indført noget af den energi og åbenhed, som den dynamiske duo hævder at være drevet af.

Form alene gør dog som bekendt ingen succes.

En sammenlægning af Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet kan let resultere i endnu mere sammenspisthed og uigennemsigtighed i toppen af systemet, når to myndigheder bliver til en, og retten til aktindsigt dermed forsvinder. Og et opgør med ledelsesstrukturen og rationaliseringer fra top til bund kan let føre til masseflugt, hvis forsvaret mister sin appel som en farbar karrierevej osv.

Allerede nu er store dele af forsvaret dybt skeptisk over for reformerne. Og det kan man egentlig godt forstå, når man tager i betragtning, at den arbejdsgruppe, som Hækkerup har sat til at kortlægge reformerne, kun består af embedsmænd fra Forsvars-, Stats- og Finansministerierne samt nogle få udvalgte officerer fra Forsvarskommandoen.

Uanset hvor gode Hækkerups ideer måtte forekomme, virker det foruroligende, at arbejdet med at modernisere en arbejdsplads med mere ned 23.000 ansatte foregår helt uden deltagelse af fagforeninger, uvildige eksperter eller eksterne konsulenter. Og nogen form for offentlig eller demokratisk indsigt har der indtil videre heller ikke været tale om. Tværtimod foregår arbejdet i dybeste hemmelighed – præcis som før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg havde håbet, at overskriften dækkede over en kritisk gennemgang af de kulturministerielle uddannelser på Holmen, når vi nu er så godt i gang med universiteterne. Der er ikke mindre at komme efter i forhold til magtbrynde, misforstået modernisering og reel svækkelse af institutionerne, når det gælder kunstuddannelserne.

Jo, men Lars Findsen (tidligere PET-chef) er måske overhovedet ikke den rigtige til at forestå en omkalfratring på området. Hvorfor?

Fordi departementchefen har lig i lasten. Tidligere forsvarsminister Søren Gade og departetmentchefen fik jo rodet grundigt rundt med offentligheden omkring jæger-sagen. Hvor departementchefen og Gade viftede med en oversættelse, der slet ikke havde noget på sig i sammenængen. Så forsvarsministeriets departementstchef har stadigvæk et mellemværende med offfentligheden, som gør, at vi ikke rigtigt har tillid til hans evne til at træffe de rigtige afgørelser.

Når den nye forsvarsminister blankt overtager departementschefen, som om intet var hændt, er vi jo nogen i offentligheden, som langtfra kan tage anliggenderne for gode varer. Lars Findsen har fremdeledes sit mellemværende med offentligheden, og er med andre ord overhovedet ikke vores kop the. Tværtimod. Som dansk offentlighed må vi kræve, at han afløses på posten. Akt andet vil blot give Nick Hækkerup nye problemer med os herude. Så enkelt er det såmænd...

Med venlig hilsen

Man kan også sige det ligeud til til Nick Hækkerup: Vi stoler overhovedet ikke på din departementschef. Og så længe, at du har ham indenfor rækkevidde, må offentligheden vedblive med, at stille hans problemer direkte i relation til forsvarsministren. Så hvornår forstår du, Nick Hækkerup, at din departementschef er en belasting for dig i det offentlige rum?...

Med venlig hilsen

Så kære Nick Hækkerup.

Omend magt-relationerne foreskriver, at du ikke tager offentlifhedens markeringer alvorligt, når du i S-sammenhæng vurderer anliggendet, ja så har du arvet en problematik omkring departementschefen, som vi herude nægter at forlade. Så ka' du jo vurdere, om du fortsat vil lægge dig ud med os. Vi bøjer ikke. Så ved du det....

Med venlig hilsen

Til Hugo Barlach:

Jeg tror han er bedøvende ligeglad... Så længe ministerbilen ruller, diæterne betales og den livslange pension kommer en dag nærmere hver dag, så tror jeg han er fløjtende, hamrende, flintrende ligeglad.

Det har du nok ret i, Erika. Sørgeligt som det ér. S-ministre har det jo med alene at lytte til S-folk, og så skøjte henover offentligheden. På trods af, at partiet lover brede forlig. Men offentligheden spiller ikke nogen væsentlig rolle i sammenhængen. Magt-relationen går jo på sin vis ud på, at negligere offentligheden, og alene lytte til sig selv. Men sagen er imidlertid, at offentligheden kán spille en større rolle for demokratiet herhjemme. Så måske Socialdemokratiet, SF's og de Radikale's direkte overhøring af stemmen i et åbent demokrati er en madvirkende årsag til, at meningsmålingerne går regeringen imod. ACTA-sammenhængen er såmænd et udmærket eksempel på tonedøvheden for tiden...

Med venlig hilsen