Leder

Afghanistan-exit i krise

Debat
19. marts 2012

Afghanistans præsident Hamid Karzai rasede, da han i sidste weekend hørte, at en amerikansk soldat var gået amok i en afghansk landsby og havde dræbt mindst 16 civile. Men han blev nærmest rødglødende, da det gik op for ham, at hans stab havde holdt nyheden hemmelig for ham, indtil han var færdig med en tv-tale til nationen.

De turde ikke fortælle det til ham af frygt for, hvad han kunne finde på at sige for åben mikrofon. Ifølge nyhedsbureauet Reuter råbte han bagefter i kulissen: »Det er på tide, amerikanerne forlader vores land!«

Da Karzai et par dage senere mødte den amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, var han faldet lidt ned og nøjedes med at kræve at, at ISAF-styrkerne »forlader de afghanske landsbyer og trækker sig tilbage til deres baser.«

Næsten samtidig udsendte hans modpart, Taleban, en anden pressemeddelelse med et lige så alvorligt indhold.

Taleban afbryder alle forhandlinger med USA, erklærede en talsmand og beskyldte amerikanerne for at være løbet fra de løfter, som de har givet i forbindelse med den fangeudveksling, som skulle have været det første skridt i retning af egentlige fredsforhandlinger. USA havde lovet at løslade fem tidligere top-talebanere fra Guantánamo, hvis Taleban til gengæld løslod den amerikanske soldat Bowe Bergdahl, som blev fanget i 2009.

I pressemeddelelsen afviser Taleban også alle rygter om fredsforhandlinger med den afghanske regering, med Afghanistans naboland Pakistan eller med Karzai. Indtil en aftale om tilbagetrækning af alle udenlandske styrker er indgået, er forhandlinger med »administrationen i Kabul formålsløse,« hedder det.

Både hver for sig og tilsammen udgør de to begivenheder et meget alvorligt anslag mod NATOs exit-strategi i Afghanistan. Hvis ISAF-styrkerne følger Karzais krav om at opgive patruljeringen af landdistrikterne, vil det være ensbetydende med at overlade store dele af landet til Taleban. Og de lokale afghanere, der har været modige nok til at lægge deres æg i regeringens hat, til en frygtelig skæbne.

Karzai hævder, at de afghanske sikkerhedsstyrker er klar til selv at løfte opgaven, men det er ikke en vurdering, ISAF-styrkerne i Kandahar og Helmand deler. Her er man tværtimod meget bekymret ved udsigten til at skulle trække kampstyrkerne ud allerede i 2013, som den amerikanske forsvarsminister i øjeblikket lægger op til.

I Det Hvide Hus havde mange det, som om de havde fået »en mavepuster«, da kravet blev offentliggjort, rapporterer Reuters. Og en talsmand for præsident Barack Obama skyndte sig at sige, at den afghanske præsident jo ikke havde sagt, hvornår de udenlandske styrker skulle forlade landdistrikterne.

Samme strategi har USA anlagt over for Talebans beslutning om at afbryde fredsforhandlingerne.

Det er bare »de naturlige op- og nedture, som optræder i enhver fredsproces,« sagde talsmanden for Det Hvide Hus.

Men meget tyder på, at de forsigtige tilnærmelser, reelt ligger i ruiner.

Taleban understreger, at det eneste, de har talt med amerikanerne om, er oprettelsen af et repræsentationskontor i Qatar, hvorfra Taleban kan præsentere sin politik uden risiko for at blive arresteret, og en fangeudveksling mellem krigsførende parter. Kontoret i Qatar er nu en realitet, men hvad USA har opnået, fortoner sig. Afbrydelsen af forhandlingerne viser under alle omstændigheder, at Taleban fortsat har selvtilliden i orden. Og ikke mindst, at bevægelsen fortsat regner med at have tiden på sin side.

Og det er jo klart, når både NATO og den afghanske regering har travlt med at overgå hinanden med bud på, hvornår de 130.000 udenlandske soldater skal forlade landet.

Desuden er Karzais krav om tilbagetrækning til baserne og Talebans afbrydelse af den skrøbelige fredsproces ikke de eneste potentielle bomber under NATOs exit-strategi.

I Pakistan truer et flertal i parlamentet med at forbyde amerikanske droner at operere over pakistansk territorium. Et krav, der vil give Taleban mulighed for at genoprette træningsbaser i det uvejsomme grænseland.

Og i Kabul kræver Karzai, at NATO indstiller sine natlige capture or kill-operationer på grund af risikoen for civile tab. Et krav, der vil fratage alliancen et af dens mest effektive våben.

De mange udfordringer viser med al ønskelig tydelighed, hvor skrøbelig Afghanistan-strategien er.

På bundlinjen har det internationale samfund to muligheder for at afslutte krigen i Afghanistan.

Enten indgår Taleban og den afghanske regering en fredsaftale. Eller også trækker ISAF sig ud og overlader det til de afghanske sikkerhedsstyrker at afslutte krigen med Taleban. Den første exit er langt den bedste for alle parter. Den anden kræver, at ISAF får knækket Taleban og bliver i stand til at overlade en håndterbar militær situation til den afghanske regering.

Men jo kortere tid, politikerne giver ISAF og diplomatiet til at nå et af de to mål, jo ringere er chancen for succes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Paladspalaver...