Leder

Cash for Cameron

Debat
27. marts 2012

Lobbying er den næste store skandale, som ligger og lurer

David Cameron, februar 2010

 

Den britiske premierminister, David Cameron, skulle have lyttet til sine egne advarende ord om landets partidonorsystem; ytret tre måneder før parlamentsvalget i 2010, der bragte ham ind i Downing Street 10.

»Vi ved alle, hvordan det fungerer. Frokosterne, den gratis forplejning, det stille ord i dit øre,« fortsatte han dengang.

Hvis ikke alle vidste, hvordan det fungerer, så gør de nu. I weekendens nyhedsudsendelser fortalte det konservative partis kasserer, mangemillionæren Peter Cruddas, nemlig briterne – i en hemmelig optagelse foretaget af to undercover-journalister fra The Sunday Times – at man for en pris på 250.000 pund om året kan blive del af en »Premier League-gruppe« af donorer med adgang til premierministerens private middage og øre.

»Ting vil åbne sig« for sådanne donorer, og deres synspunkter ville blive »fodret ind i« den politiske maskine i Downing Street, lovede han og uddybede, hvordan han selv har høstet gavn af sin 1,2 mio. pund donation til partiet ved at protestere mod en transaktionsskat.

»Han (Cameron, red.) sagde, det skal du slet ikke være bekymret over,«fortæller Cruddas, der få timer efter offentliggørelsen trådte tilbage fra sin post i partiet.

Skandalen, der allerede morgenen derpå havde fået det velklingende navn »Cash for Cameron«, har ikke overraskende skabt voldsom harme. I virkeligheden var meget af det dog kendt i forvejen – offentligt tilgængeligt på den konservative hjemmeside.

Her står der bl.a., at man for 50.000 pund om året kan blive medlem af donorernes øverste led kaldet »Ledernes gruppe«. For en sådan donation lover partiet, at man bliver »inviteret til middage med David Cameron og andre højtstående figurer i det Konservative Parti, til post-spørgetid-frokoster, drinksreceptioner, valgresultatbegivenheder og vigtige kampagnefrokoster«.

Tilbuddet er i virkeligheden ikke overraskende, for i Storbritannien finansieres partierne gennem donationer – de konservative primært af rige enkeltpersoner, mens Labour får hovedparten af sin støtte fra fagbevægelsen. I sådan et system er det uundgåeligt, at afsløringer som den seneste vil dukke op, påpeger kritikere.

Og partierne ved det – og har prøvet det før. Det er nu fem år siden, at de for første gang satte sig sammen for at blive enige om en ændring af fundingsystemet, men endnu er de ikke nået frem til et kompromis.

Resultaterne er, at skandalen kom – og den er dybt alvorlig på to planer. Først og fremmest er det selvfølgelig katastrofalt for David Cameron og Det Konservative Parti, at de kun en uge efter, at de gav landets millionærer en skattelettelse, beskyldes for at lytte til denne pengestærke gruppes ønsker til gengæld for penge. Som The Sun skrev i sin leder: »Millioner vil spekulere på, om (finansminister, red.) Osborne skrottede 50p-skatten efter et par hyggelige frokoster med millionærdonere«.

Cameron skal nok ikke regne med, at de økonomisk hårdt prøvede briter vil se med milde øjne på afsløringen af, at penge stadigvæk i 2012 kan skaffe dem, der har dem, særbehandling.

Mere alvorligt er det imidlertid, at skandalen har blottet et systemisk problem i det britiske demokrati. Det var nok de konservative, der blev afsløret denne gang, men i 2006 i Tony Blairs tid på tronen kom afsløringen af »penge for titler«, hvor store partidonorer blev belønnet med en plads i Overhuset. Blairs tidligere fundraiser, lord Levy, erkendte ligeledes i går, at store donorer havde fået adgang til Blair ved middage »i private hjem«. Det er ligeledes ikke kun konservative politikere, der har strittet imod en reform af fundingsystemet.

Hele sagen er udtryk for, at politikerne har svigtet. Ganske som det var tilfældet, da telefonaflytningsskandalen sidste sommer afslørede, at den magtfulde mediemogul Rupert Murdoch og lederne af hans britiske medieimperium længe har nydt adgang til landets politiske elite – fra alle partier – til gengæld for støtte og god mediedække.

Og lad os ikke glemme udlægsskandalen fra 2009.

Efter denne tsunami af skandaler er befolkningens tiltro til politikerne ikke overraskende i bund. 70 procent mener, at donorer har for meget indflydelse, og 45 procent ønsker en øvre grænse for, hvor meget en enkeltperson kan donere, viser en Sunday Times-meningsmåling.

Efter udlægsskandalen blev systemet ændret. Efter telefonaflytningsskandalen blev Leverson-høringen nedsat, og ændringer forude venter. »Cash for Cameron« vil nu tvinge partierne tilbage til forhandlingsbordet. Det er naturligvis godt nyt for demokratiet. Omvendt vil det næppe styrke befolkningens tillid til politikerne, at de kun kan finde ud af at reformere systemet, efter at de er blevet snuppet flere kilometer på den forkerte side af stregen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Cash for danske partier må for en højere dommer, for mon drn afviger meget fra den engelske syge.

Hanne Christensen

Håber det bliver exit Cameron.

Bjarne Bisgaard Jensen

Kapitalismens grundregel nr. 1: Alt kan og skal kapitaliseres