Leder

Dirty dancing

9. marts 2012

I AFTEN ER der dirty dancing på Det Kongelige Teater. På Gamle Scene er der nemlig Hübberiet, hvor Nikolaj Hübbe vil introducere dansekroppe med lokketitlen Fra træskopolka til dirty dancing – (150 kroner for at se giraffen). På Operaen synger de La Traviata (895 kroner for de bedste billetter), og i foyeren spiller violinisten Tobias Durholm og pianisten Leif Greibe (ganske gratis). Og på Skuespilhuset er der Tilbage til Ørkenen (toppris 495 kroner) og Revolvertrilogien (enhedspris 195 kroner), der havde premiere i går aftes.

Sådan er virkeligheden for Det Kongelige Teater: The show must go on. Også selv om teatret må føles temmelig beskidt for medarbejderne. Krise eller ej, så skal sangerne ramme tonerne, skuespillerne skal huske replikkerne, danserne skal holde balancerne, og teknikerne må ikke misse noget som helst. Et eneste sekunds distraktion er nok til at ødelægge perfektionen. Og publikum ser alt – og kommenterer alt.

SELV SIGER KUNSTNERNE næsten ingenting. I gårsdagens Politiken beskrev skuespilleren Henrik Jandorf, hvordan Det Kongelige Teater har udviklet sig til en tavshedskultur. »Den ansvarlige medarbejder har pligt til at ytre sig, hvis ledelsen trækker i en retning, hvor det kompromitterer kunsten,« skriver Jandorf. Men det sker næsten ikke. Problemet er åbenbart, at de ansatte ikke er blevet hørt, førend de har opgivet at tale med deres egen chef. Derefter er de gået til teaterchefen uden held, og så er de endt med at henvende sig direkte til formanden for bestyrelsen – og til pressen.

Som nyudnævnt bestyrelsesformand tager Stine Bosse nu ansvaret på sig. Senest i DR Deadline onsdag aften, hvor hun direkte brugte ordet »mistillid« som en beskrivelse af forholdet mellem medarbejderne og ledelsen. I denne svære dialogmanøvre er hun dog også ved at skabe et billede af sig selv som en Big Mama, der un-derminerer teaterchefens magt. Og hun har allerede selv begået en fodfejl: Da balletdanserne forleden inviterede hende til fortroligt møde om den dårlige ledelsesdialog, tog hun både balletmesteren og teaterchefen med sig til mødet. Overrumplingen havde effekt: Efter sigende blev der omgående stille ved mødet. Tavshedskulturen blev opretholdt. Den slags kaldes dirty dancing.

FLERE DANSERE udtrykker ellers respekt for Stine Bosses ledelse. De føler, at hun kan tale om hverdagen og arbejdsfrustrationerne på en måde, som teaterchefen ikke kan. Erik Jacobsen har da også været igennem en udmattelsessæson, hvor ledelsesudfordringerne har overbudt hinanden: Først kom kokainkrisen (som Jacobsen aldrig helt fik lukket). Så kom fyringerne (som Jacobsen beklagede, men ikke fulgte helt til dørs). Så kom operachef-opsigelsen (som Jacobsen forhalede). Så kom musikchefopsigelsen (som Jacobsen resigneret anerkendte). Så kom den forstyrrende bestyrelsesudskiftning (som Jacobsen ministerloyalt afventede og accepterede). Og endelig kom mistillidsytringerne fra danserne (som Jacobsen foreløbig ikke har villet kommentere).

Erik Jacobsen har aldrig været i offensiven. Derfor er kunstnerne nu gået til angreb. Men hvorfor vil Erik Jacobsen ikke indrømme, at der er problemer? Og hvorfor får han dem ikke bare løst? Måske fordi han er en venlig mand. Han er ikke den, der kaster egne overarme eller koldt vand ind i slagsmålet i baggården – han er snarere den, der læser op af ordensreglementet ovre fra hjørnet.

Så nydeligt ledes der sjældent i store teaterhuse. For selv om hierarki kan virke gammeldags, så er det en del af det instruktørstyrede teaters vilkår, at én person bestemmer – og det smitter uvilkårligt af på ledelsen. Myten om teatrets tidligere og ret så omdiskuterede teaterchef Michael Christiansen siger da også, at han endte med at være en god chef – i rollen som magtfuld, men beskyttende Big Daddy.

DADDY DANCING er der endnu ingen, der har beskyldt Erik Jacobsen for at praktisere. Til gengæld har han loyalt ageret bodyguard for balletmester Nikolaj Hübbe. Han har stolet på Hübbe under hele kokainsagen – og ud fra den bedste hensigt forhindret ham i at bevise, at han var uskyldig. Konkret har han tildelt Hübbe en ledelsescoach. Men han har tydeligvis ikke selv siddet i dansestudiet, for så havde han jo kunnet gribe ind i den tilspidsede dialog mellem danserne og balletmesteren. Det er den slags direkte løsninger, der fungerer på et teater. Man skal opholde sig på gulvet for at forstå, hvad der sker. Og kunstnerne skal have problemerne løst, så de trygt kan gå roligt på scenen – også i aften.

Derfor må kulturminister Uffe Elbæk (R) ind i dansen. Han har allerede krævet, at Det Kongelige Teaters ledelse præsenterer en problemknusning inden for to måneder – (til en totalpris af en halv millard kroner for skatteyderne). Men der skal antagelig handles endnu hurtigere. Næste sæson skal det være Det Kongelige Teaters forestillinger, der optager sindene, ikke dets ledelse. Tiden er inde til power dancing.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu