Leder

Det gamle guld – det skal ud

22. marts 2012

GULDPRISEN har længe ligget højt. Forståeligt nok. I tider, hvor man ikke rigtigt ved, hvad man kan holde sig til, forekommer det indlysende at satse på det kendte, det sikre, det afprøvede.

Tilliden til guldet gælder dog ikke blandt arbejdsgivere. I hvert fald ikke, hvis guldet har skikkelse af mennesker med et langt arbejdslivs erfaringer. Berlingske kunne i går bekræfte en nedslående tendens: Medarbejdere over 50 år står i langt højere grad for tur end deres yngre kolleger, når stat og kommuner skiller sig af med ansatte.

TALLENES TALE er klar. En undersøgelse udarbejdet af Danmarks Jurist- og Økonomforbund, DJØF, viser, at forbundets 50-59 årige statsansatte sidste år blev ramt af 23 procent af fyringerne, selv om de kun udgjorde 13 procent af de DJØF-ansatte i staten. For medlemmer over 60 er det endnu grummere: De fik 14 procent af statens afskedigelser, selv om de blot udgjorde seks procent af de ansatte. Samme billede tegner sig for HK og andre faggrupper.

Hvordan stemmer det overens med politikeres fagre tale om ’det grå guld’? Ikke godt. Ved sin tiltræden som beskæftigelsesminister erklærede Mette Frederiksen (S) til Kristeligt Dagblad:

»Mange ældre har en unik erfaring og en faglig viden at bidrage med.«

I samme avis fandt Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, det dybt uretfærdigt at skose den afgåede VK-regering for at have svigtet de ældre på arbejdsmarkedet. Trane Nørby erklærede:

»I det hele taget har vi skitseret en lang række af initiativer, som skal sikre, at seniorer føler sig mere velkomne.«

RESULTATLØSE initiativer – synes de ældres uforholdsmæssige andel af fyresedlerne at vise.

Hvorfor er det mon fra 50 og opefter, man har grund til at frygte for at ryge på gaden?

Selve den måde, aflønningen er skruet sammen på, kan være en af forklaringerne. Det er nemlig sådan, at langt de fleste overenskomster lader lønnen stige med ancienniteten. Man kommer ind til en ret beskeden begynderløn, men den stiger pænt og støt. Det er i sig selv lidt underligt. For det er navnlig i de unge år, at lønmodtagerne har brug for penge. Til at stifte familie med, til at skaffe bolig for, til at tilbagebetale studiegæld, til at holde børnene i daginstitutioner. Men efterhånden som folk har brug for færre penge, stiger lønnen.

Denne ironi indebærer tillige en uheldig tilskyndelse for arbejdsgiveren: Der er mange flere penge at spare ved at fyre ældre medarbejdere end ved at fyre yngre.

TRAGISK RAMMER det de ældre fyrede, at de har langt sværere ved at skaffe sig nyt arbejde. For de fleste arbejdsgivere går der ved nyansættelser en grænse på 50 år. Hvis folk er ældre, er de nok for besværlige, for indgroede i gamle vaner, for vanskelige at nyskole. For slet ikke at tale om risikoen for at skulle lønne for den anciennitet, de allerede medbringer.

Fyringen af de ældre stemmer tillige meget dårligt med det store folketingsflertals bestræbelser på at skubbe aldersgrænsen for efterløn og pension op. Og samtidig stramme og stramme reglerne for arbejdsløshedsunderstøttelse og kontanthjælp.

Hvad hvis en offentligt ansat bliver skubbet ud ved en fyringsrunde, men kun er i begyndelsen af sine 50’ere? Så kan vedkommende det første års tid gnave på en eventuel fratrædelsesgodtgørelse. Men derefter? Ansøgning, ansøgning, ansøgning. Afslag, afslag, afslag. Ydmygelse. Nedbrudt selvværd. Forspildt samfundsressource.

 

LIGE PRÆCIS DEN vej lovede SRSF regeringen, at den ikke ville gå. Regeringsprogrammet fra oktober 2011 – med det rørende navn ’Et Danmark, der står sammen’ – har som én af sine overskrifter: »Færre skal udstødes fra arbejdsmarkedet«. Fulgt op af teksten:

»Det er vigtigt, at alle borgere får mulighed for at bidrage til samfundet. Alt for mange borgere er i dag på passiv forsørgelse.«

Som professor Michael Svarrer fra Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet tørt bemærker til Berlingske:

»Hvis man gerne vil fastholde de ældre på arbejdsmarkedet, er det en dårlig idé at skille sig af med dem først.«

Vil SRSF-regeringen undgå, at den også i sin håndtering af ældre offentligt ansatte bliver ramt af haglbyger af beskyldninger om ’løftebrud’, er den nødt til at fremlægge en egentlig seniorpolitik, gerne forhandlet med KL og regioner, så den dækker deres ansættelsesområder:

En anvisning på, hvorledes det offentlige kan behandle sine modne medarbejdere på en respektfuld måde, der sikrer, at samfundet udnytter deres erfaring og evner.

Og hvis regeringen ikke vil tage initiativet, er det da en fortjenstfuld opgave for dens støtteparti og opposition at finde sammen om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Hvem skal have de alt for få arbejdspladser? De modne eller de yngre? Tåbelig diskussion.
Kapitalismen er i en krise, som den aldrig kommer ud af.

Sören Tolsgaard

Og for de seniorer, som i disse måneder og år, oplever at sikkerhedsnettets masker bliver stadig større, mens de kostes rundt i jobsøgnings-manegen, hjælper det jo ikke spor, hvilke løsninger der forventes at afværge situationen om 5-10 år.

Steffen Gliese

Det er klart, at man skiller sig af med de ældre, der kan huske, hvordan offentlig service fungerede til borgernes fordel fremfor systemets.

Jan Mølgaard

Helt enig. Har selv oplevet det i praksis. Der bliver tilsyneladende længere og længere imellem festtalerne og virkeligheden.

Hvis der er færre job er det vel alt andet lige bedre at det er de ældre der ryger ud end at de unge ikke kan komme i arbejde eller ryger ud?