Leder

Kinesisk kulturkamp

23. marts 2012

Den gyldne Oscar-statuette. Eller Den Gyldne Hane. Det er de færreste, der ikke kender til den første. Og formentlig endnu færre, som nogensinde har hørt om den sidste, Kinas mest prestigefyldte filmpris. For Kinas regering er det en påmindelse om landets filmindustris fortsat manglende evne til at konkurrere med Hollywood på trods af Beijings stadig mere ambitiøse indsats for at udøve større indflydelse på den globale kulturscene. Mere generelt er det en indikation på Kinas manglende kulturelle styrke – et faktum, som Kinas egne kommunistiske ledere anerkender. Med præsident Hu Jintaos egne ord »svarer den kinesiske kulturs styrke og internationale indflydelse ikke til Kinas internationale status. Vestens internationale kultur er stærk, mens vi er svage«. Det er i styrets øjne en trussel mod landets »ideologiske suverænitet og nationale sikkerhed«.

Det vil nok være fair at konstatere, at det er få kinesere, der tænker over, at de skader deres lands suverænitet og nationale sikkerhed, når de i stigende grad vælger at se film fra udlandet og specielt USA. Men som Information i går beskrev, er Kinas ledelse bekymret over Hollywoods dragende effekt på befolkningen. Desuden er landets statslige medier fortørnede over Kinas egne films manglende gennemslagskraft i udlandet. Problemet er det samme inden for stort set alle moderne kulturgenrer: Vestlige kulturprodukter tiltrækker kineserne, mens kinesisk kultur ikke efterlader sig store fodspor i Vesten.

Det kinesiske styre ser udviklingen som et faretegn og mener, at Kina er begrænset og inddæmmet af den vestlige kulturs globale dominans. Det hæmmer Beijings evne til at påvirke det internationale samfund gennem Kinas kulturelle gennemslagskraft, eller soft power. Regeringen har for længst indset, at uden kulturel tiltrækningskraft kan Kina ikke indtage scenen som en fuldbyrdet stormagt, landets voksende økonomiske og militære magt ufortalt.

Samtidig underminerer udviklingen i kommunistpartiets optik dets kontrol med den kinesiske befolkning, der vil kunne få ’usunde’ ideer gennem den vestlige påvirkning. Hvis Hu Jintaos retorik lyder alarmerende, når han tidligere har talt om »internationale fjendtlige kræfter«, der bruger tanker, ideer og kultur til at »infiltrere og splitte« Kina, er det, fordi han vurderer, at der er langt mere på spil end blot kinesernes valg af Hollywood-film frem for kinesiske. Bag hans retorik lurer frygten for regimets stabilitet; for når lederne taler om at ville »sikre Kina kulturelt«, taler de i virkeligheden om at opbygge en stærkere kinesisk identitet og kultur, der kan fungere som et værn mod Vestens kulturelle fremstød, der i partiets analyse har været med til at vælte diktatorer i Mellemøsten og forårsaget et kollaps for et andet kommunistisk styre, Sovjetunionen. Partiet vil opbygge en national kulturel identitet, som kan stå i modsætning til den vestlige, gøre befolkningen stolt og dermed have en positiv afsmittende virkning på styrets legitimitet.

Samtidig erkender regeringen, at en mere blomstrende kultur også kan føre til kreativitet og innovation og dermed styrke landets udvikling. Regeringen har vist sig klar til at bruge stor energi og milliarder af yuan på at udvikle landets kulturindustri – fra bogudgivelser, aviser, tv og radio til film og inden for dans, malerkunst og traditionelle kunstarter. Regeringen har oven i købet udpeget kultur til at være en hjørnesten i Kinas økonomiske udvikling.

At styrke kinesisk kultur er et ærværdigt mål, som kun kan gavne kineserne og berige omverdenen. Men recepten til at opnå målet er forfejlet, og der er god grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om ambitionerne med at promovere en kinesisk »kulturel renæssance« vil føre til det ønskede resultat. For i et forsøg på at modstå de vestlige »universelle værdier« prøver regeringen at presse udviklingen af kinesisk kunst ned i en klaustrofobisk kasse med etiketten »socialistiske kerneværdier«. Kunst er, i styrets øjne, til for at gavne kommunistpartiets målsætning – og den kunst, som ikke passer ind i kassen, bliver censureret, og de mest udfordrende kunstnere bliver straffet.

Kulturudviklingen bremses af ensretningen, der er tvunget igennem af et nervøst lederskab. Det gør landet mindre attraktivt kulturelt – både for landets egen befolkning og udlandet. Mens store investeringer i kultur er en god start, viser historien, at ytringsfrihed i et afslappet politisk og socialt miljø er uundværlig for at skærpe et lands kreative hjerner. De forhold er Kina langt fra at kunne tilbyde.

Han Han, en berømt kinesisk blogger, der har millioner af fans i landet, belærte for nylig de kinesiske ledere om årsagen til, at Kina ikke indtager en position som en kulturel gigant. Som han skrev: »Restriktionerne på kulturelle aktiviteter gør det umuligt for Kina at få indflydelse på den globale scene for litteratur og film – eller for os kulturinteresserede at løfte vores hoveder i stolthed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu