Leder

Mennesker med bryster

Debat
8. marts 2012

DEN AKTUELLE kønsdebat bærer mindelser om kollektiv-halvfjerdsernes natlige opgørelser over, hvem der var den rigtige og ægte venstrefløj: Er du KAP’er, SAP’er, trotskist eller maoist? Er du medlem af KAm-l, VS eller SF? De heftige diskussioner om, hvem der var de rigtige, og hvem der var de forkerte på venstrefløjen, er blevet overleveret fra generation til generation. I dag ledsages historiefortællingen som regel af et træk på smilebåndet og en venlig tanke til ’den med tyren’.

Men hvis datidens debattører malede hinanden op i hjørner, må man da ellers lige sige, at nutiden følger trop: På kvindernes internationale kampdag anno 2012 er det interessant, hvorvidt du er speltkusse- eller mor, karrierekvinde, statsfeminist, blålig eller rødlig økofeminist – eller måske en gammeldags eller borgerlig en af slagsen? Bitterfisser, tørkusser og fisseflokke kæmper om scenen i en kvindekamp, der efterhånden må føles lige så uforståelig og fremmedgørende for en stor del unge kvinder, som kollektivisternes rødvinsoptegnelser over det rigtige liv, føles for en stor del af deres børn.

Synspunkterne i kønsdebatten skal helst hedde noget med fisse/kusse/speltgrød for at tage overskrifter. Det er blevet så moderne at pådutte modstanderne eller sig selv mystiske mærkater, at én stilfærdigt tænker på, om man da ikke bare kan få lov til at være et menneske med bryster, som forsøger at leve, som man nu finder bedst? Og hvis vi skal forenes, er det så ikke netop i kampen for, at andre mennesker med bryster kan få lov til at gøre det samme?

HVIS MAN HAR fulgt blot moderat med i det seneste års til tider temmelig fastgroede debat mellem feminister i især Berlingske, står dette tilbage:

De vil alle sammen bare gerne have lov til at være her. De såkaldt blå feminister synes ikke, at KVINFO anerkender dem. KVINFO synes omvendt ikke, at de blå feminister fatter, hvad der virkelig er på spil. Karrierekvinderne påpeger, at der er regninger, der skal betales og stiger, der skal bestiges, mens speltmødrene beder om at få husmoderlivet i fred – uden overbærende blikke, tak!

Fælles for grupperingerne er tilsyneladende, at de kan blive sårede og kede af det, når nogen taler grimt om dem eller deres, hvilket syntes både kvindeligt og menneskeligt. Derfor kommer de ofte deres meningsfæller til undsætning, når tonen bliver for hård.

Det at lytte – altså sådan rigtig at lytte – bliver som regel betragtet som en kvindelig værdi. Men i debatten om kvindekampen i dag lader det til, at høreapparaterne trænger til at blive skruet op, så nuancerne opfattes. KVINFOS Elisabeth Møller Jensen bliver dæmoniseret som den ultimative betonfeminist. Sjældent høres en af hendes ellers gennemgående pointer; nemlig at den enkelte skal have lov til og mulighed for at leve det liv, som hun ønsker (senest i Jyllands-Posten i går).

På mange måder har det været forfriskende med de blå feministers indtog i debatten, som af og til berettiget synes at stille spørgsmålet: Hvorfor må kvinder og mænd ikke være forskellige – og er det virkelig et problem, at vi er det? Det kan være et sundt spørgsmål at stille, særlig som børn af en tid, hvor mange kvinder mente, at retten til at være kvinde lå i retten til at bære skruetrækker. Dette livtag med dogmerne i kønsdebatten anerkendes dog sjældent.

UOMTVISTELIGT ER DET, at 1970’ernes kvindekamp har brug for et mere nutidigt alternativ. Fokus bør være, hvordan ethvert menneske med bryster får mulighed for at leve det liv, som hun ønsker; som hjemmegående husmor, speltmor, eller karrierekvinde. Hun skal have retten til at vælge sit eget liv – uden at blive påduttet bibelvers om, hvad der er rigtigt eller forkert. Og så skal hun helst være stærk nok til at trække på skuldrene, når hun bliver det alligevel. Fordi det er en del af livet.

Til gengæld bør en nutidig kvindekamp også anerkende, at der er lighedsproblemer mellem køn i dag, som skal tales om og adresseres: Kun 8,6 procent af den samlede barselsorlov tages i dag af mænd. I ni ud af ti tilfælde vælger den danske erhvervselite mænd frem for kvinder i bestyrelser. Ugebrevet A4 har påpeget, at der blandt lederne i syv af Danmarks toneangivende tænketanke kun findes én kvinde. Og man kan blive ved med tal, som viser, at kvinder og mænd har forskellige muligheder for at udfolde sig i samfundet.

De seneste års debat har drejet sig meget om, hvor stort et problem, det er, at denne ulighed eksisterer. Det har vi hørt forskellige holdninger til. Men måske det kunne være interessant at få lidt mere fokus på, hvor de fælles oplevelser af og holdninger til det at være mennesker med bryster egentlig gemmer sig? For de må da findes. Så kunne det være, at vi kunne blive fri for diverse kønsdelsafhængige modebegreber og i stedet finde ind til en eller anden enighed om, hvor samfundet skal hen – i al fald på nogle områder? Bare så det hele ikke går op i lodrette tisseforanstaltninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Heldigvis er det ikke her på netavisen at folk får lov til at kalde hinanden ”kønsdelsafhængige modebegreber”. Her er det kun i artiklerne journalister kan boltre sig med at citere den slags og peppe det op med pjattede overskrifter som ”Mennesker med bryster” og afslutte med ”lodrette tisseforanstaltninger”.

Inger Sundsvald

Bortset fra dét, så anbefaler jeg artiklen :)

Marianne Mandoe

Glimrende artikel tænkte jeg....

Lige til jeg kom halvvejs og mødte den her sætning:
"Hvorfor må kvinder og mænd ikke være forskellige"

Skulle der ikke, i ligestillingens hellige navn, have stået:
"Hvorfor må mennesker ikke være forskellige".
Specielt da overskriften er:
"Mennesker med bryster".

Ja jeg spørger bare.

Alle mennesker har bryster. Vorter, i alt fald.

Inger Sundsvald

De der ”tisseforanstaltninger” må være en ”mandeting”.