Leder

Et nødråb

6. marts 2012

Der er ballade på Det Kgl. Teater. Igen, fristes man til at sige. Men denne gang er det faktisk værre end sidst. For der er i lang tid ikke blevet gjort noget for at løse problemerne.

Sagen har sin baggrund i de ledelsesproblemer, som især Jyllands-Posten i sommer kunne dokumentere i en intern rapport bestilt af teatret og udarbejdet af Helle Hein, der fortalte om kokainmisbrug, mobning, en utilregnelig balletchef og dårligt arbejdsmiljø i balletten. Dengang lagde teaterdirektør Erik Jacobsen luft til rapporten og kaldte det eskalerende misbrug blandt danserne, som også omfattede balletchef Nikolaj Hübbe, for løse rygter. Og da dansernes fagforening samtidig bakkede Erik Jacobsen op, kom sagen, til trods for at det var en kulørt mediehistorie, aldrig for alvor videre.

Nu viser det sig, at Erik Jacobsen fik lagt en dæmper på den interne kritik ved i sommer at love forbedringer. Til trods for gentagne opfordringer har ledelsen ikke taget fat i de problemer, som Helle Heins rapport i rigt mål ellers dokumenterede. Derfor har balletdanserne, sammen med skuespillerne, fået nok og kommunikerer nu uden om den daglige ledelse med den nye bestyrelsesformand, Stine Bosse.

I et brev til bestyrelsen kaldes ledelsen »inkompetent« og »tilliden til og troen på vores nuværende ledelse er ikke til stede«.

At tillidsmænd nu holder møder med bestyrelsen uden om den daglige ledelse er ikke bare uhyrligt, men udstiller Det Kgl. Teaters store problemer og er reelt et mistillidsvotum til en ledelse, som ikke har formået at adressere de interne samarbejdsproblemer.

Mistanken om kokain i balletten var i sommer en rigtig god historie, der kørte rundt i alle medier og prentede sig ind i folks bevidsthed, men den kom desværre også til at skygge for de egentlige problemer på balletten omkring samarbejde mellem medarbejdere og balletchefen.

At tage hånd om disse forsvandt også fra dagsordenen. Der er meget at få ryddet op i på Det Kgl. Teater.

Spørgsmålet er sådan set kun, om man fortsat kan have tillid til, at det er den nuværende ledelse, der kan stå for det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske er dét, som her kaldes for et ledelsesproblem (apropos denne tids ubændige trang til at individualisere problemer) et strukturelt problem? Har nogen set på ledelsesstrukturerne, økonomistyringen og arbejdsmiljøet? Interesserer nogen sig overhovedet for dén slags? Det kunne være en udmærket idé at kortlægge arbejdsmiljøet på det kongelige teater; så er der en vis risiko for at man bliver i stand til at få øje på strukturer og ikke blot de åh så underholdende personager. Og derved øges chancerne nok for at man bliver i stand til at træffe holdbare beslutninger som også tager sigte på at skabe hensigtsmæssige samarbejdsstrukturer og en fornuftig opgavetilrettelæggelse. Ja, måske kunne man tilmed være heldig at nogen også gjorde noget kritisk ved økonomistyringen, som ret beset er ad helvede til.

Men nu drømmer jeg da vist også. Eller jeg vågen? Kniber mig selv i en kunstnerisk åre.

Torben Knudsen

Pressen vil så gerne være en flue på væggen også i denne sag.
Udover direkte kontakt med bestyrelsen, er der så en eller anden, der har direkte kontakt med pressen og så kører sagen videre uden noget nyt.
At drive en virksomhed foregår internt i virksomheden. At tage kontakt direkte med bestyrelsen virker barnligt al den stund ,at det er de fleste , der har magten og må kunne fremtvinge de nødvendige møder med direktionen.
Ved at kontakte pressen, sker der blot det, at pressefluen på væggen udvikler sig til pressespyfluen i sagen.
Tilbage til de interne muligheder for problemløsning og læg så 'smøgerne' på hylden.

Formodentlig er ballettens problem det almindelige, der sker, når man får en chef udefra, der i dette tilfælde dog også er særdeles hjemmevant i huset. Hübbe er den ene af en særdeles stærk generation af mandlige dansere, hvoraf de to-tre andre forængst har fundet jobs udenfor Kgs. Nytorv. Hübbe er kommet hjem, og han har - som altid på balletten - blik for de særlige talenter, som kan fastholde en unik international position; blot er korpset nu forandret fra hans tid. Dengang kunne ingen, der ikke var barn af kompagniet , blive optaget, dertil regnedes den nationale stilart for at være alt for særegen.
Imidlertid må man konstatere, at ingen danser med stjernestatus i næsten et halvt århundrede har kunnet fastholdes i dette berømte kompagni. Alle har de måttet søge ud, og når man har så har hentet internationale kapaciteter til landet, har de - også på balletten - måttet udskiftes i utide.
Jeg siger ikke, at Det Kgl. Teater fører en middelmådig og jantelovspræget kultur, jeg siger, at DKT har en særegen kultur, som gør det svært at komme udefra og indgå i strukturerne her. Det gør det bestemt ikke let for kulturel udveksling i en global verden; men man må ikke glemme, at Danmark er i en unik kulturel position: vi er den eneste lille kulturnation med eget sprog!

"vi er den eneste lille kulturnation med eget sprog!"

Hvad betyder det? Er Finland, Norge, Sverige, Estland, Letland, Litauen, Slovenien osv. osv. ikke kulturnationer?

Tak, Kristian Thy, for at checke op på slovensk, som jeg må indrømme også er en lille kulturnation med eget sprog.

"De er ikke små"?

- Finland: 5,4 mill. indb.
- Norge: 4,9 mill. indb.
- Estland: 1,3 mill. indb.
- Letland: 2,1 mill. indb.
- Litauen: 3,2 mill. indb.

Men du mener måske de ikke har nogen selvstændig kultur i de lande? Eller er det bare den sædvanlige "Danmark er åh-så-unikt"-holdning der kommer til udtryk her?

Der er vidt forskelige årsager til, at disse lande undgår den danske parallel-virkelighed. Ingen af landene har den historiske kontinuitet, som Danmark har, deres traditioner er blevet hakket over mindst én gang indenfor de seneste to-tre hundrede år, og derfor har de ikke den samme institutionelle realitet at slås med, som vi har.
Danmark er på mange måde et gennemideologiseret land, og det giver os særegne problemer at slås med, det kan man ikke benægte.