Leder

Nye rettigheder – på papiret

12. marts 2012

På papiret er Kina kommet et skridt nærmere at kunne beskrive sig selv som et land styret ved lov. Regeringen annoncerede sidste uge ændringsforslag til straffeloven, som søger at tøjle politiets og anklagemyndighedens magt og dermed bremse skredet i retning af mere misbrug og undertrykkelse i retssystemet. De nye ændringer, som næsten med sikkerhed vil blive vedtaget af parlamentet næste uge, vil give mistænkte og tiltalte i retssager flere rettigheder, bl.a. lettere adgang til advokatbistand, og derudover vil beviser og tilståelser opnået gennem tortur ikke kunne bruges i retssager.

Samtidig meddelte regeringen, at den har trukket et stærkt kritiseret lovforslag tilbage, som ville give politiet ret til at tilbageholde borgere hemmeligt i op til seks måneder uden at offentliggøre sigtelsen – en praksis, som hidtil har været udbredt, specielt med aktivister og dissidenter som ofre, men som har fundet sted uden lovhjemmel.

Det er positivt, at regeringen ikke vil gå så langt som til at lovliggøre en så kritisabel fremgangsmåde, der i bund og grund er bortførelse af borgere. Men realiteten er, at denne praksis alligevel anvendes, lovlig eller ej, og formentlig vil fortsætte. Kinas politi opererer ofte uden om loven – især i sager om borgere, der åbent kritiserer kommunistpartiets styre – og i årevis har politiet rutinemæssigt ignoreret, som regel ustraffet, de rettigheder for mistænkte og tiltalte, der allerede er indskrevet i loven.

På trods af internationalt pres er antallet af hemmelige tilbageholdelser steget inden for de sidste år – specielt efter kommunistpartiet sidste år blev nervøst for, at Det Arabiske Forår skulle brede sig til Kina. Og de tilbageholdte udsættes tit og ofte for både psykisk og fysisk tortur. Det mest prominente offer har været kunstneren og systemkritikeren Ai Weiwei, der sidste år blev tilbageholdt hemmeligt uden sigtelse og isoleret fra omverdenen i 43 dage.

De nye straffelovsændringer er skridt i den rigtige retning, men først når politiet faktisk følger lovgivningen, kan Kina reelt beskrives som et land styret ved lov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu