Leder

Fra politik til jura

19. marts 2012

En engelsk sygeplejerske kæmper mod systemet for sin tro. Shirley Chaplin fra Exeter, Storbritannien, bar en halskæde med kors synligt, så kolleger, patienter og pårørende kunne se det. Hospitalets ledelse bad hende skjule kors og halskæde under kitlen, men det nægtede hun. Ledelsen anførte, at halskæden stred mod regler for renlighed, og at Chaplin udsatte sig for en risiko, hvis patienter trak hende i kæden. Chaplin blev overført til skrivebordsarbejde, men hun førte sin sag videre: »Jeg skulle vælge mellem mit job og min tro – og jeg valgte min tro.«

En britisk domstol afviste i 2010 hendes klage over sygehuset, så Chaplin har ført kampen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der nu forbereder en dom. Det vigtige er ikke, om domstolen giver Chaplin medhold, men derimod at endnu en sag forvandles fra politik til jura.

Enhver kan se, at forskellige perspektiver og principper støder sammen i Chaplins sag. Spørgsmålet er, om man ønsker en sekularisering, der adskiller offentlige myndigheder og religiøse symboler, eller om man ønsker en sekularisering, der hverken positivt eller negativt giver religion særstilling. Grænsen mellem den enkeltes ret til at udtrykke sig og arbejdspladsens retningslinjer for sikkerhed og renlighed er heller ikke givet med en enkelt lov, men står til stadig forhandling.

Når disse principielle spørgsmål afgøres ved en domstol, overføres magt fra den politiske offentlighed til en juridisk overklasse. Man flytter store spørgsmål derhen, hvor de få udvalgte regerer. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsiger årligt 700 til 900 domme med bindende retsvirkning. Det er ved at udvikle sig til en institution, som gør jura til politik og svækker menneskerettigheder. For når alt fra parkeringsbøder til krucifiks på væggen bliver til spørgsmål om menneskerettigheder, bliver rettighedernes autoritet udfordret. Når politik gøres til jura, bliver juraen også politiseret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er naturligvis ingen af sharia-tørklædets solidaritetserklærede, som skal have noget klinket her, men forholdet mellem politik og jura er jo også, at juraen er politikkens implementering. Mere adskilte er de ikke.

Den første tanke var jo, at det er et hospital der udviser rettidig omhu i forhold til marchkolonne-islamistiske uniform-krav. men nej .... Rationale og ligebehandling er en by i Rusland når islam har en fod i døren, og det er de færreste efterhånden i tvivl om. Der er kun uspecificeret 'tolerance', kun betinget af frygt for 'uro' tilbage at knytte sig op på. Den samme ynk, iøvrigt, som skal paradere i Århus snart : 'Tolerance'-sammenkomst med det formål at 'vise sin afsky' for et eller andet. Det er helt absurd motivation !

Desværre er det sådan med denne engelske 'molbo-historie', viser det sig ved nærmere eftersyn, at man på det aktuelle hospital har sharia-tørklæder tilladt men kristne kors forbudt fordi :
1: muslimer 'skal' bære sharia-signal, medens et sådant påbud ikke findes for kristne.
Hitler, den amatør, ville have klappet i sine hænder. naturligvis !! Med positivt fortegn. Det er tyskerne der skal have tyskertegn og kors og bånd og stjerner - alle de der jødestjerner var da spild af både metal og administration.
2: at det er fysisk risikabelt at have korset dinglende om halsen (aha... måske..., men er det hospitalets ledelses opgave at true damen på vegne af islamistiske aktivister blandt patienterne (eller ansatte, eller ledelsen ??) - og er de så så hyppige iøvrigt ? )

Men hospitalets ledelse vil jo så nødig have futtet bygningerne af. Det logiske ville jo være at indføre en banal ens personalepolitik for alle, og evt. tilbyde muslimske ansatte der får noget i klemme en halvmånebroche de kan gå med, hvis det er så pokkers vigtigt med et martyrium.

Iøvrigt kan jeg fuldt ud bakke op om, at overfor menneskerettighederne, der sandelig ikke er ligegyldige iagttagelser, og millioner af mennesker med seriøse problemer i forhold dertil rundt om i verden, er det en hån at opfatte de muslimske patienter og ansatte i denne historie som så ramte, at domstole skal beskæftige sig med det.