Leder

Putins tårer

6. marts 2012

Da sejrherren, Vladimir Putin, ved det russiske præsidentvalg søndag aften optrådte sammen med den afgående præsident, Dmitrij Medvedev, uden for Kreml i Moskva, trillede der tårer ned ad kinderne på den ellers så hårde mand. Han var rørt til tårer over igen at kunne indtage Kreml med en opbakning i befolkningen, ca. 64 procent, som enhver anden leder i verden misunder ham.

Men tårerne skyldes måske også, at den nye præsident Putin har erkendt de enorme udfordringer, han står overfor. Han skal nemlig vælge ny stil og en ny politik. Under valgkampen har han for første gang været tvunget til at deltage. Han har været tvunget ud i en dialog – godtnok via sin kollega Medvedev – med den opposition, som siden det gennemforfalskede parlamentsvalg i december har totalt forandret det politiske billede i Rusland. Han har måttet fremlægge sit valgprogram i syv lange avisartikler. Når Putin tiltræder, så er alting ikke længere ’business as usual’.

Protesterne imod hans styre vil vokse, og der vil, som allerede i går, komme voksende folkelig protest, for oppositionen har lugtet blod. Den splittede opposition, som igennem 12 år er blevet holdt nede og udelukket fra at få indflydelse på russisk politik, er ikke længere så splittet og har fået et magtfuldt samlingspunkt i den nye middelklasse, der på ingen måde sympatiserer med Putins statskapitalisme, hans overgreb imod business, imod den private ejendomsret, menneskerettigheder og demokratiet.

Hvis det går godt for Rusland i de kommende år med fortsat stigende olie- og gaspriser, vil denne middelklasse vokse sig endnu stærkere. Hvis det går skidt, så vil den blive mere og mere aggressiv. I begge tilfælde er det altafgørende for oppositionen, at den får samlet sig om en stærk og populær leder, der kan udfordre Putin. Og kandidater er der nok af. Der er flere oppositionskandidater blandt de såkaldte ’ikkesystemiske’ modstandere, som hidtil har været holdt borte fra den demokratiske proces. Det gælder tidligere højtstående politikere i Jeltsin-tiden som Boris Nemtsov, tidligere vicepremierminister, Michail Kasjanov, tidligere premierminister, og Vladimir Ryzjkov, tidligere parlamentsmedlem og partileder. Alle tre nyder en ikke ubetydelig popularitet i intelligentsiaen og i den nye middelklasse.

Mere sandsynligt er det imidlertid, at Putins stærkeste modstander kan komme fra hans egen kreds fra ’systemet’ i det hidtidige så kontrollerede demokrati. Her finder vi populære og stabile politikere og afhoppere fra systemet, som den mangeårige finans- og vicepremierminister Aleksej Kudrin, der er en af hovedmændene bag Putin- og Medvedev-æraens succesrige økonomiske politik, der har båret Rusland nogenlunde sikkert igennem finanskrisen. Kudrin blev fyret, da han på forhånd nægtede at være minister under en kommende premierminister Medvedev og har siden optrådt på oppositionens side, blandt andet med taler til demonstrationer og krav om omvalg. I går talte han igen om valgsvindel og krævede et systemskifte. For blot en måned siden kaldte Putin ham for en ’nær ven’.

Den nye præsident Putin står over for svære valg. Den nyforstærkede opposition vil fortsat lægge hårdt pres på ham. Forhåbentlig vælger Putin ikke at slå brutalt ned på de kommende måneders demonstrationer, men vælger i stedet den dialog med oppositionen inde på sit kontor i Kreml, som Medvedev allerede har indledt.

Medvedev har iøvrigt allerede i går, han er jo stadig officiel præsident, som en udstrakt hånd iværksat en undersøgelse af retsforfølgelsen af en række forretningsmænd, blandt andet den fængslede Michail Khodorkovskij. Det kan, hvis Medvedev når det, blive hans sidste chance for at forblive i politik.

Om Putin kan lide det eller ej, om han vælger den sædvanlige hårde linje eller den blødere liberale linje, så kommer han under ingen omstændigheder uden om at lytte til den nye opposition og gennemføre økonomiske reformer, som vil være smertefulde for hans vælgere, og demokratiske reformer, som vil komme til at ramme ham selv i bagdelen.

De økonomiske reformer vil gå ud på at lette statens greb om erhvervslivet og stimulere den russiske industri og landbruget for at gøre landet mindre afhængig af olie og gas. Dertil kommer, at Putins nye regering må, som han (og alle tidligere russiske og sovjetiske ledere) som noget af det første har bebudet, slå hårdt ned på den omfattende korruption, der er en voldsom hindring for udviklingen af det private erhvervsliv.

Det vil heller ikke lykkes for Putin, men det vil være et signal, som kan tiltrække de nødvendige investeringer til moderniseringen af Rusland.

De demokratiske reformer handler også om at gøre de demokratiske institutioner og medierne uafhængige af statsmagten og forhindre, at Kreml kan bestemme hvem, der stiller op, hvilke partier, som er tilladte, og hvem, der tæller stemmerne ved valget. Det er jo, som Stalin i sin tid sagde, det altafgørende.

Mere skal der ikke til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Schmidt

Putins tårer og Vestens akilleshæl

Putins Rusland stopper VESTENS WAR MONGERS og på hjemmefronten Ruslands corporate fascists. Det er forklaringen på Putins popularitet, ikke mindst til Vestens irritation. Mht. banksters og erhversfascismen på hjemmefronten er det måske en frugtbar øvelse at sammenligne hvad Putin og Franklin D. Rossevelt måtte have tilfælles hvad angår domestic politics.

Begge interesser/ede sig mere for egne befolkningers ve og vel end for hvad rige oligarkier mente/mener. Begge repræsenterer et bolværk imod erhvervsfascistiske bankmafia. Flertallet af Ruslands befolkning er ganske klar over hvor Putin står i den sag. Og derfor er befolkningen yderst rationel i dets klare valg.
BTW, Ruslands nuværende præsidentvalg er det mest transparente valg nogensinde i Ruslands historie, til ære for både Rusland og Putin.

Bliv klogere og Watch Russia Today på nettet – klik på:
http://www.rt.com/on-air/

Troels Schmidt, US Army Anti War veteran, forfatter og TV journalist - Se gerne min tv udsendelse:
“Russia and China Stop Mad Fascist War Mongers Invade Syria - Let Us Stop All Corporate Warmongers”, at home and in the world – klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=AoS3NY0WP-E&feature=channel

Stig Rasmussen

Lad os alle hylde den store fader Putin, en tidligere KGB officer der undertrykker og holder oppositionen i et jerngreb.
Men imponerende at en socialist som Troels støtter op om en mand hvis ledelsesstil ligger mere op af Pinochets...

Jeg tror Ras-putin stod og græd over at han var den eneste der vidste hvor få der egentligt havde stemt på ham, og at han med den viden vidste at han nu er nødt til at være endnu mere gemen for at beholde magten...han havde sikkert i sin kajserlige storhedsfølelse regnet med de sædvanlige 98% af stemmerne som i div. andre bavian-diktaturer...!

hvor skammeligt at have banet vejen for sig selv som kejser i en tredie periode og så samtidigt stå der og græde snot over at under halvdeln af befolkningen ønsker ham...pinligt ikke sandt ;-) tavarish Rasputin !

Troels Schmidt:

Hvordan var det nu det der antikrigsvæsen fungerede for Putin i Tjetjenien og Ossetien?

"BTW, Ruslands nuværende præsidentvalg er det mest transparente valg nogensinde i Ruslands historie, til ære for både Rusland og Putin."

Det kan være, siden udsagnet efter alt at dømme bygger på informationer fra RT ("Fox News - Fair and balanced") så sætter jeg spørgsmålstegn ved sandhedsværdien af det. Men selv hvis det var rigtigt, så sagde det jo ikke særlig meget, med tanke på Ruslands lidet glorværdige historie når det gælder afstemninger.

Sune Olsen
Et par danske forskere fra DIIS er faktisk kommet frem til, at den russiske version, af Georgiens angreb på Ossetien, er den rigtige.Samtidig frikendes USA for at have planlagt det. Hvad Tjetjenien angår synes jeg, du bør kontakte Flemming Rose(ham med tegningerne),han kan helt sikkert fortælle dig spændende ting om den kompliserede sag.

Søren Nielsen-Man

Information kan normalt godt kritisere og problematisere også kapitalismen, markedet, pengemagten, den økonomiske liberalisme, osv. Men lige hvad Rusland angår, er der (som i andre medier) en bemærkelsesværdig og kritisabel tendens til uden videre og som en selvfølgelighed at sætte lighedstegn mellem det at være god demokrat og det at være business-orienteret markedsliberalist.

Det er en ensidig tilgang som Information ikke i samme grad praktiserer, når det gælder andre af verdens regioner og lande. Og dagens leder er ingen undtagelse, Per Dalgårds tidligere udtalte sympati for Jeltsin-tidens liberalistiske chok-terapi skinner atter klart igennem.

Putin (Jeltsins gamle protegé) er ingen præmiedemokrat. Men din fjendes fjende er ikke automatisk din ven. Og hvis (hvis!) Putins fjende er ”business”, behøver ”business” og liberalistiske ”smertefulde” reformer - ikke at være vores ven.