Leder

Synligt problematisk

13. marts 2012

’Stop Stop Kony’ får snart ligeså mange opadvendte tommelfingre på internettet som ’Stop Kony’. Og nu må tiden vise, om de mange, der mener, at kritikken af den amerikanske udviklings-ngo Invisible Children er en urimelig nedrakning af de få, der faktisk gør noget ved verdens grusomhedder.

Men ’Stop Stop Stop Kony’ er dannet. Og uanset hvad man mener om den virale succesfilm om den ugandiske krigsherre Joseph Kony, er vi nu vidne til virkeliggørelsen af de mange drømme om internettes mobiliserende kraft. En kraft, der som bloggeren Kate Cronin-Furman skriver, nu drives af en generation, der tror, at Facebookstifter Mark Zuckerberg opfandt demokratiet engang i 2004.

Det er en unødvendigt nedladende karakteristik af de mange millioner primært unge, der har set, grædt over, er blevet oprevne og har delt filmen om lederen af Lords Resistence Army (LRA), Joseph Kony, med deres venner.

Men at Kony 2012 åbner for en vigtig, svær og dybt principel diskussion om de sociale mediers samfundsmæssige forandringskraft, er uomtvisteligt. Hvor meget må man gå på kompromis med kompleksiteten, hvis resultatet er, at millioner af mennesker får øjene op for Afrikas trængsler? Og kan vi, hvis vi ofrer nuancer og gråtoner i massekommunikationens navn, faktisk ende med utilsigtet at gøre mere skade end gavn?

Kate Cronin-Furman fortsætter:

»Invisible Children har transformeret det kortsigtede teenage-verdensbillede ’hvis jeg ikke kender til det, eksisterer det ikke, men hvis jeg bryder mig om det, er det det vigtiste i hele verden’ til en opskrift for udenrigspolitik.«

Kritikpunkterne mod filmen, der er blevet set af op mod 50 millioner, er mange. På intet tidspunkt oplyses det, at Kony slet ikke opholder sig i Uganda, men i den tætte jungle i nabolandet Den Demokratiske Republik Congo. Det hævdes også, at Lord’s Resistance Army har 30.000 børnesoldater, mens realiteten er, at LRA i dag ikke tæller flere end et par hundrede mand under våben og ifølge International Crisis Group er stækket og reelt marginaliseret.

Kony er eftersøgt af Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, og naturligvis vil det være i alles interesse, at han havner dér en dag.

Men ’Stop Kony’-kampagnens timing er mere end almindelig mærkværdig, da situationen i det nordlige Uganda er så godt som fredelig, og genopbygning og forsoning står højest på ønskelisten hos de lokale myndigheder og NGO’er.

Kampagnens formål er at »skabe opmærksomhed« med henblik på at rejse penge til at skabe mere »opmærksomhed« om Joseph Kony. Kony skal være berømt, for så vil det gå op for folkene i Det Hvide Hus, at de har sovet i timen, og så vil de fjerne ham, synes ræsonnementet at være. Virkeligheden er – som det også er tilfældet med voldtægter i Congo og overgreb i Darfur – at der ikke er en ’stop uhyrligheder på det sorte kontinent-knap’ i det ovale kontor. Der er til gengæld andre knapper.

Filmen lægger op til en militær løsning – en amerikansk intervention, en CIA-ledet hit-and-run-aktion eller øget støtte til det ugandiske militær. Netop det ugandiske miltærs brutalitet nævnes ikke med et ord i filmen. Det gør heller ikke Yoweri Museveni, Ugandas notorisk korrupte og diktatoriske leder, der netop har modtaget yderlige assistance fra amerikanke ’rådgivere’.

Flere debattører har påpeget, at USA kan have en interesse i at etablere en mere solid base i Uganda med henblik på at kunne øge sine aktiviteter i de ressourcerige nabolande og få del i det betydelige oliefelt, der blev fundet i Uganda i 2005.

Den britiske Uganda-kender Michael Wilkenson opsummerer:

»Uganda er næsten ikke – hvis overhovedet – et demokrati, korruptionen er voldsom, sociale ydelser er minimale, og menneskerettighedskrænkelser fra myndighedernes side er veldokumenterede. (..) At fange Kony vil ikke ændre nogen af disse ting. Og hvis mere hardware bliver kanaliseret til Musevenis militær, vil Invisible Childrens kampagne endda forværre problemerne«.

Og derfor er ’Stop Kony 2012’ ikke bare en uskyldig kampagne, og derfor er det ikke bare ’godt, at nogen i det mindste gør noget’. Filmen Kony 2012 reducerer en dybt kompliceret konflikt med utallige aktører, dybe historiske og socioøkonomiske rødder til en fortælling om ét råddent æble, der hærger et hjælpeløst folk. Det er i bedste fald en dybt manipulerende fremstilling af virkeligheden i Uganda 2012 og en skamridning af det meget virkningsfulde narrativ om børn, der dræber – et scenario så ubegribeligt, at det griber os i vores allerinderste.

Virkeligheden er, at de børn, der voksede op i LRA og selv dræbte, hærgede og kidnappede andre børn, i dag er små voksne, der prøver at få en hverdag til at hænge sammen i Uganda, hvor de arbejder og er aktive agenter i deres eget liv og land – uanset at de først fik en Facebook-profil i ugen, der gik. ansp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer