Det var ikke noget stort øjeblik i arabisk historie, da Iraks udenrigsminister, Hoshyar Zebari, og formanden for Den Arabiske Liga, Nabil al-Arabia, i aftes opsummerede ligatopmødet i Bagdad ved at kalde det ’historisk’.
Det eneste historiske ved de 21 medlemslandes træf var, at de 21 medlemslande – Syrien er for tiden suspenderet – igen er uenige. Kun 10 af de 21 statsledere mødte frem, og årsagen var indlysende: De arabiske lande er dybt uenige om, hvad man skal stille op med revolten mod præsident Bashar al-Assads regime. Så de enedes om at støtte tidligere FN-generalsekretær Kofi Annans fredsplan i seks punkter, hvilket er sigende for dens indhold.
Selv Bashar al-Assad støtter de seks punkter, der indebærer ’arbejde for de legitime forhåbninger og bekymringer i den syriske befolkning’ – men under syrisk ledelse (!), en forpligtelse til at stoppe kampene og ’straks’ stoppe hærens aktiviteter, herunder brugen af tunge våben. Det syriske militær har ikke stoppet dets ’aktiviteter’, heller ikke brugen af tunge våben. Men Syrien har sagt ja til at etablere ’humanitære pauser’ på to timer hver dag, så folk kan komme til behandling efter at have været udsat for de tunge våben, ligesom syrerne angiveligt forpligter sig til at speede løsladelser af politiske fanger op – men hvem kontrollerer det? Det gør Syrien selv, eftersom planen inkluderer ’en syrisk ledet proces’.
Syrien skal endvidere lade journalister rejse frit rundt i landet og forpligtes til at ’respektere foreningsfriheden’ og ’retten til at demonstrere fredeligt.’
Det er ikke svært at tilslutte sig en plan, der søger at ’løse de legitime forhåbninger og bekymringer i den syriske befolkning’. Det svære er at gennemføre den. Og hvad det arabiske topmøde viste – og hvad det kommende møde i Istanbul for ’Syriens venner’ vil vise, er, at den syriske konflikt er uløselig, så længe Bashar al-Assad og hans klike af familiemedlemmer, svogre, fætre og kusiner er ved magten i Damaskus. Den syriske opposition, så splittet den end er – og det er den – er enig om, at Assad-familien skal væk, før der kan tales forretninger med regimet.
Og det er ikke så underligt – i de øvrige arabiske revolter – i Tunesien, Egypten, Yemen og Libyen – varierer forandringerne af samfundene. Tunesien er faktisk det eneste land, der har gennemført forandring. I de øvrige lande er de gamle systemer intakte, men deres symboler – despoterne – er væk. Flygtede, fængslede, lynchede. Ingen arabiske iagttagere tror på, at der bliver nye tilstande i Syrien, før al-Assad er væk. Dertil er der dræbt for mange uskyldige – den seneste opgørelse fra FN siger mellem 9.000 og 10.000, men tallet er formentlig langt højere.
Dilemmaet med Syrien er nu som før: Skal det internationale samfund gribe ind, eller skal regimet og oprørerne – Den Frie Syriske Armé, støttet af dele af oppositionen – overlades til at slagte hinanden. Den Arabiske Liga mener ja – i sluterklæringen fra Bagdad siges der nej til intervention udefra. Det var grunden til, at de fleste Golf-stater bortset fra Kuwait kun sendte såkaldt ’lavprofilerede’ delegationer. Qatar lod endog verden vide, at den lave profil var et ’budskab’. Hvilket er logisk, eftersom Qatar – og Saudi-Arabien – bevæbner de syriske oprørere.
Det, der mudrer konflikten, er, at den ikke længere er lokal, men er en international krise. Og det, der undrer, er, at hvis Vesten seriøst var interesseret i at lindre det syriske folks lidelser og ’bekymringer’, havde man fundet en ordning med Rusland og Kina for længe siden. Russernes pointe har gennem hele striden været, at begge parter i konflikten skulle indstille skydningen ved en våbenhvile. Oppositionens vestlige støtter – især Frankrig og Storbritannien – var imod. De krævede en ensidig våbenhvile, hvilket alle vidste, at det syriske regime aldrig kunne gå med til. Men i sommer regnede oppositionen såvel som dens støtter med, at Bashar al-Assads fald var lige om hjørnet. Det var naiv ønsketænkning, baseret på erfaringer fra de andre revolter. Men Syrien er et særtilfælde af to grunde: Dets befolkning er delt nogenlunde midt over i synet på revoltens berettigelse, og det syriske regime har venner. I den muslimske verden ikke alene Iran, men også i stilhed Irak, Jordan, Algeriet, Sudan og Libanon.
Der er lang vej til fred.
