Leder

Billederne, vi husker

7. april 2012

Historien lever som en vildmark midt i nuet, skrev Martin A. Hansen engang, og modstandsmandens betragtning fungerer også den anden vej. Nuet lever i historien, når den skal formidles for eftertiden. Historieskrivningen er formet af den tid, den er formuleret i. Og historien bruges også aktivt til at påvirke fremtiden. I den seneste tid har Information skrevet om skoleversionen af dokumentarfilmen De Fem Aar.

Det er historien om politisk statspropaganda. Og det er historien om hvordan dansk besættelseshistories største tragedie, fejlbombningen af den Franske Skole, blev redigeret ud af erindringen, fordi den ikke var politisk opportun i den umiddelbare efterkrigstid. Man ønskede at oprette det stærke forsvar, landet ikke havde 9. april, da tyskerne kom. Fordelene ved et moderne luftvåben skulle eksemplificeres ved Royal Air Forces præcisionsbombning af Shellhuset.

I den forbindelse var billeder af døde børn og grædende nonner ikke fordelagtige, så optagelserne fra det sønderbombede område på Frederiksberg blev på ministerielt niveau valgt fra. De skulle ikke fremgå af de ministerielt opbakkede og overvågede dokumentarfilm Det Gælder Din Frihed og senere De Fem Aar. Kontorchef Boas, den senere departementschef i justitsministeriet, ’udtrykte bekymring’ ved tanken om at et bredt udsnit af danskerne skulle få disse billeder at se.

Historiker Lars-Martin Sørensens afsløringer af de ministerielle drøftelser og de kampe, de førte med sig for instruktør Theodor Christensen viser med al tydelighed, at dokumentarfilmen De Fem Aars motiv ikke bare er historieformidling. Theodor Christensens motiv var at gøre befolkningen opmærksom på, at danskerne var i overordentlig dårligt selskab, da politikerne valgte samarbejdspolitikken. Det var kun takket være modstandskampen, vi endte på den rigtige side, da regnskabet blev gjort op efter krigen.

Den version ønskede centraladministrationen naturligt nok at nedtone. Allieret med besættelsestidens første primærhistoriker Jørgen Hæstrup ønskede de at formidle konsensusfortællingen. Som Information kunne fortælle tirsdag, så blev De Fem Aar i sin første version et kompromis mellem stærke personligheder, men da skoleversionen blev klippet for Statens Filmcentral i 1960, blev den alt det som Theodor Christensen ikke ønskede. Kritikken af samarbejdspolitikken var fjernet og det samme var værnemageriet. Den formidlede en enighed, der ikke eksisterede.

Hvis ikke det netop handlede om filmen De Fem Aar, kunne afsløringerne om dens tilblivelse blot være et kuriøst indblik i en tid, hvor der herskede et noget andet politisk klima. Men skoleversionen af De Fem Aar er sandsynligvis danmarkshistoriens mest sete dokumentarfilm. Helt indtil midten af 1990’erne var den en af de mest udlejede film fra Statens Filmcentral, der havde monopol på leverancen af film til undervisningsbrug i folkeskolen. De Fem Aar har været med til at forme flere generationer af danskeres opfattelse af besættelsestiden. Det kan være en del af forklaringen på, at myten om Modstandsdanmark var så sejlivet i den kollektive erindring. Selv om faghistorikere allerede fra 1970’erne begyndte at gøre op med konsensusfortællingen og forske i de mere betændte dele af besættelsen, så var det først i netop midten af 1990’erne, at denne skepsis over for modstandsmyten begyndte at vinde genhør i den brede befolkning. Afstanden til besættelsestiden var nu stor nok til, at det ikke længere var aktørerne selv, der formidlede historien med den særlige vinkel som erindringen lægger på historien.

Nuancerne nåede befolkningen gennem populærkulturen. Gennem film og dramatiske bøger som Peter Øvig Knudsens Efter drabet, for det er den slags, man husker. Man kan ikke overdrive effekten af dramatiske billeder og en spændende fortælling, så det kræver en høj grad af kontekstualisering, når man bruger den slags i undervisningssammenhæng.

I dag kan De Fem Aar stadig lånes til undervisningen i folkeskolen, men det stiller store krav til underviseren. Den er ikke brugbar til andet end undervisning i kildekritik. Man kunne for eksempel med fordel bruge historien om tilblivelsen af De Fem Aar til at diskutere brugen af udtrykket ’præcisionsbombning’ i dag. Hvordan vil man se på det om 70 år, når aktørerne er væk?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu