Leder

Det europæiske forår

Debat
1. maj 2012

Når de europæiske arbejderbevægelser forsamles i dag overalt på kontinentet, er det i en række lande ikke til den sædvanlige godmodige festdag med lune håndbajere iblandet en god kampsang og lidt politiske opråb fra venstrefløjspolitikere på podierne. I år vil stemningen mange steder være præget af en anderledes alvor.

Arbejdsløsheden i Europa er på 10,8 pct. svarende til 24,6 mio. ledige europæere. Endnu flere millioner af mennesker – især i de hårdest ramte lande Grækenland, Irland, Portugal, Spanien – har oplevet reel lønnedgang som resultat af nedskæringer i løn og pensioner. Små- og mellemstore virksomheder bukker under eller kæmper en forgæves kamp for at låne penge. Selvmordsraten er stigende.

Sjældent har den europæiske arbejderbevægelse haft så mange klagepunkter at samles om som i år, hvor det synes at være blevet klart for de fleste, at de europæiske stats- og regeringschefers hidtidige krisestyring har fejlet. Og skal man tro den internationale arbejderorganisation ILO’s netop offentliggjorte rapport, som omtales i dagens avis, så tyder alt da også på, at de europæiske befolkninger er godt og grundigt trætte af at høre på løftet om, at nedskæringer vil skabe tillid, som igen vil skabe investeringer, vækst og job.

Denne formel – der med én økonoms ord vender »konventionel makroøkonomisk tænkning på hovedet« – er i de seneste måneder blevet mere og mere udskældt, og stadig flere anerkendte organisationer og økonomer er efterhånden nået frem til samme konklusion som ILO: Forventningerne om at økonomisk stramning skulle skabe vækst »er ikke blevet mødt«. Tværtimod har politikken ført til en forværret økonomisk situation og færre job.

De eneste, der ikke synes at have ladet sig overbevise af strømmen af deprimerende statistikker om voksende arbejdsløshed, stagnerende udlån, voksende gæld som andel af BNP osv., synes at være beslutningstagerne, der stædigt holder fast i, at økonomisk stramning er den eneste vej ud af krisen.

Den stædighed kan imidlertid komme til at koste dem dyrt. Meget tyder på, at befolkningerne ikke længere giver op, bare fordi politikerne ikke ændrer politik. Især i de sydeuropæiske lande driver arbejdsløshed og regulær fattigdom demonstranterne på gaden, lige som strejker er blevet hyppigere også i lande som Tyskland og Storbritannien. Hvor der er mulighed for at udtrykke sin holdning gennem stemmeboksen, udnyttes den. I Frankrig tyder alt på, at Francois Hollandes vækstbudskab vil sikre ham nøglen til Élysée-palæet på søndag. I Grækenland viser meningsmålinger, at de to store partier kan blive halveret i søndagens valg, mens små anti-nedskæringspartier på yderfløjene vinder frem. I Storbritannien står Labour til at genvinde hundredvis af byrådsmandater ved torsdagens lokalvalg. I Holland og Rumænien er regeringerne blevet væltet på grund af sparepolitikken i de seneste uger.

Et kig rundt i Europa viser, at der i år er en bevidsthed om, at 1. maj er – eller kan blive – noget særligt. I Frankrig har landets største fagforening, CGT, brudt med traditionen og direkte opfordret sine medlemmer til at stemme Nicolas Sarkozy ud på søndag, efter at præsidenten har organiseret en modkampagne for dem, der udfører »rigtigt arbejde«. I Spanien forventer arrangørerne flere aktivister i dag end de titusinder, der protesterede over nedskæringer på sundhed og uddannelse i søndags. I Grækenland har to shippingvirksomheder meldt en 24-timers strejke i dag, og i Tyskland har IG Metall, landets magtfulde industrielle fagforening, lovet, at arbejdsnedlæggelser og demonstrationer vil blive intensiveret fra og med i dag. Occupy-bevægelsen har via sin hjemmeside opfordret til en global 1. maj-generalstrejke: »Foråret er her. Nu kommer vi,« skriver bevægelsen.

Den konklusion synes ILO også at være nået frem til:

»Befolkningerne er i stigende grad blevet nervøse over manglen på ordentlige job,« skriver organisationen og udpeger især Central- og Sydøsteuropa som områder, hvor der er forhøjet »risiko for uro«.

Meget tyder på, at denne 1. maj-manifestation frem for at slutte ved midnat, kan blive startskuddet på et Europæisk Forår - måske med Danmark som en undtagelse. Rod

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

formodentlig vil mange blandt de arbejdere som er
mere kommunistisk "indstillede", end socialdemokratiske,
tydeliggøre at: 1'ste maj næppe har nævneværdigt meget med astrologi at gøre

Morten Lynge

Kom lige med et alternativ til nedskæringer...
Ingen af landene har mere råderum i økonomien så de kan bruge flere penge...

Det er SÅ let at brokke sig, men det bliver sgu' svært når man skal komme med alternativer...

Michael Kongstad Nielsen

Alternativet er: - tag pengene fra de rige.