Leder

Flyvske idealer, men små ambitioner

Debat
11. april 2012

Det er ikke bare 30 års udviklingspolitisk lovgivning, der skal revideres, når Folketinget skal behandle regeringens nye lovforslag for udviklingspolitikken. Den stærkeste spiller på regeringens udenrigspolitiske hold skal også bestå sin ministerprøve.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har gennem årtiers engagement opbygget respekt både i udviklingsmiljøet og hos embedsmændene i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads, der ellers vånder sig under fire ministre: handelsminister Pia Olsen Dyhr, der skal hente investeringerne hjem, når de andre er færdige med at vrøvle om menneskerettigheder; Europaminister Nikolaj Wammen (S), vicevært på det europæiske politikområde, der i alt væsentligt køres af økonomiminister Margrethe Vestager (R); og den retnings-usikre udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Søvndal har øje for sin udviklingsministers kapital og har gjort det til en vane at alliere sig med ham, når regeringens foretrukne selvbillede som demokrati- og rettighedsforkæmper skal promoveres (fælles pressemeddelelser med Pia Olsen Dyhr, som skal etablere økonomiske relationer med de vigtige nye vækstlande, er endnu ikke set).

Christian Friis Bach er næstefter Margrethe Vestager den af de udenrigspolitiske ministre, der tydeligst har et ægte politisk projekt. Desværre kombinerer det en urealistisk idealistisk forestilling om udviklingsbistandens evne til at omkalfatre verden med alt for lave ambitioner for udviklingspolitikkens ret og pligt til at påvirke de øvrige politikområder.

Alene i første sætning af det nye lovforslag optræder ordet »menneskerettigheder« tre gange. I den medfølgende strategi er den »rettighedsbaserede« tilgang altdominerende, ligesom strategien stort set kun henvender sig til udviklingslandenes »svage«: de almindelige mennesker, helst kvinderne, som skal udfordre eliten (regeringer fremstilles derimod mest som antagonister, som de svage skal hjælpes til at udfordre).

De 30 menneskerettigheder, fra retten til at ytre sig frit og undgå tortur til retten til »retfærdige og gunstige arbejdsvilkår«, skal ikke alene være Danmarks basiskrav til de fattige lande; de skal også være det i samlet, sammensvejset og uprioriteret form:

»Man kan ikke kæmpe for menneskerettighederne ved kun at kæmpe for enkelte af dem,« erklærer strategien rigidt. Uden at forklare, hvordan regeringer med begrænsede midler skal indføre dette enorme kompleks af rettigheder på én gang.

På de øvrige områder, som afgør u-landenes udviklingsbetingelser, er strategien til gengæld uambitiøs. Udviklingsbistandens positive effekt overskygges i virkelighedens verden langt af øvrige globale politikområder. F.eks. Europas landbrugsstøtte eller de skattehuller, der tillader vestlige firmaer at undlade at betale skat i de afrikanske lande, hvor de f.eks. udvinder deres råstoffer. Så den globale udviklingsbistands 650 årlige milliarder kroner udlignes tifold af de 6.500 milliarder kroner, som forsvinder ud af udviklingslandene via illegal kapitalflugt.

De seneste årtiers samlede største forbedring af menneskers levevilkår har ikke fundet sted i Afrika og har ikke været båret frem af vestlige donorers idealer for de svage. Bl.a. Kina har gennem fokus på ikke bistand, men på økonomiske rammer, trukket hundredvis af millioner af mennesker op af fattigdommen.

Disse mennesker har nydt godt af politikker, der også har fokuseret på de stærkeste: politikere, virksomheder og magthavere. Som nemlig som regel ender med at afgøre fordelingen af goderne.

En udviklingspolitik, der ikke offensivt går i flæsket på og i samarbejde med eliterne og deres interesser, det være sig den hjemlige landbrugs- og virksomhedslobby eller de afrikanske regeringer, forbliver et lappeprojekt.

Hvis udviklingsministeren for alvor vil veksle sin store politiske kapital til en indsats for udvikling, bør han i næste kapitel skrue ned for idealforestillingerne om eksperimentale samfund med 30 kønne forestillinger simultant opfyldt og i stedet for alvor begynde at påvirke sine kollegers politikområder i det store hus på Asiatisk Plads.

Danmark kan ikke kræve, at hele samfund omskaber sig i menneskerettighedseklæringernes navn for vores årlige 0,7 procent i udviklingsbistand. Men vi kan med vores samlede udenrigspolitik gøre meget for en mere lige og retfærdig verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

'retten til »retfærdige og gunstige arbejdsvilkår«'

Det er vist på tide at hjælpe ulandet Danmark med mere end et par hundrede arbejdsløse.