Leder

Forfatterens forpligtelse

Debat
13. april 2012

»Ligegyldighed er katastrofal,« sagde den tyske forfatter Günter Grass for et par år siden i et interview med Information om kunst og politik. Det er læren fra nazitiden, mente han. At det særligt for kunstnere og andre intellektuelle er en forpligtelse at deltage aktivt i samfundsdebatten og udfordre de vedtagne sandheder. For Grass er den anden lære fra de mørke år i tysk historie, at krig altid skal være den absolut »sidste løsning«, som han sagde til Gerhard Schröder, da den daværende kansler i 2003 bad om nobelpristagerens syn på den forestående Irak-invasion. En invasion, som Schröder besluttede at holde Tyskland ude af.

Det må netop være de to erfaringer, der har fået Grass til at skrive det meget omtalte digt Hvad der må siges. Hans bevæggrund er ikke »neoantisemitisme«, som den franske filosof Bernard-Henri Lévy ifølge dagens Information mener. Snarere vil han som forfatter tage det på sig at gå imod den etablerede konsensus, han mener at kunne se, og advare mod den krig, der kan være på vej.

Der er al mulig grund til at kritisere det iranske præstestyre, der undertrykker landets befolkning og opfører sig notorisk truende over for Israel. Men der er også grund til at forholde sig kritisk til Israel, der truer med at udløse en uoverskuelig krig ved at bombe de iranske atomanlæg. For selv om Iran med Harvard-professor Stephen M. Walts ord »muligvis er det mest inspicerede land i Det Internationale Atomenergiagenturs historie«, har ingen kunnet bekræfte eksistensen af et aktivt iransk atomvåbenprogram. Og som blandt andre den amerikanske sikkerhedsanalytiker Fareed Zakaria har påpeget, vil præstestyret i Teheran netop blive forsynet med argumenter for at gå imod det internationale samfund og udvikle atomvåben, hvis Iran bliver bombet af Israel – der selv end ikke har tiltrådt den internationale ikkespredningsaftale og ikke tillader nogen kontrol med sine atomvåben.

I Tyskland er politikere og samfundsdebattører af indlysende årsager forsigtige med at kritisere det israelske styre. Særlig følsom er selvfølgelig en sag, der ifølge premierminister Benjamin Netanyahu handler om selve det jødiske folks overlevelse. Men forsigtigheden må ikke slå over i berøringsangst. I sit digt beskriver Grass, hvordan kritik af Israel i Tyskland rutinemæssigt affærdiges som antisemitisme, og de følelsesladede tyske reaktioner på digtet synes at bekræfte, at han slår ned på et reelt problem.

Selv har Grass imidlertid det problem, at hans udlægning af sagen ser ud til at hvile på en simpel, men alvorlig misforståelse. Nu skal man selvfølgelig være forsigtig med at fortolke et digt, som var det et debatindlæg, men det er påfaldende, at Grass omtaler et muligt angreb fra Israel, som om regeringen i Jerusalem truer med atomvåben. Han skriver, at et »første slag« fra »atommagten Israel« kan »udrydde« det iranske folk – og den tyske glose »Erstschlag« er vel at mærke den gængse betegnelse for et atomart angreb mod en modstander for at forhindre modstanderen i at slå igen.

Selv de hårdeste kritikere af den israelske regering har ikke haft fantasi til at forestille sig et sådant scenarie. Det ville være en helt igennem uforsvarlig overreaktion, og det kommer ikke til at ske. Snarere er der blandt folk med forstand på sagen enighed om, at israelske kampfly ved et eventuelt angreb vil slå til med såkaldte bunkerbrydende præcisionsbomber, som kan trænge igennem den klippe, der omgiver det iranske atomanlæg.

Grass’ insisteren på, at han som kunstner skal blande sig i samfundsdebatten, er prisværdig, men ligesom en forfatter kan være forpligtet til at råbe op, må han også være forpligtet til at forsøge at forstå. Det må være hans rolle at nuancere, ikke at forfladige; men måske har Grass’ overbevisning om, at debatten ikke må overlades til eksperter alene, forledt ham til ikke at sætte sig ind i substansen, før han skrev sit digt og sendte det til alverdens aviser. Præmissen i digtet for den skarpe kritik af Israel synes under alle omstændigheder at være forkert, og netop i lyset af emnets følsomhed er fordrejningerne af fakta i særklasse upassende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anton siger, det kommer ikke til at ske:
Indpakket palæstinensisk Gasa helt lig en koncentrationslejer.
Anton siger, det kommer ikke til at ske:
Bombet og ødelagt anlæg for 8-900 mill. i euro-tilskud fra EU til Vestbredden = Palæstina. Sidst en brønd for 60.000 euro til 80 landsbybeboere.
Anton siger, det kommer ikke til at ske:
Spred klyngebomber i et 10.000 kvmeter stort område i det sydlige Libanon. Mange børn har mistet lemmer og vil gøre mange år fremover. Svarer til en etnisk udrydning a al den i Jugoslavien.
Anton siger, det kommer ikke til at ske:
Forhindre at FN ved sit Wienerkontor kan kontrollere Israels atomvåben i ørkenområder tæt på Jordan og Ægypten. Selv såvel Iran som Nordkorea har tilladt nogen grad af kontrol.
Anton siger, det kommer ikke til at ske:
- Den jødiske mafia i USA har en helt afgørende rolle for valget af præsident.

Günter Grass digter videre.
Lørdag (26. maj) er der i Süddeutsche Zeitung et digt om Grækenland-krisen:

Europas Schande

Ein Gedicht von Günter Grass

Dem Chaos nah, weil dem Markt nicht gerecht,
bist fern Du dem Land, das die Wiege Dir lieh.

Was mit der Seele gesucht, gefunden Dir galt,
wird abgetan nun, unter Schrottwert taxiert.

Als Schuldner nackt an den Pranger gestellt, leidet ein Land, dem Dank zu schulden Dir Redensart war.

Zur Armut verurteiltes Land, dessen Reichtum
gepflegt Museen schmückt: von Dir gehütete Beute.

Die mit der Waffen Gewalt das inselgesegnete Land
heimgesucht, trugen zur Uniform Hölderlin im Tornister.

Kaum noch geduldetes Land, dessen Obristen von Dir einst als Bündnispartner geduldet wurden.

Rechtloses Land, dem der Rechthaber Macht
den Gürtel enger und enger schnallt.

Dir trotzend trägt Antigone Schwarz und landesweit
kleidet Trauer das Volk, dessen Gast Du gewesen.

Außer Landes jedoch hat dem Krösus verwandtes Gefolgealles, was gülden glänzt gehortet in Deinen Tresoren.

Sauf endlich, sauf! schreien der Kommissare Claqueure, doch zornig gibt Sokrates Dir den Becher randvoll zurück.

Verfluchen im Chor, was eigen Dir ist, werden die Götter, deren Olymp zu enteignen Dein Wille verlangt.

Geistlos verkümmern wirst Du ohne das Land,
dessen Geist Dich, Europa, erdachte.

http://www.sueddeutsche.de/kultur/gedicht-von-guenter-grass-zur-griechen...