Leder

Misforstået formodning

Når dansk udlændingelovgivning hviler på en formodning om, at et ægteskab ikke er indgået af begge parters frie vilje, hvis parret har et familiemæssigt slægtskab, bunder det i et fordansket og provinsielt kultursyn, der ikke forholder sig til verden omkring os.
Debat
11. april 2012

Kritikpunkter er der nok af, når det kommer til den såkaldte formodningsregel i dansk udlændingelovgivning, som betyder, at ægtepar, der er familiemæssigt beslægtede og søger om familiesammenføring i Danmark, pr. definition får afslag fra de danske myndigheder.

Som Information den seneste tid har afdækket, tolker myndighederne formodningsreglen alt for restriktivt, da det store flertal af de afslag, der efterfølgende bliver behandlet af domstolene, bliver direkte omstødt. Derudover er det ifølge advokater så godt som umuligt for ægtepar at modbevise formodningen om tvangsægteskab – hvilket sagen om Jamal Nasir og Hassina Mahbobi, som Information har beskrevet, vidner om.

Myndighedernes rigide tolkning af formodningsreglen er imidlertid ikke det vigtigste kritikpunkt. Det er derimod reglen i sig selv. Når dansk udlændingelovgivning hviler på en formodning om, at et ægteskab ikke er indgået af begge parters frie vilje, hvis parret har et familiemæssigt slægtskab, bunder det i et fordansket og provinsielt kultursyn, der ikke forholder sig til verden omkring os.

Som Mellemøstekspert Helle Lykke Nielsen har slået fast, er det i mange arabiske og mellemøstlige lande nærmere reglen end undtagelsen, at ægtefæller finder hinanden gennem den udvidede familie, og der er altså ingen direkte sammenhæng mellem tvang og familiære relationer. Det forklarer også, hvorfor ingen andre europæiske lande har en lignende regel.

Tvangsægteskaber er forfærdelige og skal selvsagt bekæmpes. Her er dansk lovgivning allerede blandt de skrappeste. Formodningsreglen hjælper dog ingenlunde til den reelle bekæmpelse, og selv uden en formodningsregel vil danske myndigheder kunne afslå anmodning om familiesammenføring, også mellem fætter og kusine, hvis man har begrundet mistanke om, at parret ikke er sammen af fri vilje. Den erkendelse spreder sig forhåbentlig snart fra Enh., R og SF til justitsminister Bødskov (S).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mon ikke det forholder sig sådan, at man tilbage i 2003 NETOP var klar over, at det i mange arabiske og mellemøstlige lande nærmere er reglen end undtagelsen, at ægtefæller finder hinanden gennem den udvidede familie? Og at man derfor så formodningsreglen som et velegnet værktøj til at nedbringe antallet af familiesammenføringer fra netop disse lande uden at ramme ansøgere fra andre lande?

Overskriften "misforstået formodning" indikerer, at politikerne dengang ikke vidste, hvad de gjorde. Men så dumme ser jeg ingen grund til at antage, at de var og er. Så den rigtige overskrift er formentlig snarere: "Løgnagtig markedsføring af redskab til konventionsstridig og dermed ulovlig diskrimination".