Leder

Problematiske tal

Det er konsulentfilmene, der gør udlandet opmærksom på dansk film, ikke 60/40-filmene, og selv om det da er interessant at få sat tal på dansk film, skal man passe på, hvad man bruger de tal til
Debat
2. april 2012

Det danske filmstøttesystem er stadig verdens bedste. Så godt er systemet, at man i både Norge og Sverige efterligner det. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det ikke indimellem skal ses efter i sømmene.

Så det har brancheorganisationen Danske Biografer (DB) gjort i en undersøgelse af forholdet mellem filmstøtte og billetsalg gennem de seneste 10 år. DB, en meget ivrig – nogle ville sige aggressiv – deltager i debatten om dansk films fremtid, har før angrebet filmbranchen for at lave for mange film, der ingen billetter sælger, og samtidig kræve, at de film får plads i biograferne.

Baggrunden for den nye undersøgelse er en udtalelse fra 2010, hvor den daværende formand for Det Danske Filminstituts bestyrelse sagde, at filmstøttens succes skal måles i antal solgte billetter, hvad enten det drejer sig om 60/40-film eller konsulentfilm. Og konklusionen er klar: For mange film produceret under især konsulentordningen har fået en alt for høj gennemsnitlig støtte pr. solgt billet. DB går endda så langt som til at navngive bl.a. de mindst succesfulde instruktører og de mest gavmilde konsulenter i et løbende kommentarspor til undersøgelsen, der mest af alt ligner et negativt ladet partsindlæg i en allerede ophedet, polariseret debat.

DB, ved formand Kim Pedersen, kommer slet ikke ind på forskellen mellem 60/40-ordningen, der er en kommerciel ordning, hvor støttede film skal sælge mange billetter, og konsulentordningen, der støtter kunstneriske film, som ikke nødvendigvis – uagtet hvad en bestyrelsesformand måtte mene – skal tjene penge, men udfordre publikum og udvikle filmsproget.

Det er konsulentfilmene, der gør udlandet opmærksom på dansk film, ikke 60/40-filmene, og selv om det da er interessant at få sat tal på dansk film, skal man passe på, hvad man bruger de tal til. CMC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Blaabjerg

For at sige det rent ud, så taler jeg lidt som den blinde om farverne i den her forbindelse, for jeg ser meget få danske film i biograferne og kun som absolut tidsfordriv i TV. Problemet er, at illusionen simpelt hen bliver væk, når man ser de de kende skuespilleres ansigter og mere eller mindre velkendte spillestil, og de mest bragende special effects og actionstunts kan i længden ikke andet end kede, når man har set dem gentaget den første snes gange.

Spørgsmålet er måske, om man ikke med fordel kan/bør se filmmediet (bortset fra banale underholdningsfilm forstås) på en helt anden måde, end man har været vant til fra den gang, man ikke blev så bombarderet med filmiske medieindtryk, som tilfældet er i dag.

Jeg tror, man - ved siden af det dokumentariske, der afgjort har sin berettigelse, bør satse langt mere på det bevidst skæve, vittigt stiliserede, klovneagtige, overdrevne og manierede.

Hvis man igen kan komme til at grine græde ved at gå ibiografen som dengang man sjælede med filmdivaerne og filmheltene, rasede over de onde banditter og skoggerlo ved Chaplins og Marx Bro's gøren grin med autoriteter og andet godtfolk, så kan der måske igen blive noget ved at komme i biografen.

Monggard skyder budbringeren

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Med reference til Informations leder 1. april 2012 af Christian Monggaard, med overskriften ”Problematiske tal”, på baggrund af en undersøgelse af Brancheforeningen Danske Biografer (DB), skal foreningen knytte følgende kommentarer.

Det må først og fremmest fastslås, at det jo ikke biograferne, der har udtalt filmstøttens succes skal måles i antal solgte billetter, hvad enten det drejer sig om 60/40-film eller konsulentfilm. Det er DFI’s daværende bestyrelsesformand, der har udtalt disse ord på et bestyrelsesmøde i DFI, med reference til det seneste filmforlig. Det vil nok være naivt at tro, udtalelsen blot er udtryk for hans personlige holdning. Men i stedet for journalistisk at undersøge baggrunden for udtalelsen og denne øjensynlige markante kursændring i DFI, angriber Monggaard undersøgelsen. Det er korrekt, at DB’s undersøgelse ikke kommer ind på forskellen mellem de to ordninger, dette skyldes at undersøgelsens præmis alene er udtalelsen fra DFI’s daværende bestyrelsesformand, hvad der jo også tydeligt angives i undersøgelsen.

At Monggard angiver undersøgelsen skulle konkludere noget som helst, er ligeledes en misforståelse. Undersøgelsen lader det op til læseren at konkludere. Hvad Monggaard konkludere ud af den meget gennemarbejdede undersøgelse, må stå for lederskribentens egen regning. Det skal dog fastslås DB er ikke enig i konklusionen.

Det er korrekt DB navngiver de instruktører, som har haft mindst succes og ligeledes de filmkonsulenter som har været mest rundhåndede. Hvad der dog ikke nævnes i lederen er, at DB så sandelig også nævner de instruktører, som har haft mest succes og da så sandelig også samtlige filmkonsulenter. Der skal være ligevægt i tingene. En skam der i lederen ikke findes anledning til at viderebringe denne ligevægt til Informations læsere.

Det er ikke korrekt, når det fremhæves at DB har angrebet filmbranchen for at lave for mange film, der ingen billetter sælger, og samtidig kræve, at de film får plads i biograferne.

Det er beklageligt Monggaard ikke sætter sig ordentlig ind i DB’s forslag, inden han føler anledning til anfægtelser.

Hvad DB har foreslået er følgende, på baggrund af flere filminstruktørers ønske om at nedbringe biografvinduets længde på de små danske film - som dog vil komme til at skade samtlige films indspilningsmuligheder i biograferne, iflg. undersøgelser – er, at man på de mindste danske film bør hoppe både biograf-, VoD, og DVD-vinduet over, og udsende disse film direkte på free-TV. På den måde imødekommes filminstruktørernes ønske om at møde deres publikum hurtigst muligt, for hvis en film flopper i biograferne, er der heller ingen der vil betale for at se den på VoD og DVD. Derudover undgås det også at kaste gode penge efter dårlige, idet disse film ikke engang kan spille deres markedsføringsudgifter hjem til lancering i biograferne og på VoD/DVD. Det er faktum og samtidig baggrunden for DB’s forslag.

Undersøgelsen kan læses i sin helhed på www.danske-biografer.dk under ”Fra Formandens Bord”.

Tine Sørensen

Sjovt nok lykkes det for en del biografer rundt om i landet, at etablere sig som kunst-biografer. Måske kunne biografejere lære lidt af hinanden?
Selvfølgelig blir det et problem, hvis filminteressen begrænser sig til billetsalget. Det er det samme problem for hele erhvervslivet. - Hvis næringsindholdet er for lavt og oversælges, - så giver det bagslaw....