Tæppehandlernes tragedie

Som det fremgik – og vil fremgå de næste dage – i journalist Tobias Havmands reportager fra Syrien, hvor han følger FSA, den Frie Syriske Armé, er de 23 mio. syrere fanget i en brutal borgerkrig. Den er ikke formelt erklæret, hverken af Bashar al-Assad, der har valgt at kalde sin militære modpart for »væbnede bander« – altså slet og ret kriminelle eller af oppositionen, der kalder angreb på regimets styrker for »beskyttelse af civile« – og altså hævder, at der er tale om en form for selvforsvar.

Men en borgerkrig er det, som Theodore Kattouf, tidligere amerikansk ambassadør i Damaskus, forleden sagde til al-Jazeera. Og, som det er sædvane i Mellemøsten, er det også en stedfortræderkrig. De væbnede bander – ud over FSA har jihad-krigere og lokale grupper stadig kontrol over lommer i byerne Homs og Hama, i Damaskus’ forstæder og i områderne langs de libanesiske og tyrkiske grænser. De har støtte af et løst netværk af 70 stater, kaldet Syriens Venner, hvor Danmark er med, men reelt er de bevæbnet og finansieret af den såkaldte FUKUS-akse (Frankrig, UK (briterne), USA og Saudi-Arabien) med Qatar og Tyrkiet på såvel bagsmæk som buk.

Over for dette opbud blegner regimets opbakning: Rusland, Iran og Hizbollah, det libanesiske shia-parti med egen milits, og på bagsmækken Kina og Irak. Alligevel har Bashar nu overtaget i kraft af russiske våbenleverancer, en åben grænse til Irak og dermed fri passage for iranske eksperter, energi, finanser og materiel, der gør vestlige sanktioner, senest EU’s forbud mod eksport af luksusvarer, til en joke. Desuden er FUKUS-aksens tøven med at bevæbne oppositionen med isenkram, der kan gøre en forskel over for regimets kampvogne, helikoptere og artilleri, årsag til, at Bashar og hustruen, Asma, for tiden kan sove roligt.

Det hedder sig i de vestlige medier, at de småt bevæbnede oprørere står over for ’en professionel hær’. Det er en myte. De står over for 17 sikkerhedstjenester, der har ryggen mod muren, og præsidentklanens alawit-milits, hvis krigsforbrydelser nu gengældes af oprørerne, hvilket har fået Human Rights Watch til at reagere med deraf følgende tab af legitimitet.

Bortset fra elite-enhederne, kommanderet af præsidentens bror, Maher al-Assad, har hæren generelt lav moral og lemfældig uddannelse. Unge mænd ved muffen køber sig fri hos deres overordnede eller lønner en stedfortræder for at aftjene værnepligten, og oprørernes arsenal er i vidt omfang erhvervet fra hæren. Ved et regimekontrolsted nær Idlib havde FSA-militante således aftalt med en lokal hærkommandant, at hans deling affyrede 200 skud op i luften, men at han rapporterede 2.000 skud affyret. Den overskydende ammunition blev solgt til oprørerne. Syrere er tæppehandlere af natur.

At FUKUS-aksen er veget tilbage fra (officiel) bevæbning af den syriske opposition hænger sammen med den erkendelse: Man ved ikke, hvilken tæppehandler der tager over. Derfor gør man alt for at få Rusland og Kina med til en FN-resolution, der kan sanktionere intervention. Kofi Annans fredsplan, der har vist sig ikke at virke, er et led i denne strategi med henblik på at tvinge Bashar al-Assad væk. Men usikkerhed om regimets faktiske opbakning er også en faktor – det er således iøjnefaldende, at desertørerne er sunnier og generelt officerer af lavere rang og menige, der kan være blevet fristet af Qatars løfte om dusør på 1.000 dollar månedligt, hvis de tager benene på nakken. Hvad Bashar har undgået er mærkbart frafald i hans inderkreds og blandt regimets sunnitiske og religiøse støtter. De skal ingen steder, da den delte opposition foreløbig ikke har fundet en person, der kan samle og forene modsætningerne. Den nuværende oppositionsleder, Burhan Ghalioun, er ikke løsningen. For nylig blev hans e-mailboks lækket af regimets hackere. Af e-mails fra november sidste år fremgår det, at SNR ikke ville imødekomme kurdernes krav om anerkendelse på lige fod med syriske arabere. Så kurderne meldte sig ud, selv om kurdisk støtte til oprøret ifølge alle eksperter er afgørende for fjernelsen af al-Assad. Nationalrådets forhold til FSA-chefen, oberst Riad al-Asa’ad, er heller ikke perfekt. I Ghaliouns mailboks kaldes den frafaldne oberst »fjern og arrogant«. Den syriske eksilopposition ligner i stigende grad de irakiske ’Rolex-revolutionære’ af typen Ahmed Chalabi, der lokkede George W. Bush til at begå USA’s største og mest forbryderiske udenrigspolitiske bommert siden Vietnam-krigen. Taberne i denne tragedie er de civile, der betaler den højeste pris.