Læsetid 3 min.

Tak for det

27. april 2012

»De kan smide ham i fængsel i 100 år, uden at det vil gøre nogen forskel. Jeg mangler stadig mad til min familie«.
Forfana, som fik begge sine ben hugget af Sierra Leones oprørshær, RUF

En af Afrikas værste krigsforbrydere fik i går sin bekomst. Den 64-årige liberiske prædikant, krigsherre og senere præsident Charles Taylor blev af FN’s Særlige Domstol for Sierra Leone fundet skyldig i at have støttet og bistået Sierra Leones berygtede oprørsbevægelse Revolutionary United Front (RUF), der i 1990’erne begik utallige grufulde krigsforbrydelser; fra massemord til massevoldtægt, slavearbejde, sexslaveri, plyndring og nedbrænding af landsbyer.

Til militsens speciale hørte bl.a. afhugning af hænder og fødder, spidning af hoveder, spredning af tarme – ofte ved hjælp af dopede børnesoldater.

Charles Taylor blev kendt skyldig i finansiering, rekruttering og rådgivning af den berygtede oprørshær, men domstolen fandt det ikke bevist, at han havde været personligt involveret eller beordret nogen af de i alt 11 typer af krigsforbrydelser, han var anklaget for.

Dommen over den tidligere præsident er en milepæl for international retfærdighed. Det er nemlig første gang, det er lykkedes en international krigsforbryderdomstol at få et statsoverhoved dømt, og dét alene er et udtryk for et afgørende ideal for international ret: At ingen bør være så magtfuld, at han er hævet over loven.

Hvad nytter det så, at en af de øverst ansvarlige for krigsforbrydelser begået for mere end 20 år siden bliver dømt, spørger nogle oven på gårsdagens dom. Virker dommen afskrækkende over for andre statsledere med krigsforbrydelser på samvittigheden? Afholder den Sudans præsident, Omar al-Bashir, fra at starte en ny brutal krig mod Sydsudan? Afholder Syriens præsident, Bashar al-Assad, sig fra at massakrere flere civile i Homs?

Nytten af de utroligt langsommelige og dyre krigsforbrydersager har været en fortløbende diskussion, siden de første internationale tribunaler blev nedsat i 1990’erne, og ikke mindst da håndhævelsen af den internationale retsorden blev gjort permanent med etableringen af Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag i 2002.

I første ombæring vil dommen over Charles Taylor næppe få megen effekt på begivenhederne i Sudan eller Syrien. Men på længere sigt må man håbe, at respekten for den internationale retfærdighed vil brede sig. Foreløbig har 121 lande tilsluttet sig ICC, mens 75 lande fortsat afviser at anerkende domstolens gyldighed.

Med cirka 20 år på bagen og et stærkt begrænset antal domme er international retfærdighed stadig et relativt nyt fænomen, hvis langsigtede effekt er svær at bedømme.

Under alle omstændigheder er alternativet ikke til at bære. Krigsforbryderdomstolene beskæftiger sig udelukkende med folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det er de værste forbrydelser, man kan begå, og det er ugerninger, et moderne og civiliseret internationalt samfund ikke kan lade gå ustraffet hen.

For ofrene er retsforfølgelsen af krigsforbrydere som Charles Taylor smerteligt langsommelig og utilstrækkelig. Rwanda-domstolen har afsluttet 46 sager mod ansvarlige for et folkemord, der kostede en halv million mennesker livet (Rwandas egne domstole har derudover gennemført sager mod mindre aktører i folkemordet), mens Jugoslavien-tribunalet har afsluttet 126 sager. ICC afsagde i marts sin første dom, over den congolesiske krigsherre Thomas Luabanga Dyilo, og har aktuelt 15 verserende sager.

Der er god plads til forbedring. Først og fremmest må sagsbehandlingen speedes op, og det er der ifølge eksperterne masser af mulighed for, hvis den politiske vilje var til stede.

Desuden burde 75 staters manglende anerkendelse af ICC sættes på dagsordenen, også når Danmark beslutter, hvilke lande der er værdige til u-landsbistand, handelssamarbejde og diplomatiske forbindelser.

Og så burde ICC gøres fuldstændig uafhængig af FN’s Sikkerhedsråd, der i dag skal godkende alle krigsforbrydersager, der vedrører lande, som ikke anerkender ICC. Til dem hører Syrien, hvis præsident burde være den næste, som Krigsforbryderdomstolen i Haag tager under ’kærlig’ behandling.

Desværre er det et skridt, som Kina og Rusland formentlig vil gøre alt for at blokere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Det kommer vel til at tage en menneskealder før vi har en levende chance for at nå frem til de rigtig store fisk, som fx. USA.

"As of April 2012, 121 states[8] are states parties to the Statute of the Court, including all of South America, nearly all of Europe and roughly half the countries in Africa.[9] The Statute will enter into force for its 121st state party, Guatemala, on 1 July 2012.[9] A further 32 countries[8], including Russia, have signed but not ratified the Rome Statute[9]; one of them, Côte d'Ivoire, has accepted the Court's jurisdiction.[10] The law of treaties obliges these states to refrain from “acts which would defeat the object and purpose” of the treaty.[11] Three of these states—Israel, Sudan and the United States—have "unsigned" the Rome Statute, indicating that they no longer intend to become states parties and, as such, they have no legal obligations arising from their former representatives' signature of the Statute.[9][12] 41 United Nations member states[8] have neither signed nor ratified or acceded to the Rome Statute; some of them, including China and India, are critical of the Court.[13][14] The Palestinian National Authority, which neither is nor represents a United Nations member state, has formally accepted the jurisdiction of the Court.[15] On 3 April 2012, the ICC Prosecutor declared himself unable to determine that Palestine is a "state" for the purposes of the Rome Statute." (min understregning, de firkantede parenteser er noter som kan læses på Wiki)
http://en.wikipedia.org/wiki/International_Criminal_Court#States_parties

Brugerbillede for Anonym

Tak til FN’s Særlige Domstol for Sierra Leone for arbejdet med den vigtige dom og tak til FN for at være den eneste, omend mangelfulde, instans der kan hindre at Vesten, Lotte Kaare Folksholm og Charlotte Aagard udløser et ragnerok af hegemonistiske krige.

Fantastisk duo Lotte Kaare Folksholm og Charlotte Aagard.
Hvis i har andre beviser for at Bashar al-Assad har begået 'folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden' end tøjhandleren fra London 'Syrian Observatory for Human Rights' og lederen af Faoruk Brigaden, Abu Mohammed, der nævnes som leder i bøddelen Husseins beretninger om tortur og standretter i Homs der ikke lader Taylor meget tilbage, så syntes jeg I skal grave de beviser frem.
Imens kan i læse Spiegels interview med Hussein og overveje om ikke her var et kommende vidne mod millits lederene i Syrien.

"Since last summer, we have executed slightly fewer than 150 men, which represents about 20 percent of our prisoners," says Abu Rami
http://www.spiegel.de/international/world/0,1518,824603,00.html

Brugerbillede for Hanne Cetkin

Hvad skulle vi dog gøre uden NATO, Lotte Folke Kaarsholm og Charlotte Aagaard til at sikre retfærdighed og ordentlighed på denne jord?

Brugerbillede for Karsten Aaen

Og?

USA's Præsident sagde dette: When the President does it, it is not illegal i et interview med David Frost om hvorfor han dog foretog ulovlige aflytninger i 1970erne.

30 år efter gjorde en vis Præsident Bush II (den anden) det samme - bare i langt større målestok og med næsten samme begrundelse.

og både Clinton, Bush I og Bush II samt Obama har gjorty præcist det samme som Charles Taylor.

Og hvor er beviserne for at Syriens Præsident beordrer det artiklen skriver om i Homs i Syrien? Eller ved artiklens forfatter mon noget, vi ikke ved. Det sidste der kom ud fra Homs var at kristne og andre som ikke var muslimer skulle betale en særlig skat for at bo i Homs. Sådan er oprørerne nemlig også - noget vi alt for ofte overser i dette land.

Brugerbillede for Lis K. H. Montes
Lis K. H. Montes

Da jeg første gang boede i Liberia i 86/87 var der fred om end fare.Få år senere skød drenge på 9-10 år deres mor og far og voldtog deres søstre - høje på stoffer. De halshuggede hoveder fra hele landsbyer blev sat på spyd og stod langs vejene.

Senere Sierra Leone - samme måde, samme sag. Taylors dom gør en forskel..selvom, det som artiklen linket er til siger: Ikke er "half the story".

http://allafrica.com/stories/201204261405.html

Brugerbillede for Jørn Stjerneklar
Jørn Stjerneklar

Kære fr. Kaarsholm og fr. Aagaard

En million mennesker plus blev slået ihjel under folkedrabet i Rwanda. Fanden til forskel fra det tal I skriver.
Iøvrigt forstår jeg ikke, at mange læsere har så svært ved at se lyset i, at Taylor er blevet dømt. Det er da vejen frem at få svinene stillet for kompetente dommere, eller har I en bedre løsning derude?

Brugerbillede for Michael Asmussen
Michael Asmussen

"Journalisternes" rigtige ærinde er tydeligvis hetz mod Syrien, Kina og Rusland. Det skulle lige smugles ind ad bagdøren sidst i artiklen.

Brugerbillede for Michael Asmussen
Michael Asmussen

"et afgørende ideal for international ret: At ingen bør være så magtfuld, at han er hævet over loven"
Heller ikke Bush?Blair? Obama? Fogh?Sarkozy?

Brugerbillede for Bob Jensen

Det kan også være et udtryk for, at nu om stunder er statsoverhoveder ikke særlig vigtige længere. Nationalstater som regeringsform er ved at blive afløst af bankvælde som regeringsform, så selv om det uden tvivl er en god ting at få ham dømt, kan ramifikationerne for civilisationen som helhed være begrænsede. Da nationalstater var suveræne var statsoverhoveder også i en klasse for sig selv, som f.eks pinochet, man behandlede ham som en statsmand, man gav statsoverhovedet som gruppe en urørlighed, der generelt kun blev antastet efter væsentlige krige, af sejerherrerne.
Bankerne er de nye ikke-nationalstatlige overhoveder, og denne retssag er blot en bekvem fodnote i bevægelsen mod mindre vægt på nationalstaten, ikke nogen egentlig sejr for civilisationen.