Udkig efter europæisk forår

Leder

Erfaren mand er som bekendt god at gæste, og hvis man skal tro weekendens danske overskrifter, så har Danmark gjort det igen: Fået de andre EU-lande til at forstå, hvordan fremtidens bankkriser skal løses. Danmark som foregangsland med erfaringer fra Amager til Roskilde, så regningen for de uansvarlige spekulationer ikke fedtes af på skatteborgerne, men overlades til bankerne. Det er selvfølgelig underforstået, men usagt, at bankerne fortsat fedter regningen af på kunderne på en så begavet og talentfuld måde, at bankdirektørerne igen kan forklare sig selv, at de fortjener en højere løn, mens alle andre holder igen.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) sagde i forbindelse med EU-landenes økonomi- og finansministermøde på Amager, at der i de andre lande var lydhørhed over for de danske erfaringer med de fem bankpakker. »Danmark har høstet flere erfaringer med bankkrak end de fleste andre EU-lande,« som Ritzaus Bureau så nationalbegejstret formulerede det. Nu kan de bare lære det af os, kan de, og således kan den nationale selvforståelse overleve en komsammen i Danmark, hvor Danmark ingen rolle spillede, da det virkelig gjaldt.

Flertallet af EU-landene var kommet til Danmark for at lægge sidste hånd på den såkaldte brandmur, der skal indkapsle de enkelte euro-lande, som har kurs mod den økonomiske afgrund.

De 17 lande i samarbejdet om fællesmønten euroen var naturligvis nødt til at sige, at det lykkedes, og det gjorde det nok også. Beløbet i redningsfonden er uforståeligt stort, uforståligheden afspejles af, at man ikke er helt enige om, hvorvidt der nu er 800 eller 1.000 milliarder euro i lånekassen. Det vigtige er, at der er flere end før og større vilje til både at sætte fart på indbetalingerne og styrke evnen til hurtige udbetalinger, hvis det gælder.

Det åbne spørgsmål er stadig, om alle lande med problemer nu har sagt sandheden eller sminket deres lig i lasten. Og så er der de individuelle spillere, de grådige, som også kaldes markedet, der nu vil gøre op med sig selv, om den største gevinst ligger i at erkende brandmurens tykkelse eller skamløst gå til spekulative angreb på svage lande i farezonen.

Allerede fredag eftermiddag var de første kommentatorer i tvivl. Seniorøkonomen i Commerzbank i Frankfurt sagde, at man nu var i stand til at holde både Italien og Spanien oven vande de kommende tre år, og det var hele formålet. Økonomen Carsten Brzeski fra ING-banken i Bruxelles sagde ifølge BBC, at der var tale om et klassisk europæisk kompromis, nemlig så langt som Tyskland var villig til at gå og så lidt, som de andre lande kunne leve med. Jo, en tykkere mur med flere tyske penge i kassen kunne selvfølgelig have sendt et stærkere signal om en ubrydelig europæisk solidaritet, hvis nogen ellers ville være bekendt at være i tvivl. Frankrigs tidligere finansminister Christine Lagarde, nu chef for Den Internationale Valutafond, er blandt de tilfredse. Gældskrisen i Europa giver de økonomiske eksperter en vis ret til at råbe fra sidelinjen, mens tvivlen griber almindelige mennesker. Det afgørende er dog politisk vilje, mod og lederskab.

Tysklands kristelig-demokratiske kansler Angela Merkel har været toneangivende for både tempo og indhold. Hun har foreløbig presset både det borgerlige og det socialdemokratiske Tyskland til at være med lidt længere, end de egentlig havde forestillet sig, hun har taget ansvar for andre lande i eurozonen og har taget så meget ansvar i andre lande, at Grækenland og Italien kan overleve krisen, hvis de vil.

Yderligtgående nationalistiske kræfter, især i Grækenland, ser ud til at kunne profitere af forløbet ved kommende valg. Både ude og hjemme har europæeren Merkel mærket, at hun er ved grænsen for det muliges politik. Den forståelige sociale uro lurer lige om hjørnet, hvis man vil nedskære sig videre frem i stedet for at fremme den vækst, gerne grønne vækst, der skal bekæmpe arbejdsløsheden. Går det godt, gavner det alle lande i Europa, også de lande, der som Danmark ikke betaler til redningskransen. Går det galt, kan man næppe glæde sig over fribilletten. Så nu gælder det om at kigge efter foråret og gribe efter optimismen. P.S.