Leder

Arabiske stemmer

10. maj 2012

I DAG har små 22 mio. vælgere i Algeriet ret til at stemme på 44 partier ved det hidtil mest åbne parlamentsvalg i den gas- og olierige nordafrikanske republik. Halvdelen af de 44 partier er nyligt dannede, efter præsident Abdelaziz Bouteflika ’gav agt på stormens brag’ i nabolandene, Tunesien og Libyen og rebede sine autokratiske sejl.

Det betyder ikke, at Bouteflika og hans designede premierminister, Ahmed Ouyahia, pludselig er blevet fuldblodsdemokrater. Algeriet er også efter valget i dag styret af en snæver elite af generaler og politikere med rod i FNL, den befrielsesbevægelse, der opnåede uafhængighed fra Frankrig for 50 år siden. Bouteflika har lovet, at det nye parlament får indflydelse på en kommende ny forfatning.

Vi får se. For også Algeriets islamister vil få et godt valg, som i Tunesien, Marokko og Egypten – og snart i Libyen. Islamisternes ’grønne alliance’ står til mellem 15 og 20 pct., men andre partier – det førende arbejderparti, ledet af den modige Louisa Hanoune, og det regerende nationaldemokratiske parti, en aflægger af FNL – har klare islamiske inklinationer.

Den arabiske nationalisme har længe været på retur som arabisk samlingspunkt siden Gamal Abdel Nasser, men først nu har politisk islam formel, parlamentarisk indflydelse i de samfund, de har domineret mentalt som undergrundsbevægelser. De nationalistiske diktaturer og fundamentalistiske oliemonarkier har overlevet udover deres udløbsdato med militær og økonomisk støtte – primært fra Vesten, men også sovjetisk, da det var aktuelt. Bizarre personager forsøgte sig som arvinger til Nassers dødsbo: Gaddafi med storhedsvanvid, gorillaen Saddam Hussein, den kølige morder, Hafez al-Assad, den inkompetente Yasser Arafat. De holdt regelmæssige valg, og fik 98-99 pct. af stemmerne. Det så ikke bedre ud i de lande, hvor lederne afstod fra at iføre sig den panarabiske fjerdragt. Mubarak i Egypten, Ali Abdullah Saleh i Yemen og Ben Ali i Tunesien lod sig genvælge med mere beskedne procenter – sådan omkring de 85-90.

Det bal er endegyldigt forbi med de arabiske revolter. De despoter, der ikke vejrede den nye morgenluft, faldt fra eller falder snart. Andre, som Bouteflika, Marokkos kong Muhammed VI og Jordans kong Abdullah II, gjorde delvise demokratiske indrømmelser, fulgt op af almisser og reformer, der kan tage de værste stød fra den globale økonomiske krise, som er revolternes egentlige afsæt. Satellit-tv, sociale medier og store ungdomsårgange er andre årsager. Selv om al-Jazeera fortsat er forbudt i Algeriet, bliver kanalen set. Også i Syrien, det sidste arabiske fuldblodsdiktatur (hvis vi ser bort fra Sudan og de frønnede monarkier på Den Arabiske Halvø).

Syrien afviklede parlamentsvalg i mandags med en nyslået pluralistisk forfatning, der har sløjfet Baath-partiets rolle som eneste ’ledende parti’ – i hvert fald på papiret. For den nye forfatning er ikke så ny, så det gør noget, men en sminkning af den gamle fra 1972. Partier, stiftet på religiøst og etnisk grundlag, er fortsat forbudt, hvilket udelukker de syriske islamister, de syriske kurdere og for den sags skyld de syriske kristne, som udgør 10 pct. af befolkningen. En valgkommission, udpeget af styret, skal godkende alle partier og kandidater. De statsdirigerede syriske medier – der er ikke andre – angiver stemmeprocenten til omkring de 60 med en »rolig stemning« på valgstederne, trods oppositionens boykot og »sporadisk vold«, som det udtrykkes. Libanesiske medier, der har fået adgang til landet, melder om vælgerfatalisme, der ikke adskiller sig fra étpartisystemet.

Alligevel markerer også det syriske valg alt andet lige en indrømmelse. Syrien er et land i borgerkrig, det syriske pund er faldet 45 pct. i værdi, i går blev 15 personer dræbt af sikkerhedsstyrker ifølge oppositionsaktivister, tre arbejdere blev dræbt af ’terrorister’, som regimet kalder den væbnede modstand og Kofi Annans fredsplan ligger i ruiner, selv om han hævder det modsatte, og landet er delt med en halvdel for og en halvdel imod al-Assads styre.

Ikke desto mindre går det fremad – de arabiske vælgere har nu egne stemmer, og som de kaotiske tilstande i Egypten, Yemen og Tunesien har vist, så kan de folkelige krav om medbestemmelse ikke ignoreres. På sigt vil der komme en slags orden ud af kaos. At denne orden i første omgang bliver islamisk får være. Måske er den ønskelig – så kan de lære det! For en arabisk tilbagevenden til diktaturer, de være sig religiøse eller nationale, er ikke længere mulig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"For en arabisk tilbagevenden til diktaturer, de være sig religiøse eller nationale, er ikke længere mulig"

Jeg ville i den grad ønske, at du havde ret; men en tvivl lille gnaver. Hvordan vil du forklare, at det er muligt at opretholde familiediktaturet i Saudi Arabien og Bahrein eller præstestyret i Iran.

Torben K L Jensen

Man kommer meget langt med penge og religion.Det
er først når man bliver sulten og arbejdsløs der sker noget.