Leder

Danmarks forhærdede forfatning

24. maj 2012

Tænk dog: Norge har netop vedtaget en ny grundlov. Den ændrer statskirkens stilling. Fromme modstandere har kaldt ændringen for »afkristning af Norge« og »Satans værk«.

Og det er da muligt. Ændringen betyder nemlig, at den norske kirke får nogenlunde samme stilling som den danske folkekirke. Den rykker lidt længere væk fra statsapparatet, end den hidtil har befundet sig. I stedet for at kalde den evangelisk-lutherske tro for landets religion, udtrykker Norges forfatning nu, at statens værdigrundlag »fortsat skal være vor kristne og humanistiske arv«.

Det lyder da pænt. Hvorfor står der ikke sådan noget i Danmarks grundlov? I dag står intet om humanisme, men derimod: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.«

Det kan vi da bare skrive om, ikke sandt? Næeh.

Det er et helvedes hyr at ændre den danske grundlov. I Norge er det nemt. Dér kræver grundlovsændringer, at to tredjedele af Stortingets 169 medlemmer før og efter et valg stemmer for forslaget. Den netop vedtagne ændring var anden afstemning, og kun tre stemte imod.

Herhjemme var det – oprindeligt – endnu nemmere. Ifølge de danske forfatninger fra 1849 og 1866 var det nok, at et lovgiverflertal før og efter et valg stemte for et ændringsforslag.

Men så gik der ræv i den danske grundlov. Ræven hed I.C. Christensen og var for 100 år siden Venstres leder. Han forudså, at udviklingen i Danmark ville betyde færre bønder, og at Venstre dermed mistede magt. Derfor ville I.C. Christensen sætte grænser for, hvor langt Socialdemokrater og Radikale Venstre kunne ændre samfundsordenen. En chance bød sig for ham, da partierne op mod 1915 forhandlede om en grundlovsændring, der gav stemmeret til kvinder, fattigfolk og tyende.

Partiet Venstre betingede sig, at det ved fremtidige grundlovsændringer ikke var nok med to gange vedtagelse i den lovgivende forsamling. Forslaget skulle også vedtages ved en efterfølgende folkeafstemning, hvor der krævedes et ja-flertal på mindst 45 procent af alle stemmeberettigede.

Stejlt krav, at 45 procent af alle vælgere skal stemme ja til noget. Danmark holdt i 1920 folkeafstemning om at få Sønderjylland tilbage, sådan som sønderjyderne havde ønsket ved deres egen folkeafstemning efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig. Den danske afstemning var tæt på skandale. Ja-flertallet sneg sig kun op på på 2,5 procentpoint over de nu krævede 45.

I 1939 ramte I.C. Christensens boomerang S og R, da de – med tilslutning fra Konservative – ville ændre grundloven, så Landstinget blev afskaffet. Forslaget faldt. Det fik kun 44,5 procent.

Skrækken fra 1939 fik Socialdemokraterne og – især – Radikale Venstre til at række ud efter både V og K ved grundlovsændringer. Fra 1950 lod de radikale en VK-regering ledet af Venstres Erik Eriksen gennemføre en grundlovsændring, der afskaffede Landstinget. For at sikre, at 1953-forslaget krøb over de 45 procent ja-stemmer, indsvor regeringen kommunisterne – og koblede forslaget på en populær ændring af tronfølgeloven, der sikrede Margrethe tronen for næsen af arveprins Knuds sønner. Alligevel trak det kun 45,76 procent af alle stemmeberettigedes stemmer. Sølle 19.682 over de krævede.

Ved 1953-grundloven blev ja-kravet klogeligt sænket til 40 procent af alle vælgere.

Men alligevel. I dagens Danmark er vælgere mere lunefulde end i 1920 og 1953: Et ja-flertal på 40 procent af alle er drøjt. Ved 2009-afstemningen om ændringen af tronfølgeloven, så piger ligestilles med drenge i arvefølgen, var ja-flertallet så pauvert som 45,5 procent af alle vælgere.

Hvad hvis det drejer sig om noget så ømt som folkekirken? Eller monarkens stilling? Eller overladelse af national suverænitet? Alt det, som nogen kunne tænke sig at skrive om på i grundloven. Dansk Folkeparti ville henrykt gribe chancen til at anføre en nej-front. Og formentlig tilføje de reformivrige partier et ydmygende nederlag.

Forvent derfor ikke grundlovsændringer de næste årtier. Ja, så skulle man da i hvert fald først nedsætte kravet om ja-flertal på 40 procent af alle. Nå nej, forresten. Et sådant forslag skulle jo vedtages med tilslutning fra mindst 40 procent af alle vælgere. Og det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Ja, man må undre sig - også over at Danmark går for at være et frit og lykkeligt land. Når flertallet tror sig frie og lykkelige, lige meget hvor fastelåste de er, så er det svært at argumentere imod.
Godt at Rehling gør det alligevel.