Leder

Den egyptiske drøm

29. maj 2012

Stik mod forventning vandt den muslimske broder Mohammed Morsy første runde af det egyptiske præsidentvalg med 24,9 procent af stemmerne. Lige i hælene på ham er Ahmed Shafiq, en tidligere soldat, luftfartsminister og premierminister i Hosni Mubaraks sidste kabinet, der scorede 24,5 procent.

De to kandidater, den politiske ekspertise havde spået som finalister, en moderat islamist, Aboul Foutou (17,6), og Amr Moussa, en tidligere udenrigsminister og generalsekretær for Den Arabiske Liga (11,6), endte som henholdsvis nummer fire og fem i hovedfeltet. Hamdeen Sabahi, en venstresnoet elev af Gamal Abdel Nasser, fik 21,1 procent på tredjepladsen.

Hvis man ser bort fra valgsvindel (både den 60-årige Morsy og den 70-årige Shafiq beskyldes for stemmekøb), spejler udfaldet de egyptiske realiteter. Som er, at den liberale revolution, der væltede Mubarak-regimet, ikke længere er relevant som et politisk kraftcenter. Det Muslimske Broderskab har ganske vist mistet popularitet, siden Morsy som leder af Friheds- og Retfærdighedspartiet tog 40 procent ved parlamentsvalget i november-januar, men politisk islam fastholder cirka 40 procent, blot fordelt på Morsy og Foutou, et tidligere medlem af Ikhwans, broderskabets, ledelse.

De ultrafundamentalistiske salafister, der udadtil støttede Foutous kampagne – primært for at genere brødrene – valgte at blive på bedetæpperne ved dette valg. Og den liberale-revolutionære fløj, som Foutou tillige appellerede til, stolede ikke på ham, men stemte på nasseristen Sabahi, en tidligere erklæret beundrer af Saddam Hussein.

Således endte Shafiq, det gamle regimes feloul (tilbageværende), i finalen på løfter om orden, økonomisk genopretning og sikkerhed, tre elementer, de andre kandidater forsømte at betone, men som egypterne sukker efter. Shafiqs sejr er således hentet ude i de egyptiske provinser, hvorimod storbyvælgere stemte på Hamdeen Sabahi, Foutou og Moussa. Om revolutionen har Shafiq sagt, at den ’desværre’ fandt sted, og hvis der igen demonstreres på Tahrirpladsen, vil han sørge for at få den ryddet »på ganske få minutter« (underforstået: med militærets hjælp). Hans evne som administrator er uomtvistelig – han fik det egyptiske luftfartsselskab Egypt Air på fode med indsprøjtning af udenlandsk kapital og gennemførte en tiltrængt renovering og udvidelse af Kairos lufthavn. Hans ry som problemknuser gjorde ham til Mubaraks sidste premierminister i en måned frem til den 3. marts 2011, da han gik af, efter at forfatteren Alaa al-Aswany havde brugt ham som gulvklud i en tv-debat ved bl.a. at påpege hans medansvar for ’Kamel-slaget’ den 2. februar på Tahrir-pladsen, hvor 11 demonstranter blev dræbt af en bande ridende voldsmænd hyret af regimet.

Morsy, hånligt kaldet ’reservehjulet’, blev hasteopstillet, efter at broderskabets topkandidat, Khairat al-Shater, millionær og hardcore-fundamentalist, ikke blev godkendt af den øverste valgkommission på grund af en ikke særligt fjern fortid som politisk fange under Mubarak (!), og Morsy er nu alternativet til det gamle styre. Anden valgrunde den 16. juni får formentlig endnu ringere valgdeltagelse end den første, hvor cirka 46 procent stemte, og meget tyder på, at han ikke kan vinde. Dels vil dele af det liberale-revolutionære segment boykotte anden runde, dels tikker endnu en tidsindstillet politisk bombe med den dom over Hosni Mubarak, der ventes den 2. juni – to uger før finale-afstemningen.

Får Mubarak en mild dom, eller ligefrem frikendes for medskyld i 850 demonstranters død under de 18 dages revolution, vil det spille ind til fordel for Ahmed Shafiq. Morsy vil nemlig være tvunget til at støtte de revolutionære, der igen vil storme til Tahrir-pladsen i målløs protest. Shafiq vil love en forskræmt offentlighed ro og orden. Han vil også love, at det regerende militærråd straks efter hans valg overlader ham tøjlerne, ligesom han vil sørge for, at den forsinkede forfatning (den nye præsidents beføjelser er uafklarede) vil udstyre ham med det fornødne værktøj til sikring af ro og orden.

Vinder Shafiq, vil han få det svært med et parlament, hvor islamisterne har flertal i begge kamre, men han vil også kunne regne med, at de i sidste ende vælger at samarbejde frem for at obstruere. Det Muslimske Broderskab er pragmatisk, ikke revolutionært, og en palads-aftale, der sikrer deres forbliven i parlamentet, er nærliggende. Alternativet er nemlig et militærkup (hvilket der allerede er truet med), der fratager brødrene de vundne positioner. Og nærlæst viser præsidentvalgets første runde, at det anti-islamiske segment i den egyptiske vælgerbefolkning har flertal i forholdet 6-4.

Nu skal der så vælges mellem pest og kolera. Det ser sort ud for den egyptiske drøm. For jævne egyptere har ikke råd til drømmerier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu