Leder

Den europæiske blindgyde

Debat
7. maj 2012

François Hollandes sejr ved det franske præsidentvalg kan blive det første skridt ud af den politiske blindgyde, som Europa befinder sig i. Samtidig er den markante tilbagegang for de regeringsbærende partier i Grækenland, som har valgt at uddelegere det politiske ansvar til den økonomiske sagkundskab, et tydeligt tegn på, at forudsætningerne for den politiske konsensus i det kriseramte EU er under hastig forandring.

Siden Grækenlands gældskrise eksploderede for to år siden har de politisk-økonomiske beslutninger været præget af angsten for en dominoeffekt og dogmet om, at offentlige besparelser udgør den eneste farbare udvej. Denne ortodoksi har åbnet en afgrund mellem politikernes beslutninger og befolkningernes forventninger, der underminerer såvel krisehåndteringens demokratiske legitimitet som selve grundlaget for det europæiske samarbejde:

»Vreden over et politisk system, der redder uhyggeligt forgældede banker, men samtidig formøbler unge menneskers fremtid, er stigende,« skriver den franske EU-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit og filosoffen Ulrich Beck i en appel for et mere demokratisk Europa: »Gældskrisen, der skaber splittelse i Europa, er ikke blot et økonomisk problem, men også et politisk problem.«

Den tyske kansler Angela Merkel reaktion på det EU-kritiske højrefløjsparti Front Nationals succes ved første valgrunde i Frankrig for to uger siden er sigende: Demokratiet bliver ikke betragtet som løsningen på gældskrisen, men snarere som en del af problemet. Og Nicolas Sarkozys forgæves forsøg på at appellere til »det tavse flertal« i den franske befolkning er symptomatisk for denne demokratiske krise: Det tavse flertal er det modsatte af aktivt medborgerskab, som forudsætter dialog mellem suveræne, oplyste og kritisk tænkende individer.

Finanspagten, som de europæiske regeringsledere underskrev den 25. marts, medfører ikke kun en forvrængning af demokratiet, men risikerer også at bremse væksten og dermed at forværre fremtidsudsigterne for millioner af europæere. Den italienske ministerpræsident Mario Monti sendte forleden et stærkt signal om, at tiden er inde til at gøre op med krisestyringens nedskæringsortodoksi:

»For den europæiske økonomi er offentlige investeringer ikke nødvendigvis værre end privat forbrug, også selv om det i det aktuelle politiske landskab ikke bliver set på denne måde.«

Det er signifikant, at Monti, der for et halvt år siden blev indsat som en teknisk nødløsning på det italienske demokratis problemer, tilsyneladende er kommet i tvivl om gavnligheden af den medicin, som han blev hidkaldt for at ordinere. I det politiske landskab, som fremmanes, har markedet overtaget den plads, som tilkommer samfundets borgere. Når markedskræfterne betragtes som en metafysisk og uimodsigelig instans, bliver det uendeligt meget lettere for populister at fremmane konflikter mellem folk og elite, nationalstater og EU. Det er således sigende for den demokratiske krise, som den økonomiske har forstærket, at Merkel en måned inden den franske præsidentvalg følte sig kaldet til at udtale, at »markedet« ville tvinge Hollande, der under valgkampen har krævet finanspagten genforhandlet, »tilbage på rette vej«. Det var ment som en hjælpende hånd til Sarkozy, men har sandsynligvis snarere gavnet Hollande, der i et interview Le Monde forleden udtalte, at venstrefløjen må »sørge for, at demokratiet igen bliver stærkere end markedet, og at politikken igen får kontrol over finansmarkederne og styrer globaliseringen«.

Skillelinjen i Europa går mellem dem, der mener, at krisen bør medføre en tilbagevenden til nationalstaternes Europa, og dem, der mener, at skabelsen af demokratiske institutioner og en europæisk offentlighed er vejen frem. Sarkozy udviklede sig under valgkampen fra Merkels tro væbner til en nationalistisk EU-skeptiker, mens Hollande insisterede på, at finanspagten bør tilføjes en vækstfremmende dimension. Fælleseuropæiske obligationer og flere manøvremuligheder for Den Europæiske Centralbank var også blandt de tabubelagte emner, som Frankrigs nye præsident forsigtigt tog hul på. Det kan blive de første skridt på vej ud af blindgyden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

"I det politiske landskab, som fremmanes, har markedet overtaget den plads, som tilkommer samfundets borgere."
Ja, pokker tage markedet - det er for dårligt at kreditor kræver forhøjet rente for at udlåne til dubiøse debitorer.

Bill Atkins

Venstrefløjen må »sørge for, at demokratiet igen bliver stærkere end markedet, og at politikken igen får kontrol over finansmarkederne og styrer globaliseringen«.

...sådaaan !!!

Jon Rosengren

"Fælleseuropæiske obligationer og flere manøvremuligheder for Den Europæiske Centralbank var også blandt de tabubelagte emner, som Frankrigs nye præsident forsigtigt tog hul på."

Nej, nej, nej. At tale om demokratins magt over markedet og så foreslå noget som vi alle sammen var enige om at EU aldrig må blive, det er iskoldt.

Niklas Monrad

- »Vreden over et politisk system, der redder uhyggeligt forgældede banker, men samtidig formøbler unge menneskers fremtid, er stigende,« skriver den franske EU-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit og filosoffen Ulrich Beck

Der burde være større vrede end der er, over den simplistiske fremstilling af tingenes tilstand og sammenhænge som populister fremturer med. Her svigter langt de fleste medier groft - de alternative såvel som etablerede.

Dette medfører at man kan vedblive med at fremture med halve og kvarte sandheder, hvilket i sig selv medfører en radikalisering af det politiske liv. Det er i sidste ende ødelæggende for os alle.

Steffen Gliese

Ja, Torben Lindegaard, det er helt igennem en dum tankegang, for højere renter gør det endnu mere tvivlsomt, om de dubiøse debitorer kan betale tilbage. Det bryder også med det gode princip, at man skal tjene sine penge, hvor man kan - altså ved at kræve mere i rente for større summer til dem, der kan betale de højere renter.

Marianne Rasmussen

"Når markedskræfterne betragtes som en metafysisk og uimodsigelig instans, ..."

Markedskræfterne er blevet gud, og pengene tager røven på os alle!

Vågn op!

Jørgen Garp

En gammel Jørgen Ryg monolog kører over de kendte dobbelt standarder, at de "svinestreger" man selv udfører bare er Nytårsløjer, mens de selv samme tiltag udført af naboen er det skindbarlige Hærværk!
Denne let genkendelige menneskelige reaktion, vender dagens Information imidlertid helt på hovedet!
Bagside lederen (af frese) henter således den, teknokratisk indsatte, italienske ministerpræsident Mario Monti ind for et politisk opgør med "Den europæiske (økonomiske) blindgyde":
"For den europæiske økonomi er offentlige investeringer ikke nødvendigvis værre end privat forbrug, også selv om det i det aktuelle politisk landskab ikke bliver set på denne måde."
Altså det er rene Nytårløjer, at uddannelse, forskning, pleje, infrastruktur ikke er værre end fladskærme, biler, rødvin og samtalekøkkener (hvilken overraskelse i øvrigt!).
I forside lederen (af cj) hedder det imidlertid, at Enhedslistens krav - "grebet ud af en "socialistiske teoribog"" - om, "at den offentlige sektor minimum skal vokse i takt med bruttonational produktet, vil koste skæbnesvangert dyrt midt i en tid, hvor der er brug for det modsatte." Altså flere fladskærme og mindre uddannelse!
Således bliver på sæt og vis, det der hos den europæiske nabo er rene Nytårsløjer til det skinbarlige Hærværk i den hjemlige andedam af cj.
Så er der da i det mindste mere konsistens over Margrethe Vestager, Saxobank &CO., de fastholder blindgydens fladskærme "all over"!
Flot Information!

Prøv at udskifte orden markedet med ordet mafiaen.

Andreas Prætorius

"Markedet" er blevet en overnaturlig figur, som man skal please for, at den kan have "tillid" til ens økonomi. Hvis man ikke skærer i sit offentlige forbrug for at genskabe markedets tillid, så kommer den efter en med fyr og flamme og lyn og torden, og hvad guder ellers bruger til at straffe dem, som ikke adlyder...

Torben Lindegaard

Til Peter Hansen
Den rigtig kloge kreditor undlader sikkert helt at udlåne penge til debitorer, som enten ikke kan eller ikke vil betale pengene tilbage.

Peter Günther

ja, demokratiet får i sandhed trange kår, når det store flertal overlader indflydelsen over hvor samfundet skal gå hen til smagsdommere og trendsættere.

Den situation, vi allesammen står i er jo en direkte følge af vores passivitet.

Visse lande har ekstra problemer efter den lange forbrugsfest for lånte penge, og hvor er lige den velbeslåede overklasse, når der skal vises solidaritet i samfundet?

De, som med skinger stemme udråber naboerne til at være årsagen, har meget vind i sejlene.Viljen til selv at demonstrere handlekraft og løse problemerne er bemærkelsesværdigt fraværende. Et rigtigt godt eksempel har vi i stakkels Grækenland, hvor der ikke er en eneste politikerne, der har et bud på hvordan gælden kan betales OG vækst skabes igen..

Vi er i sandhed i krise....

Peter Jensen

"Skillelinjen i Europa går mellem dem, der mener, at krisen bør medføre en tilbagevenden til nationalstaternes Europa, og dem, der mener, at skabelsen af demokratiske institutioner og en europæisk offentlighed er vejen frem."

Således stilles EU-modstandere over en bred kam i en kunstig modsætning til 'dem, der mener at skabelsen af demokratiske institutioner ... er vejen frem'. Det turde ellers være en kendt sag at en sådan dikotomi langt fra er dækkende for hvor diverse skillelinjer går - for der er adskillige af dem. Faktisk har vi at gøre med et kludetæppe af forestillinger, håb og visioner for udviklingen i ikke blot Europa/de europæiske lande, men også den globale situation. Og mangen EU-modstander er jo ikke blot dét pga. de signifikante, demokratiske problemer som EU-statsdannelsen medfører i de europæiske samfund - men også fordi vi globalt set slet ikke har brug for flere superstater. Nok tværtom.

Internt i EU, altså dér hvor formel europæisk magt er centreret, går skillelinjen i dag mellem den neoliberale linje og den globaliseringsorienterede, socialdemokratiske ditto. Begge parter indtænker markedslogik, privatkapitalisme og new governance som dominante principper for produktion, velstandsudvikling og samfundsorden, men hvor neoliberalismen primært arbejder for monetarisme og minimalstat (og dermed ren velfærdsresidualitet), retter den globaliseringsorienterede, socialdemokratisme sig mod visionerne om den europæiske socialstat som af mange tænkes at kunne danne trædesten frem mod et socialt verdenssamfund. De konturer, som aktuelt tegner sig for denne globaliserede socialdemokratiske socialstat centrerer sig om den selektive velfærdsmodel, hvor statens rolle overvejende vil være residual (dvs. fordele til værdigt trængende) mens arbejdsmarkedet og private forsikringsordninger står for øvrig velfærdsleverance. Den selektive velfærdsmodel er også kendt som den centraleuropæiske model.

Fraset hvordan tovtrækningen om den minimale versus den sociale stat går, kan det altså konstateres at den kort- og langsigtede udvikling af EU vil hvile på ambitionerne om at skabe øget økonomisk vækst og øget globalisering via teknokrati og topdownstyring under indtryk af den globale, monopolkapitalistiske rammes betingelser. Og at udviklingen uvægerligt vil resultere i at den universelle velfærdsmodel, som vi kender den, vil afgå ved en relativt hurtig druknedød. Det giver sig selv at denne udvikling kan og vil blive sat igennem, hen over hovederne på de europæiske befolkninger - hvorfor der i sagens natur er brug for mobilisering af bred folkelig kritik af ikke blot EU's politiske kurs, men også institutionens grundlæggende rationaler. Hvis ikke EU erstattes af nærdemokratiske processer i regionale og nationale rammer (hvilket utvivlsomt vil nyde langt større opbakning i de europæiske befolkninger end tilfældet er for EU's centralisering af magtinstitutioner), vil den igangværende udvikling med stor sandsynlighed fortsætte ... og den sociale stat vil blive en svært lækkende, skueprocessuel skonnert.

Hugo Barlach

Men en europæisk offentlighed er for øjeblikket en umulig illusion. Det viser serien af vedtagelser af traktater, hvor befolkningerne i stor stil er blevet holdt udenfor. Der ér ingen reelle demokratiske institutioner, som kan installere Europa med nogen form for nyttig offentlighed. Naturligvis er en sådan nødvendig for at holde politikerne fra at mele egne rævekager. Men foreløbig er der overhovet ingen tilløb hertil i horisonten. Og det er et demokratisk problem for EU. Sådan vender problemet...

Med venlig hilsen

Morten Kjeldgaard

"En europæisk offentlighed er for øjeblikket en umulig illusion", tja, Hugo Barlach, har du hørt om Internet? Endelig ville det hjælpe, hvis EU kunne enes om ét officielt sprog. Engelsk, for eksempel.

Under alle omstændigheder, i mødet med andre europæere finder jeg altid fuldstændig overensstemmelse mellem de ønsker og idealer folk har for samfundet. Dét, vi danskere ønsker os af samfundet, uddannelse, sundhedsvæsen, retsvæsen, social sikring, osv. osv. er præcis det samme som tyske, franske, engelse, svenske, spanske, osv. borgere ønsker det. Vores holdninger til demokrati og menneske rettigheder er de samme. Der er med andre ord basis for en fælles offentlighed.

Europas eneste mulighed for at holde den internationale finanskapitalisme stangen er gennem EU. En segmentering i nationalstater betyder, at arbejderklassen i de forskellige lande kommer til at konkurrere om at gøre hinanden fattigere. Overklassen vil altid flyde ovenpå. Det er i arbejderklassens interesse at udbygge og demokratisere EU.

Hugo Barlach

Men Morten dog, selvfølgelig aner jeg intet om internettets eksistens. Som tidligere Systemadministrator må jeg naturligvis spørge dig om: hvad er det?

Men jeg ved dog noget om naivitet, når man vurdere, om der er basis for en europæisk offentlighed. Og selv modstanden imod ACTA har ikke udvist potentiale til et fornuftigt tilløb. Af gode grunde, som vi kan ta', når Information lægger op til at afsøge feltet, venter jeg til medierne finder tiden moden til at lægge op til anliggendet...

Med venlig hilsen

Hugo Barlach

Avaaz.org og tilsvarende er ikke nok til en international offentlighed, ej heller en europæisk. Men måske medierne (specielt Information, Guardian m.fl.) er snu nok til at se potentialet i at netværke sig til en sådan offentlighed, indenfor nogle år. De nationale partier Europa over er ikke interesserede i at få sig selv kvalificeret imodsagt. Og på dette område er vurderingen enkel: normalt siger man jo følg pengestrømmnen - men i dette tilfælde gælder det at fælge magt-relationerne. En fjerde statysmagt er måske nok tvingende nøddvendig, men langtfra i støbeskeen foreløbigt.

Og så kan du skrive netværksadministrator på mit CV osse'. Så den med internettet er måske ikke forrest, såfremt du vil kritisere min tilgang...

Meen

Med venlig hilsen

Hugo Barlach

Avaaz.org og tilsvarende er ikke nok til en international offentlighed, ej heller en europæisk. Men måske medierne (specielt Information, Guardian m.fl.) er snu nok til at se potentialet i at netværke sig til en sådan offentlighed, indenfor nogle år. De nationale partier Europa over er ikke interesserede i at få sig selv kvalificeret imodsagt. Og på dette område er vurderingen enkel: normalt siger man jo følg pengestrømmnen - men i dette tilfælde gælder det at fælge magt-relationerne. En fjerde statysmagt er måske nok tvingende nøddvendig, men langtfra i støbeskeen foreløbigt.

Og så kan du skrive netværksadministrator på mit CV osse'. Så den med internettet er måske ikke forrest, såfremt du vil kritisere min tilgang...

Meen

Med venlig hilsen