Leder

Faderløs sejr

10. maj 2012

Justitsminister Morten Bødskov (S) har grund til at være stolt. Forleden fik han fjernet det pointsystem, der det seneste år har tjent som symbol på de groteske tilstande, den borgerlige regering efterlod udlændingepolitikken i.

Fjernelsen af pointsystemet blev vedtaget med stemmer fra både Liberal Alliance og Enhedslisten, hvilket burde gøre justitsministerens stolthed endnu større. Men hvis Morten Bødskov er stolt, skjuler han det godt.

Frem for at fortælle historien om en nødvendig oprydning efter den borgerlige regering gentager Morten Bødskov utrætteligt, at regeringen jo blot »fører reglerne tilbage til dem, der var gældende ved udgangen af 2010«. »Dermed vil 24-årsreglen og tilknytningskravet fortsat være den robuste kerne i dansk udlændingepolitik,« skriver han i en pressemeddelelse.

Påfaldende er det, at Morten Bødskov synes at have mere travlt med at argumentere for de borgerliges udlændingepolitik end for det, hans regering står for.

Kan det skyldes, at forskellen ikke findes? Hvorfor argumenterer Morten Bødskov ikke for det indlysende urimelige i, at pointsystemet gjorde uddannelse og privatøkonomi afgørende for, om danske statsborgere kunne få deres ægtefælle til landet. Hvorfor skulle en psykolog være mere værd end en pædagog? Hvorfor skal man stille med 100.000 kroner i en bankgaranti? Hvorfor siger Morten Bødskov ikke ligeud, at sådan en behandling af danske statsborgere kan vi ikke være bekendt?

Tilsyneladende af frygt for at blive kaldt blødsøden tør justitsministeren ikke argumentere for det, mange vil betragte som genindførelsen af et mindstemål af anstændighed.

Normalt siger man i politik, at sejren har mange fædre, mens nederlaget et forældreløst. Her forholder det sig omvendt. Spørgsmålet er, hvordan en regering kan vinde, når den behandler sine sejre som nederlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Gullev

Der er meget kremlologi over Morten Bødskov som justitsminister. Hele hold af omvendte spindoktorer skal til for at udrede mandens liniegang.

>>kremlologi, studiet af Sovjetunionens politik og de indbyrdes magtkampe mellem de ledende politikere i Kreml. Pga. Sovjetunionens lukkethed var kremlologien baseret på undertiden usikre tolkninger af politikernes handlinger, officielle udtalelser m.m.

<<

Michael Kongstad Nielsen

Lige på kornet. Regeringen tør ikke være deres egen politik og deres små sejre bekendt. Hvorfor ikke? Måske fordi de inderst inde slet ikke føler for dem. Som i andre sammenhænge ser man, at da de kom til magten, smed de det røde væk, og frem kom deres egentlige inderste farve, og den var blå.

Peter Andreas Ebbesen

Så ville det være rart, hvis vi kunne få at vide hvem der har skrevet denne gode leder.
Må vi bede om et navn?
På forhånd tak.
VH Heidi Madsen

Steffen Gliese

Michael Kongstad Nielsen, jeg anbefaler ikke dit indlæg, for jeg tror ikke, det passer. Tværimod tilsiger al refleksion, kunst og videnskab i tusinder af år, at folk inderst inde ved, hvad der er ret, og altså er røde.

Toke Andersen

Det er en interessant betragtning Peter.
Det har også altid været min tilgang, omend jeg ville ønske vi kunne finde bedre markører end denne misvisende farveterminologi.

Man kan grundlæggende beskrive tankesættet og de ideologiske strømninger på højrefløjen som en kortslutning i ræsonnement og fornuft, for ikke at nævne retfærdighed og menneskelighed.

At identificere sig selv højreorienteret kræver at man på en gang ignorere store mængder data samt indsigt i dynamiske sammenhænge omkring økonomi, socialudvikling, statsudvikling, konfliktløsning mmm. Mens man på den anden side skamløst og kynisk meler egen kage eller ser op til mennesker der gør dette.

Steffen Gliese

At definere sig som højreoreinteret, Toke Andersen, kræver, at man er villig til at gøre det, man ved, egentlig er forkert udfra den legitimering, at 'det gør alle andre også'. Men det gør alle andre kun, fordi nogen understøtter synspunktet.
Selv amerikanske film leverer den røde indsigt i mennesker.

Michael Kongstad Nielsen

Ak ja Peter Hansen (11.07), gid det var så vel. Men praksis viser jo noget andet. Om det skulle være fordi, folk ikke har kontakt med deres eget inderste væsen og moralberedskab, men standser ved nogle ydre lag såsom egoisme, egeninteresse, enhver er sin egen lykkes smed osv., er en mulighed, og du har da også ret i, at identifikation som højreorienteret kræver en konstant ydre understøttelse og opbakning, samt en god portion kynisme.

Kampen mellem på den ene side fællesskab, medmenneskelighed og sammenhold, og på den anden side egeninteresse, selvstændighed og konkurrancekamp har ligget der lige siden de borgerlige revolutioners opgør med feudalisme, godsejervælde (og kirkemagt).

Det har altid skurret i mine ører, når jeg i den amerikanske uafhængighedserklæring læste, at en af de umistelige menneskerettigheder var - ud over retten til liv og frihed - retten til at stræbe efter lykke. Hvad er nu det for en lykke? Er det det enkelte mennesker ret til at tilsidesætte andre menneskers ret og behov, for at fremme sine egne? Eller hvad?

En af de væsentligste ydre omstændigheder, der kan understøtte egoismens og egeninteressens fremme, er selvejet og den private ejendomsret. Selvejet blev indfør i landbruget som en enorm kulturrevolution, hvor man forlod et fællesskab omkring landsbyens jord, og kom til at stå med hele ansvaret selv. Den private ejendomsret blev beskyttet i alle de frie forfatninger, som om den var lige så hellig som menneskerettighederne. Men den har en dobbelthed i sig, den beskytter og betrygger, men den eksluderer også og undertrykker andre, den er i konstant strid med menneskets inderste væsen. Ejendomsretten er stadig understøtter af den "blå" ideologi, og den har jo sikret mange nogle faderløse F1 lån i smuldrende friværdier, som man kan blive helt egobørget af at tænke på. Men den S-ledede regering har altså valgt fortsat at understøtte den blå ideologi, og det er det, der er så besynderligt og bekymrende.