Leder

Kinas farlige økonomi

Debat
1. juni 2012

År 2012 har hidtil været fuld af dårlige nyheder for Kinas kommunistiske parti. Men der er tegn på, at det kan blive endnu værre. Den politiske skandale omkring toppolitikeren Bo Xilai, der blev fjernet fra alle sine poster, afslørede massiv korruption og nepotisme i partiets top og har ført til en magtkamp, der har truet den skrøbelige konsensus i lederskabet. Sagen om den blinde menneskerettighedsaktivist Chen Guangcheng blotlagde Kinas juridiske systems enorme mangler og det magtmisbrug, som kan være – og ofte er det – en del af livet i Kina. Og internationalt er det blevet stadig tydeligere, at Beijings diplomati har slået fejl, da nabolande – af frygt for Kina – i stadig højere grad styrker deres bånd til rivalen USA.

Der er ingen tvivl om, at Beijing står over for en urovækkende kombination af udfordringer. Men kommunistpartiet er trods alt for stærkt til, at disse sager for alvor kan true dets magt. Langt mere udfordrende bliver et nyt problem, som truer i horisonten: økonomisk afmatning. For et styre, der har baseret sin overlevelse på at levere tårnhøj vækst og stærkt stigende velstand for befolkningen, kan det være med til at fjerne en bærende søjle og få det kommunistiske hus til at vakle for alvor. På det seneste har de økonomiske nøgletal skuffet. Eksporten, investeringerne og forbruget – Kinas tre hovedkilder til vækst – tabte alle terræn i april. På regeringens egen hjemmeside blev den udvikling beskrevet som en »hård økonomisk opbremsning«. Og det har ført til spekulationer om, at landets BNP-vækst vil dykke ned under 7,5 procent, hvilket måske nok er en misundelsesværdig rate de fleste steder i verden, men som Beijing har sat som nedre grænse for at undgå social uro. I et land, hvor der allerede forekommer tusindvis af protester om året, har regeringen længe frygtet at færre nye job og mindre indkomststigninger vil skabe en voldsom bølge af utilfredshed.

For omverdenen vil en kinesisk afmatning også være en bekymrende udvikling. Kina, der er verdens største bidragsyder til global BNP-vækst, har været et af de ganske få lyspunkter i et ellers trist økonomisk landskab. Inden for de seneste år har Beijing da også vist sig i stand til at styre uden om større problemer, i modsætning til USA og Europa. Den solide kurs er bl.a. blevet sikret gennem enorme statsinvesteringer i specielt infrastruktur. Og det er da også den samme kur, som Beijing nu igen vil forsøge sig med for at dæmme op for de nye problemer. På længere sigt vil den opskrift dog være utilstrækkelig, da der er udsigt til voksende udfordringer. Kina har hidtil levet højt på billig arbejdskraft, som er blevet leveret af det store antal bønder, som har forladt deres marker til fordel for landets eksportfabrikker. Men den kilde er begyndt at tørre ud. Samtidig satser regeringen på, at kinesernes eget forbrug i fremtiden skal være en afgørende vækstmotor. Men kineserne er bange for at bruge deres penge og sparer dem i stedet op pga. deres lands fortsat ekstremt dårlige sociale sikkerhedsnet.

Den største udfordring bliver dog formentlig for kommunistpartiet at løsne sit greb om økonomien. Den såkaldte Kina-model – en kombination af autoritær politik og statskapitalisme – har fungeret fint indtil nu. Men den model bliver stadig mere uholdbar. De statsejede virksomheder dominerer Kinas økonomi, og er blevet en alvorlig belastning for landets økonomiske udvikling. De tætte bånd mellem virksomhederne og kommunistpartiet har skabt spild, korruption og ulighed i samfundet, da overskuddet er tilfaldet en ganske lille politisk elite.

Og da partiet forfordeler de statslige virksomheder, bliver private aktører skubbet ud på sidelinjen, hvilket er med til at hæmme konkurrence og innovation. Det truer Kinas fremtidige vækst, da landet i stadig højere grad vil blive tvunget til at støtte sig til egen teknologisk innovation.

Uheldigvis lader der ikke til at være den store iver efter at reformere økonomien, da kommunistpartiets kontrol med økonomien har gjort de politiske ledere og deres familier ufatteligt rige på befolkningens bekostning. Men hvis de ikke tager hånd om det, så vil det blive en langt større trussel end en falden politisk stjerne, en blind menneskerettighedsaktivist og et uvenligt stemt internationalt nabolag.

mg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det økonomiske system har skabt spild, korruption og ulighed i samfundet, da overskuddet er tilfaldet en ganske lille politisk elite.

Ja, så hellere en vestligprivatkapitalistisk model hvor det økonomiske system har skabt massearbejdsløshed, korruption og ulighed, da overskuddet er tilfaldet en ganske lille international elite.

...i øvrigt er det ikke 400 millioner kinesere det kommandokapitalistiske system skønnes at have løftet ud af fattigdom?