Leder

Det nye sex

Debat
9. maj 2012

Den skal ned hver dag. Maden. Morgen, middag, aften. Fedt og let, fisk og fugl og de dejligste dyborange appelsiner. Og ned kommer det i dag fra en platte af måske hidtil uset størrelse. Valget står ikke bare mellem dyrt og billigt eller friskt og knap så friskt, men i stigende grad mellem økologisk og ikkeøkologisk, lokalt og globalt, overvægt af grønt og overvægt af kød, biodynamisk og massefremstillet, fritgående og bur. Der er masser af modsætninger og masser af måder, hvorpå man kan definere sig som bedre end nogle andre.

Information har i de seneste uger i artikelserien »Kampen om maden« beskrevet, hvordan maden er blevet en stor politisk kampplads, hvor man kan udkæmpe nærmest religiøse kampe om økologi, bæredygtighed, folkesundhed og ernæring. Det begyndte med en Bornholmerhane, som sociolog Ulla Holm i en klumme gjorde til billedet på den moderne luksusforbrugers ’falden på halen’ for alt, hvad der er indpakket i Irma-pigen.

Men det er ikke kun i Torvehallerne, at der med stigende intensitet kæmpes om, hvad og hvordan, vi skal spise. Skolerne, arbejdspladserne, institutionerne og hjemmet er i højere og højere grad steder, hvor opdragelse, politik og formynderi indføres med ske. I visse tilfælde har det et positivt resultat, som når ansatte bliver sundere og går gladere på arbejde, mens resultatet er mere tvivlsom, når maden i skolerne skaber forskelle på børn, der har få eller mange penge med hjemmefra til at betale for den økologiske mad. Mulighederne for at påvirke og regulere folks forbrug er blevet større, i takt med at der er opstået flere normer for, hvordan man bør spise. Gryderetten af, hvad man kan og bør spise, smager ikke nødvendigvis godt, men det er blevet sværere at sige nej tak, fordi den tilberedes så mange steder i samfundet.

Kampene om et kulturelt forbrug eller en smag af klasse er næppe nye. Foie gras’en har lige siden gæssene kunne propfodres altid været federe og finere end leverpostejen, og tiden til at dyrke sine egne kartofler i egen jord i en byhave i indre København er lig med et tidsmæssigt og økonomisk overskud, som er blevet signaleret i årtier. Men intensiteten, hvormed maden debatteres og politiseres, er ny.

Historiker Sissel Bjerrum Fossat har forsket i Marshall-planens indvirkning på udveksling af teknologi mellem USA og Danmark, hvor især det danske landbrug fik en betydelig vidensindsprøjtning. Hun fortæller, at for 60 år siden debatterede man massefremstilling, supermarkedernes ensretning af vareudbuddet, de små gårdes autenticitet over for de store bedrifter og så videre. Argumenterne sprøjtede ud til alle sider – der var markante fortalere for det lokale, det lille landbrug og købmandens ægthed, men alle ved, hvilken vej det gik. Nu er den her igen – en lignende debat tager turen rundt igen om de samme argumenter. Dengang nåede den ikke længere end til fagblade og forsamlingshuse. Nu er den omhyggeligt bakket op af et fokus på individet, en samfundsmæssig trend i retning af at turde være formynderisk på sundhedsområdet og en tendens til at tage den politiske ske i egen hånd, som professor Bente Halkier har formuleret det. Samtidig gør nye medier og nye vaner det muligt at lade andre vurdere sin mad i sociale netværk som eatery, selv skildre sin egen unikke spisning på Facebook og dermed konstant lade sig overvåge af andre. Man er både, hvad andre siger, man skal spise, hvad man spiser, og hvad man viser, at man spiser.

Identiteten ligger så meget i, hvad der puttes i munden, og debatfronterne er så mange og så hårdt trukket op, at flere madsociologer kalder mad for det nye sex. Mad kan blive for 10’erne, hvad sex, køn og ligestilling var for 70’erne. Det virker plausibelt, når Michelinstjerner, opskrifter og bæredygtighedsparoler indtager den spalteplads, som p-piller og pornoens frigørelse udfyldte tidligere. Hvis madens frigørelse får lige så stor betydning som den seksuelle og kønsmæssige frigørelse, hvis debatten fører til mere end at skælde ud på andres forbrug, og hvis man lader alle spise, hvad de lyster, bliver det hyperinteressant at se, hvad man kan finde i køledisken i de kommende år. Hvis den står der endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mode

Kapitalisterne, humanisterne,
liberalisterne, socialisterne,
communisterne,
siger jo hver især at de vinder,

vi får vel se,
tiderne ( de konkrete , altså ) veksles og veksler sig,
tiderne skiftes og skifter sig,
moderne ligeså