Leder

De sanseløse pingviner

14. maj 2012

Vuggestuepest, sanseløse pingviner, apatiske børnezombier og ’fri hash og gratis kakaomælk pædagogik’; ikke just ord man normalt forbinder med vuggestuer og pædagogiske kvalitetsdiskussioner. Men i de seneste to uger har debatten om vuggestuer fået en udbredelse på forsider, elektroniske nyhedsflader og blogs, som området kun sjældent kan se sig begunstiget af. Begunstiget, for det er netop det, området har brug for: Debat om kvaliteten og indholdet i de offentlige tilbud, de mindste i vores samfund tilbringer vigtige år af deres liv i.

Sagen starter i Berlingske, hvor ph.d.-stipendiat ved DPU, Aarhus Universitet Ole Henrik Hansen på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt 40.000 pædagoger og observationer i ni storkøbenhavnske vuggestuer fra sin endnu ikke offentliggjorte afhandling dokumenterer rystende forhold i landets vuggestuer. Børnene bliver på grund af manglende engagement og ligegyldighed hos de voksne efterladt som zombier, der frakobler deres følelser, og kvaliteten er så ringe, at mange vuggestuer burde lukkes. Undersøgelsen og Ole Henrik Hansens opsigtsvækkende konklusioner gentages i brede dele af pressen og får yderligere næring af forskellige aktører, blandt andet repræsentanter fra den fløj i ’religionskrigen’ om vuggestuerne, der mener, at for lidt planlægning og struktur til fordel for fri leg er roden til mange af de læringsmæssige problemer, børn senere får i folkeskolen.

Fredag kunne Information imidlertid afdække, at der ikke var tale om 40.000, men 400 vuggestuepædagoger, der havde svaret på undersøgelsen – en oplysning, der ikke fremgik af Berlingskes artikel; at der var tale om 8.000 registreringer og ikke observationer, samt at tre ud af fire vuggestuer planlægger aktiviteter forud i modsætning til, hvad forskeren havde påstået.

Altså meget opsigtsvækkende konklusioner, som forskeren måtte erkende i virkeligheden ikke kunne uddrages så skråsikkert ud fra hans materiale. Ole Henrik Hansens undersøgelser kan muligvis pege på meget vigtige tendenser i en udvikling, men debatten var altså forløbet på et fejlagtigt grundlag.

Hvor efterlader det så børnene, deres forskræmte forældre og de ansvarlige pædagoger og politikere? Jo, den økonomiske diskussion om normeringer i vuggestuerne fik lov at få plads. Kvalitet handler også om antallet af voksne, hvilket Ole Henrik Hansen ellers startede med at hævde, det ikke gjorde. Fagforeningen FOA har lavet en undersøgelse, hvoraf det fremgår, at pædagogerne selv mener, at manglende normeringer går ud over børnene. Den oplevelse deler mange forældre. Debatten rammer ned i et følsomt emne, fordi de fleste familier afleverer deres børn, fra de er ganske små, for at gå på arbejde, hvilket mange formentlig ikke kunne klare sig uden. Både Ole Henrik Hansen, hans kritikere og pædagogernes fagforening er faktisk enige om, at den manglende kvalitet er et problem. Men handler det mere om normeringer end det pædagogiske arbejde, der lægges for dagen?

Det ved vi faktisk stadig ikke noget om på trods af to ugers intens debat. Der er intet forskningsmæssigt belæg for at sige noget om normeringers betydning for børns trivsel. Heller ikke om hvorvidt pædagogerne mangler engagement, og om det er det, der gør udslaget, selvom det muligvis svarer til mange forældres mavefornemmelse. Så fagforeningen BUPL burde klappe i deres hænder over debatten, som kan sætte fokus på manglende forskning, pædagogjobbet som lavstatusjob med manglende ressourcer, uddannelse og politisk bevågenhed. Og bruge den som anledning til at komme med overbevisende svar på, hvad de mener med pædagogisk kvalitet, og hvordan den skabes.

Nu mangler vi bare politikere lokalt og nationalt, der vil andet end at kontrollere. Som f.eks. Københavns Kommunes børneborgmester, Anne Vang (S), der nu fremrykker investeringer i de vanskeligst stillede vuggestuer med mange udsatte børn. Forældre til ressourcestærke børn, der selv har trådt deres barnesko i institutions-danmark, kan kigge på sig selv og berolige sig med, at de formentlig ikke er blevet følelsesmæssige zombier af den grund. Og indstille sig på, at en vuggestue på godt og ondt aldrig bliver det samme som hjemme hos mor og far. meth

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er snart pædagog.
Og, jeg er i den forbindelse igang med at "forske i" inklusion ved børns start i børnehaver - hvilket aldersmæssigt er tæt opad Ole's eksempel med den "2 årige dreng og bussen", samt hans forskning (som delvis er aldersintegerede institutioner, fra 0-5 år).

Jeg tænker i den forbindelse på, om en forsker faktisk ikke skal stikke fingeren i jorden, og overveje følgerne, inden han udtaler sig (skarpt). I mit område skal jeg tænke mig om, inden jeg melder ud - f.eks. i forældresamarbejdet. Der er nogle social-kompetence krav, der stilles til mig som pædagog, specielt i ømfindtlige emner og i forhold relateret til gensidig tillid.

Ole har siden august 2011 nu haft ca. 10 måneder til reflektion - hvilket ER lang tid. I den tid undrer det mig, at han bl.a. ikke har overvejet, om ikke han skulle spille med åbne kort, og skrue ned for "hans forsknings sandhed om vuggestuerne" - og jeg vil blot fremhæve følgende eksempler på "fortrydelser og fejl" :
1) Han "glemte" at fortælle at hans ph.d. ikke var godkendt / vurderet.
2) Han "glemte at fortælle" at hans forsknings-empiri var begrænset.
3) Han "kom til at" overdrive validiteten (alle danske vuggestuer er (potentielt) elendige).
4) Han "glemte" hans etiske ansvar (og, han har nu sandsynligvis gjort mange forældre utrygge, måske helt uden grund?)
5) Han "glemte" validitets-fordringer, mht. at bedrive forskning.
6) samt andre forglemmelser, jeg sandsynligvis har overset.

Jeg synes ikke, disse punkter blot kan undskyldes væk - og det undrer mig hvis de blot er fejl og forglemmelser? - specielt pga. den lange tid til reflektion og omtanke, fra august 2011 til april 2012.
Medier etc. har også været inde over og har farvet virkeligheden - men, det er Ole selv, der ses udtale sig live, det er ikke journalisten man hører - så, hvorfor kom han ikke frem med de 5-6 punkter ovenfor de mange gange han havde muligheden herfor, altså i de mange interviews, der her været med ham?

Alt i alt undrer det mig, at der ikke stilles større krav til en forsker. Jeg tænker her på bl.a. forskerens "definitionsmagt" og "hans position i videnshierarkiet" - noget det synes logisk at møde med fordringer om, at forskeren skal kunne administrere denne "magt og indflydelse". Konsekvensen af "denne magt" ses af de seneste 9 måneders debat - Ole har f.eks. fået 2 ministre og mange journalister og privatfolk "med på vognen" - de har dog også selv et ansvar . men, de har fundet markant styrkelse i en forsker (Ole)... han udgør således "en magt og et forbillede".
Dette fristiller til dels Ole - men: Han ved gennem hans uddannelse, at forskere "bliver brugt og misbrugt", så det kommer burde ikke komme bag på ham, og det stiller det ved også ekstra krav til ham .... eller også frigør "misbruget af forskeren" selve forskeren for ansvar??? - det sidste er jeg ikke enig i!

I bund og grund tænker jeg nu :
"Udtaler" Ole sig som "privatperson" om vuggestueforholdene - med nogle lommefilosofiske personlige erfaringer som basis (måske gennem vennernes eller egne negative oplevelser med vuggestuer?) - eller udtaler han sig "som forsker" ?
Såvidt jeg erindrer, beskriver han selv hans motiv for at "vælge vuggestueområdet som forskningsfelt" med at han "så kritisk og negativt på området, der trængte til at blive meget forbedret".
Jeg tænker herudfra: Har Ole mon nu fundet og ophøjet "de kritisable forhold", som han satte sig for at finde?
Jeg er i denne sammenhæng samtidig kritisk mht. hans valg af netop "dreng-bus" eksemplet som eksempel til at vise "de grelle forhold" til medierne, samt over hans tolkning af eksemplet. Eksemplet kunne (som jeg ser det) være tolket og set på mange andre måder - f.eks. ved vi ikke noget om konteksten (forhold i børnegruppen, drengens reaktioner etc. ellers, pædagogens handlemotiver hører vi ikke, er der meget sygdom og er pædagogen alene, er der andre konflikter forinden, etc.).
Bias/Forudindtagethed er her en mulighed - det, der ser ud til at være forskningens formål at vise, ser her ud til at blive vist i bus-eksemplet: Altså at der ER store problemer mht. pædagogikken og forholdene for børnene i vuggestuerne!

Som privatperson har demokratiet vist brug for Ole (vi mener det er godt, at privatpersoner blander sig i debatten) - men, jeg iagttager, at Ole som forsker udtaler sig meget mere tydeligt end jeg har oplevet andre forskere udtale sig.
Samtidig udtaler Ole sig på et område, der har meget med tillid at gøre (små poder, der endnu ikke har en demokratisk stemme), der passes af "fremmede" i en institution.
Jeg stiller mig selv til slut det spørgsmål, om ikke Ole's retorik og udtalelser skal få konsekvenser for ham og enheder knyttet til ham - for, det ligner "overskridelse af etiske normer for hvornår og mht. hvad man bør udtale sig om og hvordan". Og, det undrer mig, at ingen omkring Ole (samt Ole selv) stod frem i perioden frem til maj 2012, især for at sige, at "ph.d'en endnu ikke er godkendt").
At bede om undskyldninger bagefter, synes ikke at løse problemet - for "it's jo already out there", og det har det nu været i mange måneder - inden den selvkritiske sans kom frem i medierne!
Jeg har tillid til forskere - og, havde tillid til Ole. Men, nu må jeg indrømme, at denne tillid er blevet sat på en meget kraftig prøve.
Jeg håber på at det løser sig altsammen - men, status lige nu er mere "ravnerok" og "jordrystelser" og "videns-kaos" - som jeg ser og oplever det.
F.eks. er jeg meget i tvivl mht. om det er validt/fagligt forsvarligt overhovedet at nævne og komme lidt ind på Ole's forskning i min egne pædagogikopgave.

At pædagoger og vuggestuer og normeringer etc. trænger til debat synes jeg sluttelig er en sjov undskyldning for, at "man har været for uktritisk som journalist" og "debattør" - journalistik er nu engang også kun god journalistik, hvis begge vinkler inddrages og man er kritisk (i stil med god og lødig forskning, som kan anvendes i bl.a. pædagogik-opgaver :-).

Jan Larsen (studerende på UCN-Aalborg, pædagoguddannelsen, 7. sem).

Det er overordenligt svært at forholde sig til Ole Henrik Hansens forskning eftersom den ikke er publiceret.
Hans udtalelser, med baggrund i hans arbejdspapirer, er torske dumme. Han underminerer simpelthen sin egen forskning.

Peter Nygaard

@ Jan Larsen

Spot on!

Ville egentlig skrive noget til denne artikel, men du har sagt det væsentlige.

Jeg vil måske tilføje eller nok nærmere slå noget fast du allerede nævner.

Denne debat må og skal give anledning til selvransagelse hos medierne og på universitetet hvor forskeren er tilknyttet. Jeg ved af erfaring at dette ikke sker, men det burde det. Medierne er efterhånden blevet anti-demokratiske, da de nærmere forplumrer en debat end at belyse den. Forskeren burde sådan set ikke være forsker, men som jeg opdagede, da jeg skrev BA, så handler forskningen ikke om evidens eller etik. Den handler sådan set om det samme som X-faktor eller politik, den der råber højest/er mest rabiat/er anderledes bliver hørt. Det er bare på et andet plan!

Torben Knudsen

Der tændes en tændstik i Varde og straks brænder Christianborg i medierne og i alle de kommenteringsivrige hjerner, der i stedet for at medvirke aktivt i lokalsamfundet bruger alle kræfter på teoretiske indlæg.