Leder

Søvndals Syrien

Debat
21. maj 2012

En bizar episode i Damaskus har sat SF’s udenrigsminister Villy Søvndals syrienpolitik i relief: Det syriske udenrigsministerium meddelte i slutningen af april, at direktøren for Det Danske Institut i Damaskus, der tillige har diplomatisk status som kulturattaché, nu er uønsket i Syrien – persona non grata.

I lyset af Syriens bekneb for diplomatiske venner forekommer det mærkværdigt. Endnu mere mystisk er det dog, at hverken manden selv, Udenrigsministeriet eller bestyrelsen for instituttet har interesseret sig for, hvorfor syrerne er sure, endsige meddelt det til offentligheden. Ingen ved, siger de i hvert fald, hvorfor direktøren med diplomatpas er uønsket.

Men om ikke andet sætter sagen en fed streg under Udenrigsministeriets vakkelvorne stavren i den syriske krise, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør – og heller ikke vil vide det.

Således har Søvndal to syrienpolitikker – én, der støtter regimeskifte, og en anden, der anerkender regimet. Anderledes kan det ikke læses, når Danmark både er medlem af ’Syriens venner’, der støtter oprørernes krav om regimeskifte med finanser, natkikkerter og pansergranter, og samtidig støtter Kofi Annans fredsplan, der forudsætter anerkendelse af Bashar al-Assad som Syriens legitime leder. Det skal tilføjes, at Søvndal ikke er ene om at blæse med mel i munden. Frankrig, USA og Tyrkiet har på samme vis skudt sig i begge fødder. Årsagen er, at de ud over at levere forsyninger til en borgerkrig ikke har flere kort at spille, medmindre de efterkommer den i Syrien baserede oppositions ønske om en egentlig intervention, der kan afslutte regimets nedslagtning af medborgere og hindre den al Qaeda-lignende terror, der gør oprørernes væbnede modstand lige så modbydelig. Men åben intervention kan udløse en regional krig – og har sådan set allerede gjort det i Libanon – og det er Vesten og Israel ikke interesserede i, også fordi oppositionen er så splittet, at ingen ved, hvem der vil tage over efter Bashar.

Stedse mere tyder på, at Vesten (men ikke Golf-monarkierne, der vil se Bashar hængt i nærmeste lygtepæl) har indstillet sig på at udmatte regimet i håb om, at det vil falde fra hinanden ved et internt kup, der inddrager den ’officielle’ samarbejdende opposition. Et fingerpeg fik vi med Udenrigsministeriets Syrien-konference 10. maj i København, hvor politiloger og aktivister var trommet sammen bl.a. til ære for partiernes udenrigspolitiske ordførere – hvoraf kun en dukkede op, da der den dag også var møde i Udenrigspolitisk Nævn(!). De tilrejsende aktivister var stort set fra regimets officielle opposition, godkendt af Bashars sikkerhedstjenester, bl.a. Louay Hussein, arrangør af ’spøgelsesmødet’ på Hotel Semiramis i Damaskus i juni, hvor inviterede lokalkomitéer ude i landet sendte navnene på deres dræbte martyrer i stedet for selv at møde op til ’dialog’ med regimet. Kun en enkelt fra lokalkomiteerne, der betaler oprørets pris, var med på konferencen, og han (bosat i Sverige) fik ikke, modsat de regimeclearede oppositionsfolk, et direkte møde med Søvndal.

Men det er lokalkomiteerne, der afgør Syriens fremtid efter Bashar, ikke den godkendte opposition, der er et narcissistisk spejl af det, de bekæmper. At Søvndal samme dag mødtes med Syriens Nationale Råds, SNC’s, talskvinde, Basma Kodmani, der var i København i anden anledning, er da rosværdigt, men også tilfældigt. SNC deltog ikke i konferencen, en følge af ministeriets hastværk med at få den op at stå.

Og her er vi så tilbage ved kulturattacheen, hvis vanskæbne er en side af samme sag. Den syriske note er ’taget til efterretning’ uden reaktion. Har attacheen sagt grimme ting om regimets mord på medborgere, burde det være en fjer i Søvndals hat – faktisk den første, når man tænker efter.

Men har han det? I så fald har det ikke givet genlyd i den danske offentlighed, hvor han har været påfaldende passiv lige bortset fra en bemærkning på tv sidste sommer om, at han ikke var ansat til at servicere Politiken Plus-læsere. Den kom, efter at en kommentar i Politiken krævede ophør af alt samarbejde med regimet. Men at han ikke kunne høres i København betyder ikke, at han ikke er hørt i Damaskus, hvor vægge har ører, og han kan være smidt ud for at lufte kritik. Er det tilfældet, er det en moralsk triumf, der bør fejres. Medmindre Søvndal ikke vil fornærme drabsmanden i Damaskus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hugo Barlach

Men bare rolig. Villy trækker nok det hele tilbage efter at have talt med embedsmændene. Eller en eller anden minister. Som statsmand udadtil har han været en katastrofe, og indadtil: tjae? Egentlig ikke et hak bedre, når han lover vælgerne med den ene hånd krydset bag om ryggen...

Med venlig hilsen

Esben Maaløe

Jonathan Puelabite:

bomber mod tanks