Leder

En tidstypisk præsidents fald

Debat
8. maj 2012

Fra Fouquets til Standard & Poors nedskrivning af Frankrigs kreditværdighed: Så brutalt kan Nicolas Sarkozys mandat som fransk præsident sammenfattes. Den aggressive, veltalende og hyperaktive Sarkozy, der for fem år siden kunne fejre både valgsejr og kulturelt hegemoni på en luksusrestaurant på Avenue des Champs-Élysées, endte som den femte republiks mest upopulære præsident. Ved valget appellerede han kun til et flertal blandt pensionister, borgere med en månedsindkomst på over 3.000 euro og beboere i landområder. Kandidaten, der i sin tid lovede fuld beskæftigelse, nåede i sin embedsperiode at fordoble arbejdsløsheden: En million franskmænd mistede deres job hvert år under Sarkozy. Trods en rekordlav vækst på gennemsnitligt en procent om året forbedrede Sarkozy franskmændenes købekraft, men kun så marginalt, at det for de flestes vedkommende ikke rigtig kunne mærkes. Det var også på kredit, så statsgælden er på fem år steget fra 64 procent til 85 procent af BNP. Det udslagsgivende for magtskiftet er ifølge analyseinstituttet Ipsos, at et stort antal erhvervsaktive har mistet tilliden til præsidenten, der tidligere appellerede stærkt til denne gruppe med løfter om en resultatkultur og belønninger til de flittigste på det franske arbejdsmarked. Præsidenten, der lovede »et brud« med Frankrigs udgiftstunge statsapparat, har ifølge en nylig OECD-rapport trods krisen ikke formået at effektivisere den offentlige administration væsentligt, men tilførte til gengæld præsident-embedet flere midler og beføjelser. Franskmændene kunne godt lide den ukonventionelle kandidat i 2007, men blev hurtigt trætte af den ukonventionelle præsident.

François Mitterrand, den første socialistiske præsident og Hollandes store forbillede, sagde i 1981 om modkandidaten Valéry Giscard d’Estaing, den eneste tabende præsident før Sarkozy, at han »snarere end at genopstille burde undskylde«. Men på dette punkt behøvede Hollande ikke at gøre som Mitterrand, som han ellers har efterlignet med overtroisk omhu under valgkampen. De fleste ser i forvejen Sarkozy som mere overflade end substans og tror sågar, at hans nyfødte datter blev undfanget med henblik på valget, beretter Hollandes rådgivere i Le Monde. I modsætning til Giscard d’Estaing, der efter sit nederlag sagde »au revoir«, men aldrig vendte tilbage, er Sarkozy tilsyneladende indstillet på (foreløbigt?) at forlade politik. Efter valgnederlaget meddelte han i hvert fald, at han ikke vil stå i spidsen for partiet UMP’s kampagne forud for valget til Nationalforsamlingen i juni. Hovedmotivationen for 55 procent af de vælgere, som stemte på François Hollande, var ifølge Ipsos »at spærre vejen for Nicolas Sarkozy«, der efter manges mening har optrådt med en magtfuldkommenhed, som harmonerer dårligt med Frankrigs republikanske monarki.

En af Sarkozys første beslutninger som præsident var at overtage kontrollen med efterretningstjenesten fra indenrigsministeriet, og han er senere blevet beskyldt for at have iværksat systematisk overvågning af regeringskritiske journalister. Samtidig har han forsøgt at indskrænke anklagemyndighedens uafhængighed med forslag om at afskaffe de såkaldte forhørsdommere og udmærket sig som den første præsident, der trods sin juridiske immunitet har intimideret sine modstandere (den tidligere partikammerat og udenrigsminister Dominique de Villepin og webavisen Mediapart) med søgsmål.

Sarkozy var en tidstypisk leder, fordi han med medieiscenesættelser og bevidst sammenblanding af det offentlige og det private forsøgte at udfylde det tomrum, som de ideologiske fortællinger har efterladt. Fotoreportagerne fra Élysée-palæet var s under Sarkozy præget af en æstetik, som man normalt ser i reklamer for luksusprodukter. Reklamen er en institutionaliseret udviskning af grænsen mellem sandhed og løgn, hvorfor markedsføringens teknikker burde være uacceptable på det politiske felt: De undergraver borgernes evne til at tænke kritisk og træffe selvstændige beslutninger, men anvendes i stigende grad som svar på det repræsentative demokratis krise. Sarkozys fald er derfor også en påmindelse om, at demokratiet ikke er givet én gang for alle, men hele tiden skal generobres. frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her