Leder

Ubesvarede spørgsmål

Debat
22. maj 2012

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen meddelte i sidste uge, at han ikke vil gå yderligere ind i sagen om musikprofessor Linda Koldau, der efter kritik af sit fag i pressen fik en advarsel fra Aarhus Universitet (AU). I mellemtiden har Linda Koldau sagt op, hvilket har fået AU til at trække de barske krav i advarslen tilbage. Og ’fredsaftalen’ mellem Koldau og ledelsen på Aarhus Universitet er tilsyneladende ombudsmandens hovedargument for ikke at gå yderligere ind i sagen.

»Set i lyset af Linda Koldaus opsigelse og indholdet af den aftale, som parterne efterfølgende har indgået, mener jeg efter en samlet vurdering ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for, at jeg foretager mig yderligere i sagen,« skriver Jørgen Steen Jørgensen i sit svar til AU.

Men AU trak ikke kravene i advarslen tilbage på grund af kritik i medierne eller ombudsmandens interesse. Kravene om, at Linda Koldau – i modsætning til sine kolleger – fik 37 timers mødepligt på universitetet, skulle bede chefen om lov til at deltage i andre aktiviteter og sige undskyld til de kolleger, hun havde følt sig mobbet af, blev først trukket tilbage, da AU’s ledelse var sluppet af med den genstridige professor. Så spørgsmålet om, hvad ledelsen kan kræve af bodsgang fra en besværlig og åbenmundet ansat, er stadig ubesvaret. Ombudsmanden understreger i sit svar, at retstilstanden for offentlige ansattes ytringsfrihed er velbelyst, og Koldau-sagen derfor næppe ville bidrage med yderligere. Men forløbet omkring den kritiske musikprofessor har netop udstillet, at der stadig er masser af uafklarede spørgsmål.

AU har hele tiden insisteret på, at der udelukkende var tale om store samarbejdsproblemer og ikke knægtelse af ytringsfriheden. Af de to konsulentrapporter, som ledelsen har fået lavet, fremgår det dog, at samarbejdsproblemerne først spidser til efter Koldaus udtalelser i pressen. At Linda Koldau i sin kritik af musikfaget og humaniora har generet sine kolleger, er åbenlyst, men spørgsmålet er, hvorvidt det gode samarbejde går forud for at kritisere forholdene på landets højeste uddannelser? Eller om man som universitetsansat nu fremover skal passe på ikke at såre sine kollegers følelser?

Begrænsningerne i ytringsfriheden for offentligt ansatte handler primært om tavshedspligt og injurielovgivning. Ingen af delene har universitetet anklaget Koldau for at overtræde. Advarslen handler derimod om, at musikprofessoren udgør en fare for faget, og at hun har forbrudt sig mod den kollegiale fortrolighed ved at gå til pressen. Heine Andersen, der er professor i sociologi på Københavns Universitet, har tidligere påpeget, at ombudsmanden netop burde se nærmere på AU’s mystiske ad hoc-begreb, fordi enhver kritik af ens arbejdsplads risikerer at være en overtrædelse af hensynet til ’kollegial fortrolighed’.

»Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner,« skrev Heine Andersen i et læserbrev i Information, lige efter ombudsmanden gik ind i sagen. Om AU’s medarbejdere og andre offentligt ansatte nu risikerer at være underlagt en udefinérbar form for fortrolighed og loyalitet over for deres arbejdsplads, står hen i det uvisse.

At ombudsmanden høfligt beder universitetet om at »overveje, hvilke erfaringer man kan drage af det samlede sagsforløb«, er nok ikke noget, der får ledelsen på AU til at ryste i bukserne. Læren af Koldau-sagen er vel her, at det nok har været besværligt for AU, men at det er i orden at pudse konsulenter på folk og udstikke ultimative advarsler, når der er problemer med åbenmundede og besværlige ansatte. For AU respekterer jo de ansattes ytringsfrihed. Kritikken af ’spytslikkerkultur’ og ’tavshedstyranni’ på AU, som fulgte i kølvandet på Koldau-sagen, er godt nok blevet fulgt op med mere indflydelse til studerende og ansatte og en mere åben debat med ledelsen på AU. Men det fjerner næppe angsten for, hvad kritiske udtalelser om Aarhus Universitet kan føre med sig af ubehageligheder i form af manglende karrieremuligheder, fordømmelse fra kolleger eller en tur op på chefens kontor til en lille snak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Linda Koldau skal da have anerkendelse for at gå imod det konfliktsky kleresi blandt samfundets institutioner, herunder universiteterne.

Klara Liske

Når vores undervisnings-system så klart viser mangler, idet vi ikke har faget andet end som et hygge-fag, hvis lysten skulle vise sig, burde få ethvert logisk tænkende menneske til at indse, når man ser på det tyske system, at vi er dilettanter.

At man ikke vil indrømme det, og finder alle mulige andre finurlige grunde, så som "samarbejds-problemer" er komisk, men mest af alt, tragisk.

PS
Argumentet om den firkantet kontra den "åbne" viser en så grel mangel på forståelse, og en projektion overfor lysten til at tage sit fag seriøst.

Man taber altså ikke humøret, andet end det humør der gør at man skal spilde tid på at forklare, og blive misforstået, gang på gang.

Her ligger AU under for sit niveau, og gør det velvilligt.

Anne Albinus

"For AU respekterer jo de ansattes ytringsfrihed", står der i artiklen..

JP har dd en kronik, hvor kronikøren reducerer kritikken af universitetet til vrede. Vrede bla. som følge af at nogle ansattes viden og faglighed ikke anerkendes efter fortjeneste. Disse mindre produktive kan så, mens de venter på pension frit udtrykke deres vrede uden frygt for at miste arbejdet.

Vil det så sige, at vrede ansatte ikke må komme til orde over, at de ikke har kunnet komme til orde tidl. i en forandringsproces? Og at der ER risiko for at miste arbejdet, når man udtrykker sig?

Anne Albinus

Og en leder i JP/AArhus:

"Låg på":

http://jp.dk/aarhus/meninger/leder/article2783121.ece

Klara Liske

Grovfilen siger drop faget, og undgå problemer. I mestrer det ikke.

Men, vær sød ved vores børn og giv dem anvisninger i udlandet, så de undgår at blive fyldt med jeres løgne.

Mihail Larsen

Ombudsmandens rolle

"Efter en samlet vurdering" har ombudsmanden stoppet sin undersøgelse af Koldau-sagen. Det er meget beklageligt. Mange har set frem til, at der blev trukket nogle streger i sandet, for i modsætning til, hvad ombudsmanden også siger, så er lovgivningen om offentligt ansattes frihed ikke så klar. Og den har i al fald ikke forhindret AU i at forsøge at lukke munden på Koldau.

Som jeg har skrevet tidligere, vil og kan jeg ikke tage stilling til de konkrete, men også meget modsigelsesfulde påstande om personlige samarbejdsproblemer. Dét kunne man have håbet, at ombudsmanden ville kunne sætte på plads.

Men vigtigere er sådan set, at ombudsmandens rolle jo ikke er begrænset til at være mægler i konkrete interessekonflikter, men at bruge sin myndighed til at træffe nogle eksemplariske afgørelser, der som sådanne kan anvendes retningsgivende for mulige, fremtidige sager.

Dén funktion har han ikke løftet i denne sag ved at lukke den.

Knud Madsen

Ja så kan alle lalle videre i samme slendrian og hæve deres nydelige gager som tilforn, og intet nyt skabes.
Ih, hvor er det "kommunalt".

Anne Albinus

Mihail,

Mht. ombudsmanden og beslutningen om ikke at gå ind i Koldau-sagen, kunne det ligne en stramning af kursen/en holdningsændring, men det kan jo kun fremtiden vise.

Et andet eksempel:

9. maj meddelte ombudsmanden, at han ikke indleder en undersøgelse på baggrund af en klage fra Dansk Sygeplejeråd, Kreds Sjælland: "Ombudsmand: Regionsrådsformands udtalelse begrænser ikke sygeplejerskers ytringsfrihed." Brev til Dansk Sygeplejeråd.

Baggrund : Dansk Sygeplejeråd skrev på deres hjemmeside, at sagen handlede om en landsdækkende dødelighedsstatistik, der blev offentliggjort, og statistikken viser, at Nykøbing Falster Sygehus har en overdødelighed blandt patienterne. Det fik sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant til at gå til pressen og berette om dårlig normering. Men regionsrådsformand for Region Sjælland, Steen Bach Nielsen (S), tog afstand fra sygeplejersken udtalelser og opfordrede på forsiden af Lolland-Falster Folketidende de ansatte til at få dødelighedstallene ned i stedet for at diskutere tallene i pressen.

Dansk Sygeplejeråd betegnede sagen som meget alvorlig.

”Når vi vælger at starte sagen op som ombudsmandssag, er det netop fordi, den har stor principiel betydning for alle sygeplejersker i regionen. Det er vigtigt, at de oplever en reel ytringsfrihed, så de fremover, på lige fod med alle andre borgere, kan være med til at deltage i samfundsdebatten,” udtaler Helle Dirksen, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Sjælland.

Mihail Larsen

Det burde være anderledes....

Vi lever i et demokrati. Det burde være en selvfølge, at saglig kritik opfattes som kærlighed til fællesskabet.

Anne Albinus

Ja, og hvis den enkelte ikke kan komme frem med kritik under sit eget navn i medierne, bliver det måske via en journalist, hvorved det ikke bliver så autentisk og med eventuelle forskydninger/forvrængninger fra journalisten, der måske har en anden dagsorden.

For sundhedspersonale er det særligt alvorligt, når de ikke kan stå frit frem, hvis de vurderer, at høj dødelighed på deres afdeling kan hænge sammen med dårlig normering. De bringes i et etisk dilemma.

Mihail Larsen

Koldau gentager

.... hvad jeg ovenfor har slået til lyd for. Ombudsmanden har ikke løftet sin funktion i denne sag.

Anne Albinus

Har postet dette indlæg på min blog:
Reel ytringsfrihed eller blot vinduespynt?

Knud Madsen

Problemet med gode indlæg fra relevant sundheds personale er, at sådanne indlæg meget ofte forveksles med krav om mere i lønposen på bekostning at patienter og klienter iøvrigt.